søndag den 28. juni 2009

Udenfor

I Iran havde man i går besluttet at sende hele Ringenes Herre-trilogien i fjernsynet for at se, om det ikke kunne holde folk indendørs, så de ikke sådan rendte rundt og protesterede.

..and in the darkness bind them, eller hvad?

Nyheden melder intet om, hvorvidt det virkede, men jeg kan ikke tro det. At håbe, en 6-7 timers ork-action i eventyrland kan paralysere masserne er simpelthen passé. Tossekassens magt virker kun på folk, der ikke har noget reelt at gå på gaden for. Eller tager jeg naivt fejl?

Apropos at bevæge sig udenfor, så er det ikke altid lige fedt med det her ellers så vidunderskønne sommervejr - ikke når man vejer på den forkerte side af alt rimeligt og pruster som en gammel elefant. Men det lykkedes os da at møffe en tur ned i Netto og dufte til hyldeblomsterne og den varme asfalt på vejen.

Nede i gården stod pludselig en buk. Eller to?
På Rantzausgade lagde vi mærke til denne bestialske baby. Scary stuff.

Efter denne oprivende indkøbstur satte jeg mit barslende korpus ned i gården med koldskål og krydsogtværs og følte mig som en noget ældre dame end jeg er. Men dejligt var det under æbletræet.

Der er så fint i vores gård. Den er faktisk mere en have end en gård. Hvis man kommer forbi, kan man plukke vilde jordbær og få kaffe i skyggen.


Find Holger..?

Og så lige en rose til de romantiske.

1 kommentar:

  1. Puha, føler med dig! Kan sagtens huske, at det til tider var en byrde at bære baby, når det var 200 grader udenfor!

    SvarSlet