Dumt

I disse Paradise Hotel-tider, hvor ung, solbranket og dum som en dør er kvindeidealet i visse samfundslag, græmmer jeg mig helt ind i min lille halvstuderede sjæl, når jeg ser en reklamekampagne som den her:

Ja, reklamemennesker - det er sjovt at gå mod strømmen med et overraskende slogan og tage pis på dem, der siger undgommen er dum som snot. Men mellem linjerne står der også noget temmeligt sørgeligt om måden, man når en køberskare på, og noget om, at det stadig åbenbart ikke er smart at være klog (selvom alle render rundt med latterligt store nørd-briller). Åh, hvor det irriterer mig, og så kan I værsgo kalde mig Fru Møghe og råbe "stol ikke på nogen over 30". Jeg bliver så træt af den slags.

Det vil måske bare altid være sådan, at de dumme og de lækre dominerer sendefladen, mens dem, der rent faktisk har læst en bog om noget, er dem, der tilrettelægger lortet. Go figure.

Nå, moving on. Dumhed er vist dagens tema, for når service/trusselsmeddelelser ser sådan her ud, så har man altså ikke særligt høje tanker om sine (cyklende) kunder:

Der er også det med de dumme, at de altid vil mobbe de kloge. Og de kloge vil tage hævn senere i livet. Men på barnestadiet er hierarkiet stadig brutalt til fordel for dem, der er dumme nok til at skrive sådan noget her på væggen i gården:

Så er det godt, man kan få finpudset sin paratviden i det nærmeste Snapple-låg.

Mindesten

For nogle år siden snakkede jeg med mine forældre om, at de var lidt paf over at se sig selv på museum. I den forstand, at der var en masse programmer (sikkert på DR2) om deres ungdom og oprør og musik og opvækst og jeg skal give dig. Og selv om det ikke er det samme, kan man godt få lidt den samme følelse, når man får "90'er-bogen" i fødselsdagsgave af selvsamme forældre. Jeg har ønsket mig den, siden jeg så den i boghandlerens vindue omkring jul, men da den først lå på mit bord, kunne jeg godt mærke, at det var mystisk at være blevet retro. En mindesten er rejst over min ungdom, og det må jo betyde, at den er forbi.

Ikke desto mindre er det en fantastisk skæg bog. Kan I f.eks. huske dem her? Billedteksten er noget med, at de var en god undskyldning for at røre ved hinanden. Præcis.

Åh, hvor så jeg Natural Born Killers mange gange. Jeg havde også sådan nogle runde, røde briller.... men det var faktisk mest på grund af Janis Joplin.

Alanis havde fat i den allerlængste ende. Seriøst, jeg tror ikke, nyfeminismen var blevet cementeret uden den plade. Hos mig, i hvert fald.

På min ønskeliste stod også kærestetid uden barn, og det fik jeg. Med oversize rejer og frisk limonade. Jubi!

(Apropos rejer, så lå de her i køledisken nede i Brugsen. Er det kun mig, der stejler helt vildt? Hvis I skal fortælle mig, at jeg "rent faktisk" skulle tage at købe jeres produkt, så har jeg da lige præcis tænkt mig ikke at gøre det!)

....og så var jeg i øvrigt ikke den eneste, der blev fejret:

Hurrarh!

For huun er så ung

Mens pausefiskene har svømmet den sidste uges tid i Dineren, tikker uret langsomt henimod torsdag. Min fødselsdag. Dagen, hvor jeg bliver 31.

Jeg kan godt sige jer, oh mennesker både på den ene og anden side af dette alderstal, at det føles værre end at fylde 30.

Da jeg fyldte 30 var jeg nygift og gravidtyk på den søde måde og kommet i mål på mange lange løbebaner, om man så må sige. Det føltes godt at blive 30. Voksent, roligt, spændende, accomplished. Jeg hånlo af dem, der havde 30-årskrise. Jeg havde 30-årsfred.

Men 31.

Enåtradve. Det bærer på en helt anden måde præg af at være på vej ind i ukendt land. Op ad en stige mod et loftsrum, man ikke aner, hvad indeholder. Når man stikker hovedet op af lugen kan der jo være alt muligt skrammel, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Okay, det er en ikke særligt velfungerende metafor, men kan I følge mig? Alt det her liv, jeg har tilbage, hvad skal jeg fylde det med, hvad venter mig, hvordan sikrer jeg mig, at det ikke løber løbsk - eller værre: står i stampe? Kan jeg holde hjertet rent? Kan jeg navigere?

Dét, og så det faktum, at min næste runde fødselsdag vil blive 40.

Wohlbefinden

Jeg er syg og snottet.

Og der har været rigeligt drama den sidste tid.

Derfor er her stille.

Beklager vældigt.

God weekend.

Hold så op med at kalde mig en -ista

Elektronista. Et nyt begreb, som skal dække over teknologiglade kvinder; altså kvinder, der elsker teknologi/gadgets på samme måde som en fashionista elsker mode. Illustreret med stockphotos af stylede kvinder i jakkesæt, der sidder og jubler foran en bærbar i skrædderstilling.

Come on!

Nu må det fandme snart stoppe med den damebladstendens. Alting skal have en betegnelse, som skal vise den kvindelige styrke ved det, for det må endelig ikke være sådan, at nogen andre (måske mænd, gisp) sad som majoritet på dén tendens. Nej, så lad os give den et navn, der ender med "...på høje hæle." Eller noget i den dur.

I mean no harm. Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Jo. Men. Der er vist også et baglokale for kvinder, der blindt accepterer andre kvinder, fordi de er kvinder som ævler om kvinder. Og vice versa med mænd.

Jeg er sådan en, der elsker min Mac, mit kamera og min mobil og whathaveyou. Jeg er ikke skræmt af at skulle klikke på noget eller geninstallere noget. Jeg bliver fascineret af dimser og gadgets langt ud over rimelighedens grænser. Men jeg gider ikke være en slags -ista af den grund. Jeg føler ikke noget behov for at være med i en klub. Endnu en klub. Med damer i.

En anden ting er, at disse kvinders døtre sgu da er ti gange mere garvede udi teknologi. Derfor virker konceptet en anelse dødt i sværen allerede.

Og hvad er forbrugerpespektivet? En elektronista er imod lyserøde produkter, fordi de taler ned til den kvindelige købers intelligens - altså, at man ville købe en gadget, bare fordi den var lyserød, og ikke se på dens funktionalitet. Fint. Men hvilken slags markedsføring regner man så med til klubben af elektronistaer? Køb en laptop og få en bæredygtigt produceret computertaske, et jakkesæt med brede flipper og noget chai-te med i købet?

Lookalike

For nu lige at være enormt krydsreference-agtig, så har du sikkert også opdaget, at der er lookalike-uge på Facebook. Det er der i hvert fald andre, der har.

Problemet er bare, at der aldrig rigtig er nogen, der har sammenlignet mig med nogen kendte. Engang påstod en eller anden, at jeg lignede Kelly Taylor, men det var i 8. klasse og løgn. Måske et forsøg på flirt, som jeg ikke fattede, fordi jeg ikke fattede den slags.

Jeg blev faktisk pissefornærmet, fordi Kelly har kommodeben og er sur hele tiden. Okay, måske ikke lige her.

Der er dem, der mener, at det er fordi, mit fjæs bare ligner mig - og en pige, der rent faktisk ligner Scarlett Johansson i Lost In Translation (!), mener, at det er fordi, jeg er så celeber i mig selv, at folk ligner mig, ikke omvendt. Jeg griner i mit skæg. En enkelt foreslog Julianne Moore. Men det er nok bare fordi, hun er rødhåret, og i øvrigt er hun jo en str. minimal og har en tilsvarende lille næse. Hvilket jeg så ikke har.

Nogle gange ligner jeg jo bare Flo herself:

Men...kvinder husker komplimenter som elefanter husker...øh, gode vandhuller, ved I nok. Og en morgen for længe siden sagde min søde mand, at jeg lignede Rita Hayworth. Jeg bed så meget mærke i det, at det stadig gælder. Sådan er reglerne jo!

Så lad mig svælge i den vage lighed med dette skønne kvindemenneske...

Sandheden, however, er nok mere noget i den her retning...

En tidlig Sanne i orange heldragt.

Hæ hæ hæ...det var sjovt.

A little love

Jeg markerer ikke Valentine's Day, som oprinder om en fjorten dages tid. Jeg synes, at det i bund og grund er noget fis, at man køber roser til sin elskede, fordi blomsterhandleren siger det. Der må være andre grunde og andre dage at gøre det på.

Men i disse dage synes jeg at have brug for kærligheden mere end sædvanligt. Brug for, at den manifesterer sig, og at mennesker er der for hinanden. Verden er et barsk sted.

Så fandt jeg disse gamle kort og smeltede lidt.

Jeg har fundet dem her og her. På de to sider er der links videre til mange andre fine vintage Valentines kort, hvis du skulle få lyst til at sende et til nogen.