(Lyd af fingre, der trommer i bordet)

Sandsynligheden for en fødsel stiger i disse dage proportionalt med utålmodigheden. Måske skulle man lave en ligning: Antal uger plus antal strækmærker gange tudeture divideret med søvnløshed i anden = gravid tyksak, der går rundt som løve i bur (godt man ikke blev matematisk student)...

En tjek-op-tur på hospitalet hist, en plukve pist, men ingen baby. Det er lidt ligesom med det hersens tordenvejr, vi går og venter på skal rense luften. Der kommer lidt, men det er bare et bum og en byge, og så er det nøjagtig ligeså lummert igen bagefter. Antiklimaks i en hornlygte!

Til gengæld kan man så fordrive tiden med at se en masse hyggelige folk. I dag på café med gravid veninde. I morgen besøg af faster fra Fyn, på fredag kaffeslabberas med the blogsters. Hvis altså ikke pigebarnet beslutter sig for at være en af de 22 procent babyer, der haver ulejlighed med at lade sig føde i uge 39, som jeg går ind i i morgen.

I dag har jeg ikke fået fotograferet noget som helst - ud over dagens aftensmad, som verdens dejligste og næstmest utålmodige medlem af husstanden lavede til sofaliggende undertegnede. Mums!

Sløv søndag

Mens resten af byen befinder sig med syvendedagstømmermænd på en støvet mark ved Roskilde, ser jeg Mythbusters og spiser hjemmebagt pizza med manden. Not a bad deal, faktisk.

Varme = hævede fødder. Fede små grisebasser.


Men - hedebølgen har da været godt for noget. Potten med chilifrø er begyndt at røre på sig. Stor triumf!

Lookalikes

Heldigvis er det sjældent, folk siger "Du har din mors kæmpe tænder, din farmors skarpe tunge og din fars store næse" - selvom jeg HAR hørt alle tre sandheder. Som regel er det noget blidere i retning af "Du har jo din flotte højde fra morfar." Andre puslespilsbrikker er mormors barm, mors øjne, den Olsenske ansigtsform etc.

Lille mormor af polsk afstamning. Hun var engang helt mørkhåret og ja - ret storbarmet.

Men ingen kan rigtig regne ud, hvor mit røde hår kommer fra. Min mors teori er, at farven må være noget grundlæggende stærkt genetisk som er særligt for mig, mens jeg selv nærmere tror, jeg er et naturens tilfælde af små røde gener fra hist og pist på stamtræet - et rødt skæg hér, en ekstra bleg hudtone dér.

En genetics calculator på nettet fortæller mig, at mit barn har 50/50 chance for at få grønne øjne, ligesom sin far. Måske vil hun også blive rødhåret, for det er jeg jo - og min ellers så mørke mand har lidt kastaniefarve i skægget, en blond mor og søster - og fregner i hele sit smukke fjæs.

I hans familie var engang en spansk soldat med charme nok til at efterlade gener, der skabte enkeltstående mørke børn blandt lyse søskende i mange generationer. Det ser sjovt ud på de gamle fotos, at der altid en én mørk ælling på hvert billede, der står og ser totalt anderledes ud.

Her er det umiddelbare genetiske materiale, vi har at give videre. Lys og mørk. What to think?

Faktisk er fregnerne det eneste, vi som forældre sådan fysisk har til fælles. Og så højden. Så gad vide, hvordan pigen ser ud. Hvilke gener ligger og bare venter på at slå igennem? Bliver hun høj og kropsligt stor som mig, små vipser som sine bedstemødre, langlemmet og mørk som sin far, firskåren som sin farfar?

Måske går hun med hat som sin morfar?

Endnu en varm dag

Langsommelighed

I dag går jeg ind i uge 38, og dermed er der officielt 14 dage til termin. I min trofaste gravidbog står der, at 15 % af den samlede børnepulje fødes i denne uge. Gad vide, om pigen bliver en af dem? Hm. Der står dog også, at det "er godt for psyken" at indstille sig på, man går mindst en uge over tid. Jeg skal give dem godt, skal jeg. Hvert eneste lille jag eller stik får det til at gibbe i mig. Og alle mine aftaler kommer med en fødselsklausul.

Al denne lediggang er dog ikke helt frugtesløs. For aldrig har jeg da nuslet så meget omkring og snuset til sommerluft og dvælet ved detaljer og fået ting til at gro og søsat små, men stolte gør-det-selv-skuder.

Jeg kunne spise hele den danske sommerhøst af alting. Og nej, der er ikke skruet op for de orange toner. Sådan skal gulerødder bare se ud!

I vores generelle tilstand af handyness in progress (der kommer billeder fra pigens værelse så snart der ikke er powertools over det hele) har vi også fået omplantet nogle urter og sat nogle hylder op, som de kan stå og suge dagslys på. I den tilsyneladende tomme krukke bor en masse chilifrø, som helst skulle blive til sådan nogle fine gule bell pepper-agtige nogen. Mååhms.

Jo, man må gerne lige få et closeup af fersken-blomme-festen. Jeg tror, jeg vil genfødes som fersken. Tænk at være sådan en tigerstribet lille rund, sexet frugt... erhm.. nå, videre.

Hvis man ikke selv er den store kunstner, kan man i det mindste se muligheder i andres doodles. Jeg har farvelagt et stykke tapet med tossede dyr på, som man kan fortabe sig i, hvis man er en lille glo-lysten baby. Hvad? Der findes da grønne pingviner og blå elefanter!

Som et led i DIY-krea-mor-udviklingen har jeg også, mest for sjov, lavet et par pompomer og gik helt i barndom af det. Så hyggeligt.


Bum.

Søstersolidaritet

Nogle kvinder har syttentusind mere eller mindre tætte veninder, som de ser hele tiden for at svælge i dame-emner og generelt være pigede. Sådan en har jeg mildest talt aldrig været. I ved, de der Sex-And-The-City-die-hard-Beverly-slyngveninder-vi-har-kendt-hinanden-siden-vi-gik-i-børnehave-typer. Not me. Piger er altså bare lidt vanskelige...yes? No?

Anyway. Når jeg så fra tid til anden befinder mig i rent kvindeligt selskab, kan det være svært at navigere. Men i dag var en undtagelse, og en rasende hyggelig en af slagsen. En venindes veninde havde for min skyld slæbt to kæmpe sorte sække med babytøj til huse, som jeg kunne få lov at sidde og rode i, samtidig med at de to skønne damer, et stk. søn og et stk. hund underholdt, sludrede og diskede op med kaffeslabberas. Gnidningsfrit, skægt og rørende at blive lukket ind i det lille Christianshavnerhjem.

Hvis der er en bedre måde at spendere en tropevarm tirsdag på, så har jeg aldrig hørt om den.

Tøjbonanza!

Malle, lille Calle og Helle. Og Lucifer, men han er hurtigere end sin egen skygge.

Broen var oppe. Jeg synes stadig, det er lidt spændende. Ja, jeg er fra landet.

Get your kicks on route 66.

Søstersolidariteten ville ingen ende tage: Resten af dagen gik med at fodre en anden kær, lidt heartbroken pige med mad, rødvin, kaffe og halvkvalte visdomsord om kærlighedens forræderiske væsen. Godt man kan dele lidt ud af sine erfaringer med knudemænd og andre frøer, man ville ønske, man ikke havde kysset (så meget).

Måske er piger slet ikke så vanskelige.

The ways of womanhood

Nu ved jeg, hvorfor jeg har tøvet med at blogge så længe.

Alt, hvad jeg gør, handler mere og mere om den 3.400 grams nye verdensborger, der gemmer sig bag mit maveskind. Og hvis der er noget, folk synes er indsnævret, gammeldags og snorkende kedeligt, så er det gravide/mødre, der kun ævler om deres børn. Selv jeg synes, det er irriterende f.eks. at blive typecastet som borddame for andre nybagte eller to-be forældre. Men sådan er the ways of womanhood åbenbart.

Så hvis der overhovedet er nogen, der gider følge med i det, der mere og mere ligner en barselsblog, kommer her en præsentaton af mit seneste DIY-værk. Moderfølelsen og redebyggeriet fornægter sig ikke, og guskelov for det.

Mind you, at min kreative åre har været mere en dryppende vandhane end en decideret flodstrøm af idéer i mange år. Men. Den skal hænge over puslebordet og jeg er svært stolt af den. Farver og bevægelse til bebs og forhåbentlig lidt zen til mig og manden, når vi for fjortende gang på en nat står og skal skifte ble.

Og så lige et artsy closeup.

Udenfor

I Iran havde man i går besluttet at sende hele Ringenes Herre-trilogien i fjernsynet for at se, om det ikke kunne holde folk indendørs, så de ikke sådan rendte rundt og protesterede.

..and in the darkness bind them, eller hvad?

Nyheden melder intet om, hvorvidt det virkede, men jeg kan ikke tro det. At håbe, en 6-7 timers ork-action i eventyrland kan paralysere masserne er simpelthen passé. Tossekassens magt virker kun på folk, der ikke har noget reelt at gå på gaden for. Eller tager jeg naivt fejl?

Apropos at bevæge sig udenfor, så er det ikke altid lige fedt med det her ellers så vidunderskønne sommervejr - ikke når man vejer på den forkerte side af alt rimeligt og pruster som en gammel elefant. Men det lykkedes os da at møffe en tur ned i Netto og dufte til hyldeblomsterne og den varme asfalt på vejen.

Nede i gården stod pludselig en buk. Eller to?

På Rantzausgade lagde vi mærke til denne bestialske baby. Scary stuff.

Efter denne oprivende indkøbstur satte jeg mit barslende korpus ned i gården med koldskål og krydsogtværs og følte mig som en noget ældre dame end jeg er. Men dejligt var det under æbletræet.

Der er så fint i vores gård. Den er faktisk mere en have end en gård. Hvis man kommer forbi, kan man plukke vilde jordbær og få kaffe i skyggen.

Find Holger..?

Og så lige en rose til de romantiske.

Alive and kickin'

Der har været stille i Flo's Diner i næsten fem måneder.

Det er helt underligt, eftersom jeg virkelig var opsat på at få projektet på skinner. Men der kom jo ligesom noget i vejen, som har taget al min tankevirksomhed, og vægelsindet som jeg er, er der gået lang tid med at lade den indre jury debattere the pros and cons for, om jeg nu skulle dele ud af den her vanvittige graviditetsoplevelse eller holde det for mig selv.

Nu er jeg så på barsel, der er tre uger til termin, og jeg tænker, at hvis der ikke kommer sving i dineren nu, så kan jeg lisså godt lukke biksen. Så nu prøver jeg. Jeg har en tre kilos sparkende mini-ninja i maven og laver ikke en fløjtende. Might as well blog.

Hvad laver man så på barsel? Man smutter til Skt. Hans bål på Blågårds Plads og holder sognets trolde væk ved at sætte ild til nogle paller fra den lokale Netto og lade en pige, der fraserer lidt for skingert og ikke kan teksten, synge for til Midsommervisen. Alt i mens de små syge gangstere tænder bål i parken og råber "Vi knepper Danmark og heksen", når man går forbi. Ak. Det huer ikke en country girl særligt, altså. Men man føler sig meget lokalpatriotisk.

Blågårds Plads

Og så tager man billeder af sin mave. Tillad mig at at illustrere, hvor vanvittig meget, der er sket, siden jeg sidst skrev noget her:

Februar

Marts

April

Maj

Juni.
Jeg måler 1 meter og 15 i omkreds. Og nej, det er ikke et MJ-sørgebind, men seneskedehindebetændelse.

Stork stork langeben

Storken kommer med de små børn, det ved enhver. Ifølge gammel folketro er storken monogam, og for tidlige kristne symboliserede den derfor det rene, pure, kyske ægteskab. Det siger Wikipedia i hvert fald. Men hvem skulle have troet, at storken himself var en lummergøj af dimensioner?

Fra barnets synspunkt er storken hendes bedste ven...

(Stå nu stille, fugleven) Men hvad barnet ikke vidste var, at storken i virkeligheden er en total pimp...

...en værre sjuft, som foreslår usædeligheder og pifter efter de unge damer, der må jage den væk med deres paraply...

Og han er ikke til at slippe af med igen bagefter, hvor stor en paraply man så end har!!

Symbolikken bruges stadig i flæng til barnedåber og på grimme lykønskningskort, ja selv på graviditetstøj finder man den lumre fugl:

Det er sørme godt, at den for nylig blev erklæret for uddød i Danmark, fordi den er blevet for doven til at flyve hele vejen fra Afrika til Ribe. Den skurk!

Billeder fra etsy.com og storkene.dk