*rømmer sig ned i mikrofonen*

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.



*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.