torsdag den 10. september 2009

Nørder

Forestil jer to langlemmede teenageveninder af den ikke særligt piget-populær-og-permanentede slags på et pigeværelse ca. 1993. De danser gungrende uelegant rundt på gulvet og brøler med på sangen, der kommer ud på max volume af konfirmationsanlægget ovre i hjørnet. Sangen er Twist & Shout, og der er dømt Beatlemania i provinsen, alt for mange år for sent og håbløst langt væk fra de aktuelle hitlister.

Klip til nutiden - hvor denne barslende, 30-årige, gamle Beatlesnørd fik en opringning fra sin teenageveninde, som havde billetter til premieren på Come Together på Østre Gasværk, og havde tænkt på mig som special guest. Ja tak! Op på stiletterne, ud og drikke kulturel hvidvin og høre, hvad de kunne få ud af soundtracket til en stor del af min tidlige ungdom.

Mens jeg ventede på Katrine, faldt jeg i snak med en ivrig autografjæger, der talte bornholmsk og havde taget opstilling ved den røde løber, mens den endnu var gabende tom. Han var ude efter to helt bestemte kvindelige kendte, og jeg måtte love, at jeg ikke ville lade dem gå uset forbi, og at jeg ville tage et billede af ham og dem, hvis det kunne lade sig gøre....

Her har vi ham:

Mens vi ventede, fortalte han, at han havde en veninde i London, som ville have ham til at flytte derover. Hun var også autografjæger, og sammen havde de opsøgt mangen en Hollywoodstar. Jeg så hans autografbog som bevis. Men han ville ikke flytte. Og han bevægede sig da også så hjemmevant, at adskillige skuespillere og andre kendisser hilste hjerteligt på ham, som han stod der. Autografnørden var ved at blive lige så kendt som de kendte selv, åbenbart. Der kan man bare se..

Forestillingen var intet mindre end fabelagtig, og jeg vil piske alle, de har så meget som en lille svaghed for det smukke i Beatles' sangkatalog, til at gå ind og få en stor oplevelse. Det er både en hyldest, en dekonstruktion og en fortolkning, og scenografien er dybt imponerende. Der er klip og præsentation her.

Sig Biiiitels!

Det er da godt, vi blev lidt pænere end vi var i 1993. Nå, anyway. Alt det hvidvin og tå-gang på stiletter og spænding i kroppen og høj musik endte med at give mig en tordnende hovedpine her til morgen. Men pyt, jeg er glad i låget, omend lidt omtåget og distræt.

Når man er det, får man uforvarende gjort ting som det her. Med rande under øjnene:

Malingen skulle ikke i håret. Men på det her:

2 kommentarer:

  1. Jeg synes de pang røde hjemmelavede striber er et hit! Ikke den hotteste frisør i hele Kbh, nay verden, kunne gøre det efter!
    Måske man skulle tjekke den Beatles forestilling ud..?

    SvarSlet
  2. Kære Cara...

    iihhh jeg er begejstret og berørt...

    twister og shouter.

    Du strålede på den røde løber - nu i håret...

    SvarSlet