fredag den 17. oktober 2008

At være eller ikke være

Min mor siger ofte: "I mit næste liv vil jeg være [indsæt spændende erhverv], kunne det ikke være sjovt?"

Jeg er begyndt at lure, hvad hun mener, selv om min indre jury har forkastet idéen om muligheden for flere liv. Jeg synes, jeg er nået et punkt, hvor jeg ved en smule om mange ting, men faktisk kun føler, jeg kan én ting sådan rigtig godt.

Der er én ting, jeg kan, som hiver pengene hjem og som jeg for det meste kan gøre med en arm bag ryggen, hvis det skulle blive nødvendligt. Dermed ikke sagt, at jeg er bedre end alle mulige andre til det, men jeg kan det da. Hvilket jo er udmærket, når man har brugt hundrede år og en kandidatgrad på at lære at skrive de her evindelige ord i diverse formater og rækkefølger. Bygget oven på noget, der måske er talent.

Jeg bliver bare sådan lidt misundelig på dem, jeg kender, som kan alle mulige spændende ting, som jeg ikke har haft tid eller ork eller tålmodighed til.

Jeg har f.eks. en veninde, som skriver en blog. Jeg kan huske, da vi var små, og vi sad og tegnede, kunne hun tegne sådan nogle rigtige modelpiger med smart modeltøj på, som hun selv opfandt. De havde store øjne og kyssemund. Når hun snakkede i telefon med sin kæreste hjemme i København (hvor sejt var det i øvrigt lige at være fra København og have EN KÆRESTE?!) tegnede hun små mønstre på sine sommerlår med en kuglepen, sådan lidt distræt. De krøllede sig ofte ud over det meste af hendes ben. Hun flaksede ind i voksenlivet som den her mulitkreative sommerfugl, og nu kan kun trylle den mindste lille dims om til noget skævt, sjovt eller bare pænt. Hun har evnen til at se det smukke i små ting, og det beundrer jeg.

Så er der min mand. Som ved meget om meget, og rigtig meget om det, han laver. Nogle gange forekommer det mig, at han er en ti gange bedre researcher end mig, for hans nysgerrighed driver ham til viden som en stor rød, tegneseriemagnet. Igen meget beundringsværdigt, grænsende til det misundelsesværdige.

I det hele taget synes jeg, at hver eneste forvoksede, kreativt rundtossede middelklassebarn i vores omgangskreds er voldsomt beundringsværdig. De er dansere, kunstnere, digtere, musikere, filmfolk, designere, you name it, they make it. Og jeg ville ønske, jeg havde livs-tid til at lære at kunne alt det, de kan.

1 kommentar:

  1. ... Og dem der kan en lille smule af alt, gad bare godt være rigtig gode til en enkelt ting.

    Tak fordi du mindede mig om, at være barn i Bisserup og bare tegne hele dagen.
    Good times...

    SvarSlet