Get your kicks...

Jeg stod på bussen med en kæmpe kasse, der kun kan bæres besværligt under den ene arm eller holdes med begge hænder. Den var fuld af ting, der skulle fotograferes til bladet. Når man sådan stiger på bus 66 klokken 10 om formiddagen, er passagererne mildt sagt tragikomiske. Der er your basic ældre damer og herrer (mere eller mindre bitre), kvinder indhyllet i slør, lange sorte gevandter og 17 poser med grøntsager, og måske et antal rødnæsede førtidspensionister. Og så altså sådan nogle som mig, hvis firma ikke er så glad for, at man kører for meget i taxa.

Jeg stiller mig i midtergangen, der hvor sæderne kan klappes op. For jeg vil ikke besvære nogen med min store kasse. Men det gør jeg åbenbart. Mens jeg prøver at holde balancen, får jeg er "Hallååå...klapvogn!" brølet i nakken af en brovten kone, og en af de førnævnte indhyllede, grøntsagstrillende klapvognsførere tripper ind foran mig. Bagfra kommer en gammel, grå dame møvende og beder mig om at flytte mig, så hun da lige kan slå et sæde ned og sidde der, hvor jeg balancerer med min kasse. For ingen af de 17 ledige sæder er gode nok, næ nej. Og så videre, og så videre, indtil jeg stod henne ved bagdøren og var ved at vælte i ethvert sving.

Okay, Fie, hvad er pointen?

Jamen, bare, at jeg lige vil have lov at brokke mig over de såkaldt ældre og svage, som i den grad pissede på mig i dag i bus nummer 66. Jeg kunne da nok forstå, at jeg ikke havde nogen form for prioritet. Ville det slå disse mennesker ihjel at sige please, bare en gang imellem? (Det er meget apropos også meget enerverende at blive smidt væk fra et sæde af hensyn til at nogen, som i øvrigt er ved alle lemmer og sansers fulde brug, har passeret de 55 år - selv om man er clearly syg. Det skete engang for mig med lungebetændelse og 40 i feber på vej til lægen.)

Så, nu har jeg brokket mig. Det var sikkert småligt og banalt, men nok nødvendigt for at jeg kan være rar ved den næste etbenede narrehat, der skal bruge mit sæde....om man så må sige.

Wrarf.