Bridezilla goes to town

Det er ikke nemt at blive gift. Eller jo, beslutningen var den mest indlysende, jeg nogensinde har truffet, men det er ikke nemt at få det hele til at ske, snart sagt tage stilling til hele brudekjolekonceptet, skulle jeg hilse og sige.

Var ude og kigge på kjole med en veninde i går. Startede velforberedte med kaffe og notater og billeder af forskellige styles, adresser på syersker og the works. Prøvede en Karen Millen-model, men lignede en nysnøret turkis rullepølse. Prøvede Chloé-kjoler til en milliard og prøvede InWear-kjoler til en tusindkrone. Prøvede også det, jeg egentlig troede var min kjoleskæbne, nemlig en smuk, græsgrøn hippiemodel med hellangt skørt og snoede stropper fra noget der hedder T-Bags. Og lignede en ammende asparges. Ved ikke, hvorfor jeg får mad-associationer, når jeg prøver tøj. Det må nogen analysere for mig.

Nå, men. Ved et tilfælde stoppede vi op ved en lille kjolebiks i en sidegade, og der blev jeg solgt. De kjoler var som taget ud af 50'erne i fed silke og poofy skørt. (Eller lettere poofy, kun så meget, at man stadig har pencil-profil, hvis nogen forstår, hvad jeg mener med det. Butikken har desværre ingen hjemmeside, så det her må være a-la-sådan-her-hint nok). Hende, der syer, havde selv strutnederdel og knaldrødt hår og lur mig om hun ikke havde en Elvisplade eller to derhjemme. Jeg skal derind og prøve overtale hende til at sy en i grøn til mig. Meget snart. Selvom det går komplet over budget, er jeg sikker på.

Når det er gjort, kan vi rykke videre til næste issue: Sko og hår.

Godt der er et par måneder endnu.

PS: Jeg er PISSETRÆT af kjoler i en såkaldt størrelse Large, som ikke engang en dværg uden bryster kunne presse sig ned i. Hvornår får moden nogle realistiske mål?