Stork stork langeben

Storken kommer med de små børn, det ved enhver. Ifølge gammel folketro er storken monogam, og for tidlige kristne symboliserede den derfor det rene, pure, kyske ægteskab. Det siger Wikipedia i hvert fald. Men hvem skulle have troet, at storken himself var en lummergøj af dimensioner?

Fra barnets synspunkt er storken hendes bedste ven...

(Stå nu stille, fugleven) Men hvad barnet ikke vidste var, at storken i virkeligheden er en total pimp...

...en værre sjuft, som foreslår usædeligheder og pifter efter de unge damer, der må jage den væk med deres paraply...

Og han er ikke til at slippe af med igen bagefter, hvor stor en paraply man så end har!!

Symbolikken bruges stadig i flæng til barnedåber og på grimme lykønskningskort, ja selv på graviditetstøj finder man den lumre fugl:

Det er sørme godt, at den for nylig blev erklæret for uddød i Danmark, fordi den er blevet for doven til at flyve hele vejen fra Afrika til Ribe. Den skurk!

Billeder fra etsy.com og storkene.dk

Linkbonanza

Selvom jeg stort set er konstant online, tror jeg, jeg er ved at blive net-reaktionær. Og selvom nettet nok er gammelt nok til at det kan ske, er jeg altså for ung til det. Nogle dage sidder jeg bare og roder rundt på de samme websites, dagen lang. Det føles som sådan en sikker lille kasse. Før i tiden fandt og skrev jeg om nye gadgets og designting uge efter uge - nu går bølgerne højt, hvis jeg vover mig uden for mail, netaviser og Facebook. Og det er sgu for ringe.

Så inspireret af eeze.dk poster jeg her et par af mine favoritter - for så kan det være, at jeg kan få nogle nye. Der er jo lissom heller ingen grund til at sidde og gemme på dem, vel?

Først et lille billede af vores bagdør i køkkenet. Robotkrogen Albert er købt hos svenske Designtorget, hvor de altså virkelig har nogle fede ting. Og et fedt koncept der gør, at der hele tiden er udskiftning i sortimentet og nye chancer til nye designere.

For dem, der ikke kender Found Magazine, er der en hel verden af tingfinderi, der vil åbne sig!Det kan ikke kun være mig, der er barnlig nok til at elske suset ved at finde en syret indskøbsseddel i kurven i supermarkedet, samle et krøllet kærestebrev op på gaden eller finde halvpornografiske billeder i et gammelt skab på et loppemarked...hvis der er nogen, der vil lave en dansk version sammen med mig, så sig til!! Se f.eks. her:

Det tredje link i denne omgang er temmelig specifikt rettet mod folk, der skal giftes. Jeg fandt selv meget inspiration og fik afstivet rygraden her, da jeg kastede mig ud i at blive gift i en grøn kjole. Det er dog intet imod, hvad folk her på Offbeatbride.com gør ud af deres fester, og det er lige til at blive glad i låget af.

Nå, ja, og så kan I jo ligeså godt få et billede af min nye nøddeknækker. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker eBay. No link nødvendigt.

Og som grande finale: Mine nye sko fra Lola Ramona. En lille fugl har sunget om, at de åbner webshop inden sommeren. Det bliver dyrt at være på barsel...

Kamerafund

Man ved, at man ikke holder godt nok styr på sine billeder, når man opdager en masse fra efteråret, man havde glemt.... men fine er de:

Æblekassen Poul

Kaosbedet

Yndlingsmænd

Ævler

Hanging on

Gult med gult på (til ære for Malle)

Smirky

Extreme Makeover Belly Edition

Efter mange års pudsen og poleren på mit voksenpanser finder jeg mig selv overgiven til den totale, drivende emotionalitet. Efter at Formand Mave har overtaget mit liv er der bare ikke noget at gøre.

Jeg græder i hvert fald et par gange om dagen. Og det er ikke fordi, jeg er ked af det. Jeg bliver bare rørt eller overvældet eller skræmt. I forgårs så jeg en film om nogle terrorangreb, inkl. folkemængde der bliver angrebet af politi, skud, blod og den slags. Normalt ville den slags prelle af, men jeg begyndte at tude, fem minutter inde i filmen. Så var der også noget Extreme Makeover Home Edition i fjernsynet den anden dag. Og noget reklame for bleer. Og eventuelt en sød hund der løb i slowmotion. Eller nogen, der kyssede. Barren er virkelig sænket, og alting rører mig.

Jeg ved jo godt, det er hormoner. Men måske er det også naturens måde at fortælle mig på, at jeg skal blive blødere, varmere, mere nærværende. Mere barnlig. Måske er det meningen, at jeg selv skal lære at føle alting som et barn igen for at forstå, hvilket ansvar, jeg er i gang med at påtage mig, og hvordan jeg beskytter et barn mod verdens voldsomhed?

Maven og mig

Folk er begyndt at røre ved min mave. Jeg får et chok hver gang, der bliver rakt et par hænder ud mod mig – som om jeg skal have tæsk. Men så går det op for mig, hvad der foregår, og splitsekundet efter er det for sent at flytte sig. Jeg ser ned, og et par fremmede eller fjernt bekendte hænder ligger nu på min mave - og hvis det går højt, aer de også.

Almindeligvis rører man jo ikke ved hinanden - andet end på hænderne og afmålt ved korte knus, med mindre man er rigtig gode venner. Maven er faktisk et meget privat sted. Jeg har personligt aldrig vist den frem, heller ikke på stranden. Det holdt hårdt, men jeg kom da igennem 90’erne uden at eje en stumpet bluse.

At blive rørt på sin gravide mave føles lidt som at blive taget på røven i bussen, og så bare smile og sige, ”ja, den bliver sørme større og større.” Tænk, hvis jeg gik og rørte folk på deres maver. Måske skulle jeg til at gøre det, som en helt nonchalant gengældelsesgestus. For hvad fanden siger man? ”Gider du godt lade være med at pille mig på maven?” Det ødelægger ligesom samtalen til at starte med, ikke?

Folk gør det jo af venlighed og nysgerrighed og i en illusion om, at en gravid kvinde har smidt sin kropslige identitet som en gammel frakke og nu kun består af mave, bryster og baby. Man bliver fælleseje i det store frugtbarhedskosmos. Men come on. Man kunne da godt vride hjernen og lige tænke over, at man er i gang med at overskride en meget intim grænse. Det er lidt ligesom da min veninde engang fortalte, at folk uopfordret rører ved hendes tatoveringer og siger ”nej, hvor er den flot.” Øh, tak, men du står altså og piller mig på overarmen eller inderlåret…

Hvad skal jeg gøre ved det? Alle gode forslag er velkomne.

Udklip fra en slags dagbog

18. november
For en uge siden fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg er omkring 5 eller 6 uger henne. Så vidt jeg kan regne ud med hjælp fra nettet, er min terminsdato 15. juli 2009. Et sommerbarn.

I dag har jeg haft kvalme for første gang. Det lettede faktisk lidt at være kvalm: Det har overrasket mig at finde ud af, at kun cirka halvdelen af gravide kvinder får kvalme. Det er jo nærmest det mest berømte tegn på, at man er gravid. Og hvis man ikke har kvalme, er det faktisk meget svært at tro på det! Man føler sig ikke rigtigt gravid. Eller gravid på den rigtige måde. Som om folk vil se skævt til en. Nå, hun er da dårlig til at være gravid, hun har ikke engang kvalme.

Det er som om, jeg er sendt ind på banen i et boldspil, hvor jeg ikke kender reglerne (og jeg hader sport). Til gengæld er jeg holdt op med at ryge, og jeg føler mig vildt sej.

20. november
Jeg har første aftale hos lægen 2. december. Jeg bliver sindssyg af at vente så længe. Og jeg bliver skidebange af at tænke på, at jeg jo godt ved, de ikke booker en tid før man er to måneder henne, fordi man så på den måde screener for spontane aborter. Tak for venligheden, siger jeg bare. Jeg har brug for at snakke med nogen NU! Tænk hvis jeg aborterer uden at vide, hvad der sker, eller hvorfor, eller om jeg gør noget forkert.

10. december
Kvalmehelvede. Det var et under, jeg havde det godt, den dag vi skulle på NOMA. Det var en god oplevelse, som det endnu ikke er lykkedes mig at fortælle nogen om, fordi jeg ikke kan klare at tænke på mad. Ikke den mad, i hvert fald. Vores køleskab stinker også helt vildt. Jeg ved ikke af hvad, men det er en pinsel at åbne det. Nogle ting er dog lige til højrehapsen: Henrik kom hjem i går med rødkål på glas og rugbrød, og så fik vi frikadellemadder. Der ramte han virkelig plet.

7. januar
Den komplet officielle dag. Var til nakkefoldsscanning i formiddags. Med faldne underkæber og tårer i øjnene gloede vi på det lille væsen på bare 7 centimeter, der virkelig ligner et færdigudviklet barn. Den viftede ivrigt med arme og ben og puttede sin tommelfinger i munden, og jeg har aldrig set noget så vildt i hele mit (under)liv. Hun printede et par billeder til os, som vi klamrede os til i venteværelset, mens jeg kunne mærke al nervøsiteten og angsten forlade mig og gøre mine ben til ren spaghetti. Dernæst ringe til mødre og trække cykler gennem sne og flette fingre på kaffebar med rystende hænder.

Til julebal..

Send your own ElfYourself eCards

Boing boing *crash*

For et par år siden reciterede jeg, på den hedengangne Myspaceblog, et par ømme strofer fra Nik & Jay's remix af Boing. Noget med at klappe pigerne i røven, mens de andre klappede dig på ryggen. Helt skrækkeligt.

Og nu - mindsanten om de to pelsklædte herrer ikke har fået bondeanger. Jeg faldt over teksten til en af de nyeste sange, Kommer Tilbage, som en en lang undsigelse af alt, hvad de har foretaget sig. En redningskrans før verden vender og går i en anden retning end det forbrugsfest/kropskultur/liberalisme-helvede, vi har levet i under hele Nik & Jays storhedstid. Det ene er et symbol på det andet. Det indser de nu, de to. Og det er sådan set fint nok, hurra for dem, de er blevet voksne.

Det er bare så elendigt skrevet, at jeg aldrig har set magen. Så horribel en dårlig undskyldning for alt det sexistiske, hjernedøde lort, de har pumpet ud i årevis. Så fordærdeligt pinlig en erstatning for almen refleksion.

Måske synes jeg bare, det er too little too late.

Læs med her:

(nik)Hvad med teenager piger der går glip deres ungdom
gir deres krop for en Dom Perignon,
siger deres job op for at blive berømt

(Jay)blandt andet fordi du har solgt dem den drøm
Hvad med hende jeg kender der så svær og modstå
hvad er det der gør hun er sin kæreste utro
hvad er det vi løber fra, hvad skal vi nå
Har vi glemt hvem vi er når vi når vores mål.

(Nik)jeg har tanker for ti, tænker ting itu.
Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux.
i 2001 stemte jeg på Anders Fogh
Men jeg ved bedre nu.

(Jay)Fra Clubs fyldes med folk.
der fyldes med drugs som selvfølgelig vil slås.
og en knytnæve blev til en kniv.
der blev til en pistol der blev til et mistet liv

(Nik)Men der er en ting jeg ikke fatter
det her land burde være i vatter
Ring til mig når kærligheden er her
Jeg skrider for min datter kalder (Faaar)

(omkvæd)Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen.
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed

At være eller ikke være

Min mor siger ofte: "I mit næste liv vil jeg være [indsæt spændende erhverv], kunne det ikke være sjovt?"

Jeg er begyndt at lure, hvad hun mener, selv om min indre jury har forkastet idéen om muligheden for flere liv. Jeg synes, jeg er nået et punkt, hvor jeg ved en smule om mange ting, men faktisk kun føler, jeg kan én ting sådan rigtig godt.

Der er én ting, jeg kan, som hiver pengene hjem og som jeg for det meste kan gøre med en arm bag ryggen, hvis det skulle blive nødvendligt. Dermed ikke sagt, at jeg er bedre end alle mulige andre til det, men jeg kan det da. Hvilket jo er udmærket, når man har brugt hundrede år og en kandidatgrad på at lære at skrive de her evindelige ord i diverse formater og rækkefølger. Bygget oven på noget, der måske er talent.

Jeg bliver bare sådan lidt misundelig på dem, jeg kender, som kan alle mulige spændende ting, som jeg ikke har haft tid eller ork eller tålmodighed til.

Jeg har f.eks. en veninde, som skriver en blog. Jeg kan huske, da vi var små, og vi sad og tegnede, kunne hun tegne sådan nogle rigtige modelpiger med smart modeltøj på, som hun selv opfandt. De havde store øjne og kyssemund. Når hun snakkede i telefon med sin kæreste hjemme i København (hvor sejt var det i øvrigt lige at være fra København og have EN KÆRESTE?!) tegnede hun små mønstre på sine sommerlår med en kuglepen, sådan lidt distræt. De krøllede sig ofte ud over det meste af hendes ben. Hun flaksede ind i voksenlivet som den her mulitkreative sommerfugl, og nu kan kun trylle den mindste lille dims om til noget skævt, sjovt eller bare pænt. Hun har evnen til at se det smukke i små ting, og det beundrer jeg.

Så er der min mand. Som ved meget om meget, og rigtig meget om det, han laver. Nogle gange forekommer det mig, at han er en ti gange bedre researcher end mig, for hans nysgerrighed driver ham til viden som en stor rød, tegneseriemagnet. Igen meget beundringsværdigt, grænsende til det misundelsesværdige.

I det hele taget synes jeg, at hver eneste forvoksede, kreativt rundtossede middelklassebarn i vores omgangskreds er voldsomt beundringsværdig. De er dansere, kunstnere, digtere, musikere, filmfolk, designere, you name it, they make it. Og jeg ville ønske, jeg havde livs-tid til at lære at kunne alt det, de kan.

På en skala fra mand til kvinde....

...hvor er du så?

Et tankeeksperiment.

At lave sine egne grafer er skægt. Se her: www.graphjam.com.