lørdag den 26. september 2009

Irmapigen

Det er måske de færreste af jer, der ved det, men jeg har en fortid som Irmapige. Ikke Nettopige, ikke Faktapige, ikke Aldipige. Irmapige.

Og jeg bliver mindet om det, når jeg en sjælden gang frekventerer stedet: Man skal huske at smile til sin Irmapige.

Da jeg boede på Østerbro, arbejdede jeg i den lille, lokale Irma. Min chef hed noget pakistansk, jeg har glemt, men det mindede utrolig meget om Apu. Der var mærkeligt nok stor respekt om det, når man sagde, man havde studiejob i Irma. Det var ligesom lidt mere upperclass. Den finere version af en kassedame. Som om, Irmas gode rygte og rødvinsidealer smittede af på mig.

Jo, den er god nok.


Men på den ene side havde jeg kolleger, der syntes, jeg var lidt for fin på den, når jeg fortalte om mit studieliv. De arbejdede der, jeg var bare på besøg. Grethe, en ældre skrappedulle, blødte kun op den dag, vi var til stort anlagt koncern-julefrokost og jeg pejlede Elvis-imitatoren i retning af hende. Love me tender i en følgespot foran 3000 mennesker. Dét kunne få hende til at rødme. Louise, den svært overvægtige unge mor, der trøstespiste af de åbne slikposer, syntes bare, jeg var irriterende og brugte underlige ord.

På den anden side var der kunderne. De var nogle idioter, til trods for, at de lagde kassen. Jeg har aldrig før eller siden mødt mennesker, der på en så bevidst og bedreværdsagtig lemfældig måde kunne smide en tusindkroneseddel for næsen af mig. Det stod jo ikke i panden på mig, at jeg var ved at uddanne mig til samme niveau som de her akademiske økosnobber, der følte sig bedre end mig. De så en uniform, et serviceorgan. De havde med garanti behandlet mig anderledes, hvis jeg havde haft en afhandling under armen.

Jeg vil lade disse to produkter tale for sig selv.



Jeg var egentlig glad for mit job. Der dufter dejligt af kaffe i Irma, jeg havde et godt vagtskema og jeg tjente penge. Fint nok. Men baglokalerne var ligeså smadrede, flaskeautomaten lige så beskidt, frokostordningen lige så fraværende og uniformen lige så grim som i alle andre supermarkeder. Der var lige så mange beskidte handelskneb, lige så dårlig løn, lige så mange rotter på lageret. Ikke noget fancy dér.

Da jeg var i Irma i dag, og brugte 250 kroner på 5 ting, lagde jeg mærke til, hvem jeg var blevet. En af dem, de veluddannede klidmostre, der nonchalant går i Irma, fordi Netto lige ligger lidt for besværligt. Og damen foran mig i køen var så ubehøvlet over for den unge kassedame, at jeg fik det helt dårligt. Hun kunne ikke få 300 kroner over beløbet, hvilket åbenbart ødelagde hendes dag så meget, at hun bare måtte begynde at tale ned. Da hun vrissende forlod etablissementet, vendte pigen ansigtet mod mig, den næste idiot i rækken - og smilede. Jeg sørgede for at smile igen, ikke være besværlig ved Dankortmaskinen og pakke mine ting i en fart.

Det vil jeg hermed opfordre til, at man gør. Også i alle de andre supermarkeder.

Nå, jo, I skal lige have den her med: I anledning af et Irma-jubilæum ankom engang en papkasse med et kostume til butikken. En meget booby Irmapigekjole med strutskørt, pufærmer, lys paryk, kurv og hele svineriet. Jeg nægtede hårdnakket. En stakkels flaskepige endte i kostumet og hadede det hele vejen, hele dagen, med blussende kinder og lumre tilråb.

Hvis den havde set sådan her ud, havde jeg sagt ja, og stukket af med den på.

I anledning af Irmapigens 100 års jubilæum har kæden bedst tre designere om at opdatere hendes robe. Den her er designet af en af kvinderne bag Edith & Ella, Line Markwardsen.


Og en sidste-sidste ting. Tjek lige den her: http://hvormangeægharirmahønenlagt.dk/


2 kommentarer:

  1. Grineren!! Også jeg, har været Irmapge! Og du har ret, det ville være det perfekte job, hvis det ikke liiiige var for kunderne!
    Kan kun nikke genkendende til din beskrivelse af über nedladende overklasse snob-typer, der næsten ikke kunne få sig selv til at række en taber som mig deres "hårdt" tjente penge, fordi jeg "bare" var kassedame. Godt det er slut med at blive set ned på i Irma. Nu sker det kun på hospitalet, hvor jeg "bare" er røvvasker, he he!

    SvarSlet
  2. Åh, der er ikke noget værre end folk der føler sig finere end andre. Det oplever jeg slet ikke i "min" Irma. Der er iøvrigt en verden til forskel i hvordan ekspedienterne opfører sig i de forskellige supermarkedskæder. Irma vinder med hestelængder. :-) Sandra

    SvarSlet