Jeg har læst en bog

"sTori telling by Tori Spelling" hed den så. Og jeg har læst den på under et døgn, hvilket er en lidt sørgelig rekord, eftersom jeg er blevet så uhelbredeligt dårlig til at åbne en bog, snart sagt læse den. Jeg bliver bare træt og gnaven og melankolsk over dens eksistens, så snart jeg, som en god og ordentlig pige, har bladret de første 20-30 sider igennem. Og så lægger jeg den væk, godt knotten. Traumatiseret, nej da...

Nå, men, den her bog, som har det mest pink cover, jeg nogensinde har haft mellem hænderne, reklamerede for sig selv ved at vifte mig om næsen med all the dirty secrets fra Beverly Hills 90210. Så haps til mig. Jeg er die hard, når det kommer til Bev, hvis det skulle have gået nogens næse forbi.

Malle, du skal ikke læse videre, hvis du vil undgå spoilers!!

Det er historien om en pige, der vokser op i noget, man simpelthen tror er løgn. Billionvilla, importeret sne til jul, barnestjernekarriere, den samme fødselsdagsgave år efter år - porcelænsdukker med døde øjne. Første kys var med kokken i huset. Forført af adskillige narrehatte. Gift med en af dem ved et bryllup, der mindst, og jeg mener mindst, må have kostet a million bucks. Traumatiseret, uoplyst, romantisk, naiv, opmærksomhedshungrende og ude af stand til at tage en beslutning.

Uhyggeligt og, må jeg indrømme, sjovt skrevet. Som én lang klumme i et magasin. Har ingen idé om, om hun har skrevet det selv, men anyway. Da kapitlerne om Beverly kom, kom det for en dag, at alle knaldede med alle. Big surprise. At Shannen Doherty var bindegal. Big surprise. Men også, at Donna og David, i virkelighedens verden, altså som Tori og Brian, knaldede. Mens Donna var jomfru. Se DET er news, jeg kan bruge til noget. Foder til min lille sultne sladdermave.

Så var der historien om, da Terence Trent D'arby, som åbenbart er gone pshycic, formanede frøkenen om at lægge sit liv om. Eller da hun besøgte Mama Lola, en voodoopræstinde, fordi hendes mor havde et ondt øje til hende (og det havde hun satanfløjtemig, hvis man skal tro, hvad der står). Eller da hun havde et lille, intimt, privat, spontant bryllup på en tropeø, og bare lige smuttede i en Dolce & Gabbana-kjole og havde et par kampklædte indfødte til at trutte i en konkylie for hende. Eller da hun opdagede, at juletræer faktisk gror op ad jorden, og at man kan fælde dem selv.

Damen bliver aldrig normal, men i det mindste har hun humor.

(Jeg vil nok en dag vende tilbage til issuet om mit bogtraume. Men jeg bliver lige nødt til at forsikre verden, og mig selv, om at det er okay at nyde sådan en bog. Kan vi betragte den som en selvbiografi? Ja. Godt. Så har jeg mit på det tørre. I det mindste har jeg aldrig læst en af de der såkaldte chick lit-bøger - "en shoppingprinsesses bekendelser på høje hæle med en rundbarberet puddel i tasken", eller hvad hulen de hedder.)

Jeg har det som om, jeg lige har spist en stor, lyserød kage. Lykkelig og en anelse kvalm.