Historien om et årti

Akkeja. Endnu et år er gået, og man sidder atter her med julefråde i mundvigene og lytter til alle de kanonslagselskende utålmodighedsramte drenge, der farer rundt i parken.

Man burde måske evaluere 2009, men det har været så følsomt et år, så det tror jeg nu hellere, jeg vil gøre med mig selv og dem, der var med i virkeligheden.

Til gengæld er der jo det utroligt mærkelige ved dette årsskifte, at vi drejer om hjørnet til et nyt årti. 00'erne er slut, og jeg synes sgu nærmest lige, de var kommet i gang. Jeg læste en eller anden artikel, hvor påstanden var, at man altid ser med størst melankoli og længsel på det årti, hvor man gik ind i sine 20'ere, uanset, hvor gammel, man er. Man synes altid, at verden var smuk og spændende lige dér, og at alt, der kom efter, ødelagde den med sin kynisme og voldsomhed.

For mit vedkommende var det 1990'erne (med nød og næppe) og dermed blev 00'erne de barske år. Det passer lidt, og så alligevel ikke. Men i virkeligheden er det jo blot et udtryk for, at man bliver voksen.

Hvorom alting er (note: bør komme på listen over dødsirriterende udtryk brugt i 00'erne, sammen med "på sigt"!) - så evaluerer jeg hermed årtiet med ét billede fra gemmerne for hvert år.

I år 2000 havde jeg ikke noget digitalkamera, men det havde min far. Fie 21 år:

I 2001 var alting voldsomt, som jeg husker det. På introtur i bedste lejrskolestil med danskstudiet kom nogen pludselig farende og sagde, at World Trade Center var ved at styrte sammen. Vi stod omkring en bilradio og måbede og troede nærmest, at krigen kom nu. Jeg ville bare hjem, kan jeg huske. Der var også noget med et folketingsvalg, der endte på den forkerte side af det politiske barometer (eller var det året før/efter?). Jeg husker at cykle gennem sne på vej hjem fra valgaften i fjernsynet og tænke, at nu går det hele da helt ad helvede til. Jeg husker også - og jeg er sgu ked af at indrømme det - at jeg stod af en københavnsk bus i panik for en mand, der så så sur og langskægget ud, at jeg blev virkelig bange. Det skete kun en gang dog, og jeg slog mig selv i hovedet indtil den næste bus kom. I 2001 havde jeg stadig ikke noget digitalkamera. Men jeg gemte et par billeder fra New York på min harddisk (foto fra Politiken).

I 2002 boede jeg det dejligste sted, jeg har prøvet i byen - af de ikke færre end 11 steder, jeg har nået i min karriere som københavner. Bdr. Soldenfeldts Stiftelse ved søerne på Ryesgade, hvor der kun måtte bo unge piger og gamle damer. Jeg havde det fineste gamle køkken og delte ét bad med jeg ved ikke hvor mange piger. Jeg kan stadig tage et bad på lyntid. Tjek i øvrigt lige datamaten på mit skrivebord...

I 2003 købte jeg den her falkefuglsskulptur, da en af mine nærmeste var meget syg, og det hele var famlen i mørke. Jeg havde ikke råd til at købe kunst på SU, men jeg gjorde det alligevel, for jeg tror, jeg identificerede mig meget med dens blindhed. Kan ikke huske, hvem der har lavet den, men den hedder "Blind date".

I 2004 var jeg i praktik på Fagbladet Sygeplejersken, mit første "rigtige" journalistiske job, og fra deres daværende lokaler på Strøget kunne man sidde på første parket til Frede og Marys bryllup. Jeg tog en hel masse billeder den dag, bla. det her:

2005-mappen er fuld af billeder med sol på. Det var åbenbart en varm sommer, hvor jeg besøgte ukristeligt mange mennesker og var på rejse og på tur og jeg skal komme efter dig. Det var også året for en reunionfest med den gamle folkeskole, men det ville være unfair at lægge de billeder ud her, mildest talt. Jeg tror nok, jeg kæmpede med min forsinkede dansk-litteratur-bachelor-opgave på det tidspunkt, men jeg har lykkeligt fortrængt det. Der er ikke noget ondt at sige om 2005, bortset fra noget solskoldning:

2006 var på mange måder et sidste år. Sidste år på RUC (thank God for det speciale, aldrigaldrigmere), sidste år på SU, sidste år med Urban i Pilestræde. Avisen flyttede til ydre Østerbro, jeg fulgte med, og gik fra menig studerende korrekturlæser til menig redaktionssekretær og forvirret freelancer. Pengene rullede bogstavelig talt ind på en måde, jeg aldrig havde oplevet før, og mit forbrug tog himmelflugt. Selv flygtede jeg ofte til den nærmeste bar med mine kolleger, men den historie har I vist hørt. Her et typisk mobilbillede fra Pilestræde. Øl, dårlig vinkel, sen nattetime.

2007 var crash-and-burn-året på mange punkter. Og det var Roskilde i det mest groteske regnvejr. MEN! Det var frem for alt året, hvor jeg var så heldig, at ham her også gerne ville have mig:

2008, hvad kan jeg sige om dig? Du var fuld af lykke og flytten rundt og læggen planer og bliven gift og gravid. Nyt job på et magasin havde jeg også, og i den anledning noget færre millioner at rutte med, skulle jeg da hilse og sige. I det hele taget var alting så anderledes, at det faktisk føltes, som om jeg allerede dér gik ind i et nyt årti. Året var som en slikbutik i New York, hvor man får en bøde, hvis man brokker sig, for der ER bare ikke noget at brokke sig over (øh, hej mærkelige sammenligning... men vi var i hvert fald i NY på bryllupsrejse...)

2009. Om året, der lige er gået, er der jo kun én ting at sige. Viola.

Godt nytår, alle sammen!

Snehvide

Mens vi stener i de her mellemmadsdage, og venter på at kalenderen skal vende, kan jeg da lige gøre lidt reklame for en julegave, jeg gav mig selv i år. Altså ikke Mac'en, men Snehvide:

Kan I i øvrigt huske den panik der var, sidste gang, vi skiftede årti? Y2K-angsten virker virkelig gammeldags nu.

Klip

Snetilfredshed

Hjortetrafikknudepunkt

Marshmallowmexikaneren og snemand m. fortjenstmedalje

Juletræspynt: Oldemors brillestel, en nøgle og en spætte

The bird is the word!

Gave

Tider skal komme, tider skal henrulle

 

Se nu lige her. Det første er fra sidste efterår, det andet er fra i går.

Forskellen er ikke bare sne og tid og blade og græs. Inde i huset, bag vinduerne, er der nu et barn på fem måneder og en ægtemand, som hører til mig. Et par forældre, som nu er bedsteforældre. Julegaver med et navn på, der ikke fandtes sidste år. Sidste år sad jeg med kvalme og lille topmave og alkofri øl midt i juleanden, og vi snakkede om, at der til næste jul ville være en mere ved bordet.

En lille drønnert, der spiser rismelsgrød og hamrer en stor grødske ned i bordet, så det siger ka-brag klokken otte om morgenen. Og som skal have røde strømpebukser på i morgen. Og som ikke fatter en dyt af, hvad det der med juletræ er for noget.

Der har altid været én julesang, som kunne få min stemme til at bævre, og det er "Dejlig er jorden". Slææægt skal føølge slægters gang.

Glædelig jul!

Ring-a-ling-a-ding-dong!

Tre af mine mest yndlingste yndlingsjulesange er, hvad der er i strømpen i dag. Det er beklageligvis dårlige videoer fra YouTube, men lækkerlækkerlækker julestemning. God weekend til alle - og husk æbleskiver.

Ding-dong-ding! Det kan godt være, det viste sig, at Phil Spector var en værre forbryder, men det her er altså wall-of-sound juleguld.

"But if you really grab me tight, all the way home I'll be warm...". Åh, Dino...

Rootbeer, anyone? Nej, det er ikke den, men den rigtige med Brenda Lee og en heftig sax...

Ceci n'est pas une blog

Nu har jeg meldt mig på det der blogtoppen. Jeg ved sådan set ikke rigtig endnu, om det gør noget godt for mig, men jeg må som det første da hellere få røveren med mig og skrive et eller andet, der ikke er fra sidste uge.

Jeg ved ikke helt med den der blogtop. Er sådan lidt tvært begynderskeptisk. Jeg synes egentlig, at charmen ved det her gensidigt dynamiske lure-udleverings-blogunivers er, at man skal gå på vildskud for at finde de gode bidder. Som jeg før har brokket mig over, er der efter min mening alt for mange ens blogs derude - ikke kun fordi, vi er for dovne til at omgås Bloggers skabeloner - men fordi, der sgu skal noget til, før man skiller sig ud. Gør jeg det? Aner det ikke.

Sygdom og stress har præget hjemmet i en uge, og derfor har jeg intet at komme med. Jeg kunne skrive om COP15 - om hvordan politiet dagligt kører forbi Folkets Hus klokken jammer om morgenen for lige at markere, at de sortklædte derinde ikke skal føle sig alt for sikre. Jeg kunne skrive om snevejret. Om hvor vidundersmukt det er, og hvor hjerneblæst irriterende det også er, når man skal ud i det med barnevogn.

Men jeg orker det ikke. Jeg har lige spist noget lam med noget kartofler, og det bliver jeg nødt til at følge op med noget rødvin inden jeg går i dørken som småbørnsmødre gør flest.

Så skål i et rodet køkken og I'll be back med noget, man forhåbentlig gider læse.

Dagens billede, bare for at huske på, hvordan den store onde kapitalistiske reklamejul sovser kvindelighed ind i photoshoppede idealer. Eller... måske har hun bare en pæn hals, hende Charlize.

"Den skal have en tur med cykelpumpen"

Rådhuspladsen er propfuld af klimarelateret faldera. Blandt andet har man spurgt nogle designstuderende, hvad de lizzom tænkte på i forbindelse med klimaet, ikk'? Tre af dem kom op med det her, og de skal altså have point for sproglig opfindsomhed. Jeg ved dog ikke rigtig, om jeg ville tænde på en, der var økoseksuel.

Det giver virkelig associationer til noget med langt kropshår og noget med røgelse og noget med ude i naturen...

Den her lille vægskrivelse kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan lige se for mig, hvordan en eller anden har sagt "Bare skriv noget" og den skrivende så har tænkt "Gu' gider jeg da ej." Eller også er det en meget filosofisk kommentar til et eller andet. Måske er det Nihilistisk Folkeparti, der er på spil igen?

Apropos klimaet, så er der jo enormt meget verdenspresse i byen for tiden. Og nogle af dem er simpelthen så independent, at de kun har råd til gaffatape og ét telefonnummer i en skummel baggård...

Og medierne...ja, uha da, de medier. Jeg er jo en af dem, journalisterne - en stand, der har en meget fasttømret selvopfattelse og et desværre også lidt fastlåst måde at omgås med og tale til hinanden på. Men den her lille samling sproglige hverdagsklichéer fra redaktioner over hele landet er altså for skæg. Forhåbentlig også for uindviede, selvom den er fra fagbladet Journalisten....prøv lige at se den med lærken. Tsk tsk.

Dagens sidste ordfidus...

Småpiger. Panik. Nu!

Undresangen

Jeg kan blive helt rundtosset en gang imellem, når jeg tager mig selv i at sidde og blogge om juletræer, voksiposer og hagesmækker.

Hvor blev hende kvindemennesket af, der før var kendt som mig? Hende det der twentysomething nyuddannede vesterbrovrag med den ret så omfattende skosamling (hende som gik på arbejde i disse sko og nederdel) - hende der gik jævnligt til frisøren, cyklede gennem byen med musik i ørene, tjente en hel hulens masse penge og vældig jævnligt kunne ses en sen nattetime på bar med de andre damer fra avisen? Ja, det spørger avisdamerne sikkert også sig selv om. Hvor blev Fie af? Hun sad sgu da lige her og drak cocktails.

Gik hun på toilettet eller hvad?

Ja, nu skal jeg ikke pynte for meget på det. Cocktails var mest fadøl, baren mest en bestemt bodega og nattetimerne flere end godt var. Men der var også en del hjertekval indblandet dengang. Da kvalen blev vendt til først kaos, siden stor glæde - og glæden blev til nyt og mere fast job, bryllup, graviditet og barn, ja så var der ikke meget bodega tilbage i mig, om man så må sige.

Okay, jeg blev da gift i 10 cm guldhæle. Men så sov min storetå altså også i fire måneder. No kidding.

Nu er jeg på et punkt i mit liv, hvor jeg uden at lyve kan sige, at jeg er lykkelig. Dette er ikke en klagesang. Måske en undresang, ligesom den fra Kaj & Andrea om tiden. For vinterstøvlerne er flade, et enkelt glas vin kan få mig til at falde i søvn, og karriereambitionerne udfoldes i en Diner. Så hvis der er nogen, der ved det, må de meget gerne fortælle mig, om hende der kvindemennesket er væk, eller om hun bare er gået i hi.

Og foresten må de også gerne fortælle, hvordan man holder nytårsaften med en halvt år gammel baby?

Oh, Tannenbaum

Den indre nisse nøjes ikke længere med at rumstere. Han er nu i fuldt firspring hen over de granbevoksede, sneklædte stepper. Og når nissen løber, må jeg bare lade mine ben følge med. Der er ikke noget at gøre. Derfor endte Viola og jeg nede foran Irma, hvor en sød og termodragtklædt ærkekøbenhavner med bæltetaske og ring i øret solgte mig denne "lille fyr dér" for et beskedent beløb.

Posedame/farende svend/mor-udstyr.

Sådan kom det til at se ud...

Ih, altså, fine træ med flyvende julemand, kogler, kugler, trommer, stokke - og flag. Nationalpsykopatisk Folkeparti skal bare ikke have lov at stjæle symbolværdien i Dannebrog. Niksen nej.

Kvidr!

Jeg glæder mig så meget, til jeg en dag kan gå fuldstændig nuts og købe det største træ, termomanden har. Så skal I satme se pynt og lys og trængsel og alarm.

Ønskeøen

Jeg har det lidt svært med ønskesedler. På et tidspunkt, da jeg blev gammel nok til at forsørge mig selv, begyndte det at føles ubehageligt at skrive dem. Jeg føler mig som en af dem, der laver en ønskeliste nede i Inspiration, når de skal giftes: Sådan en lidt sur, småkrævende, materialistisk brud. Det er som om, jeg sidder og bestiller ting fra mine kære, som jeg egentlig fint har råd til selv at købe. Jeg ved godt, det ikke altid er sådan - og at en lille seddel med juleønsker er praktisk og godt som inspiration. Men hvert år har jeg lyst til at skrive "Jeg ønsker mig det, du har lyst til at give mig." Men så bliver folk enten knotne - eller helt i vildrede.

I samme ånd plejer jeg heller ikke at gøre det her - altså kaste om mig med billeder af lækre ting fra diverse netbutikker. Det bliver hurtigt for shopoholisk, og det kan jeg ikke ha'. Men en gang skal det jo være. Og der er virkelig nogle lækre sager derude, som får mig til at fantasiflyve lige lukt til ønskeøen. (PS: Kære familie, I har allerede fået min seddel, så lad nu være med at gå i panik. Det er bare fine ting:-)

Snydestrik...

 

Domino i oversize. Ideel til pudekamp af en slags.

Der er for få puder i vores sofa, sagde manden den anden dag, da han havde ondt i ryggen. Og det kan jeg nok egentlig godt tilslutte mig. Pudebetrækkene er begge fra HM.

Det er så sjovt, og så indlysende altså. Tænk hvis man kunne få dem i min hårfarve, så skulle jeg gå rundt med et smørret grin hele vinteren. Og varme ører. Princess Leia ørevarmere fra Etsy.

Fineste idé, og så ville de passe godt i Dineren. Kaffeplet-servietter fra Artlebedev.

Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er skægt eller lige på kanten at give sit barn fjollede (ud)klædningsstykker på. Barnet fatter jo ikke en brik. Hm. Hvad synes I? Nå, men her er altså lidt skæg. Herfra.

Jeg har en svaghed for kander og karafler og alt, hvad der ligner. Og så er den god for miljøet. Glasflaske fra Fred Flare.

 Og den her skal selvfølgelig også lige med. Tak til Helle! Lampen er herfra.

PS: Det er lige gået op for mig, at alle tingene er sådan nogle, der ligner noget, de ikke er.

Ceci n'est pas une ønskeseddel, eller hvad? Lidt mystisk.