Udklip fra en slags dagbog

18. november
For en uge siden fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg er omkring 5 eller 6 uger henne. Så vidt jeg kan regne ud med hjælp fra nettet, er min terminsdato 15. juli 2009. Et sommerbarn.

I dag har jeg haft kvalme for første gang. Det lettede faktisk lidt at være kvalm: Det har overrasket mig at finde ud af, at kun cirka halvdelen af gravide kvinder får kvalme. Det er jo nærmest det mest berømte tegn på, at man er gravid. Og hvis man ikke har kvalme, er det faktisk meget svært at tro på det! Man føler sig ikke rigtigt gravid. Eller gravid på den rigtige måde. Som om folk vil se skævt til en. Nå, hun er da dårlig til at være gravid, hun har ikke engang kvalme.

Det er som om, jeg er sendt ind på banen i et boldspil, hvor jeg ikke kender reglerne (og jeg hader sport). Til gengæld er jeg holdt op med at ryge, og jeg føler mig vildt sej.

20. november
Jeg har første aftale hos lægen 2. december. Jeg bliver sindssyg af at vente så længe. Og jeg bliver skidebange af at tænke på, at jeg jo godt ved, de ikke booker en tid før man er to måneder henne, fordi man så på den måde screener for spontane aborter. Tak for venligheden, siger jeg bare. Jeg har brug for at snakke med nogen NU! Tænk hvis jeg aborterer uden at vide, hvad der sker, eller hvorfor, eller om jeg gør noget forkert.

10. december
Kvalmehelvede. Det var et under, jeg havde det godt, den dag vi skulle på NOMA. Det var en god oplevelse, som det endnu ikke er lykkedes mig at fortælle nogen om, fordi jeg ikke kan klare at tænke på mad. Ikke den mad, i hvert fald. Vores køleskab stinker også helt vildt. Jeg ved ikke af hvad, men det er en pinsel at åbne det. Nogle ting er dog lige til højrehapsen: Henrik kom hjem i går med rødkål på glas og rugbrød, og så fik vi frikadellemadder. Der ramte han virkelig plet.

7. januar
Den komplet officielle dag. Var til nakkefoldsscanning i formiddags. Med faldne underkæber og tårer i øjnene gloede vi på det lille væsen på bare 7 centimeter, der virkelig ligner et færdigudviklet barn. Den viftede ivrigt med arme og ben og puttede sin tommelfinger i munden, og jeg har aldrig set noget så vildt i hele mit (under)liv. Hun printede et par billeder til os, som vi klamrede os til i venteværelset, mens jeg kunne mærke al nervøsiteten og angsten forlade mig og gøre mine ben til ren spaghetti. Dernæst ringe til mødre og trække cykler gennem sne og flette fingre på kaffebar med rystende hænder.