Internationale

Når nu Politiken så flot klarer deres obligatorisk patosbefængte og radicoolt nedsættende reportagebeskrivelse af 1. maj i Fælledparken, vil jeg lade være med dét.

Det giver mig altid en lille klump i halsen at høre optoget gå igennem gaderne, og jeg får en følelse af, at jeg bare må være med. Så afsted med os i regnvejret, med pitstop i en bagelbiks, og entrere parken med halvvåde fødder, der sært nok automatisk husker den særlige balancegang fra Roskildemudderet. Nogen spillede en sang, der hed 'Lorteland', andre delte flyers ud for DKP. (Dem har jeg nu aldrig helt forstået - kommunismen fejlede fælt, kære venner. Hold så op med at hylde en af de mest undertrykkende ideologier, verden har set.) Nå, men så var vi der. Og kiggede lidt på det hele. Drak lidt kaffe og tænkte: Rød front! - og så gik vi mod det lille atelier, som er så hyggeligt. Indkøbte en pose Røde Hunde til lejligheden, og en håndfuld øl.

Resten af dagen gik med at diskutere, hvordan lavstatusfagene kan få genoprejsning, om det er forsvarligt at købe aktier i Parken Entertainment, når man nu kan investere i vindmøller og fairtade - og så lege med forhåndenværende værktøj og dims for resten. Og så kom der ganske uanmeldt 3 vildt fremmede europæere forbi. En franskmand, en tysker og en hollænder. Som lagde ud med at spørge mig, hvordan det stod til med feminismen i Danmark. De mente, at det kørte så godt for os, at vi ikke havde behov for den. Aha. Og så måtte de jo have en lille sang om solidaritet.

Det er den bedste 1. maj, jeg har haft længe. Fint afbalanceret mellem en sund gang åndsnærværelse og noget ganske almindeligt venskabeligt samvær, som jeg er sikker på, nok skal redde verden med tiden.

Og så et lille billede: