Gyseligt

Måske er det bare mig, men azzå, dengang jeg var lille, ing, der var der altså ikke noget, der hed Halloween. Der var heller ikke noget, der hed Valentines Day, men sådan er der jo så meget globaliseret americana, man ikke lige havde set komme.

Nu er der til gengæld skeletter, vampyrer, zombier, spøgelser, øksemordere, mumier, varulve, bloddryppende grotter, monstre, kryb og torturinstrumenter over det hele i anledning af den her syrede højtid - og hele balladen er skræddersyet til børn. Fantasien bliver virkelig fodret (grænsende til det foie-gras-gås-ned-i-halsen-stoppende) med gys og grusomheder.

Og så er det, jeg tænker: Hvad med de børn, der faktisk ikke kan lide det? Dem, der bliver reelt bange? Dem, der er mørkerædde eller bare lidt tilbagetrukne og følsomme i kanten?

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nydt Halloween som barn. Min fantasi var alt for livlig, alt for levende, til at jeg var rigtig sej til at ryste den slags af mig. Jeg hvinede ikke af fryd, men af skræk, når der var nogen, der skulle være sjove og forskrække mig. Kan I huske Den Blå Vogn i Tivoli - før forlystelsen blev til det der klamme Lars Von Trier-agtige mareridt, det er nu? Jeg synes fandme, den var skræmmende, og jeg skulle OVERHOVEDET ikke nyde noget af kælderen under Madame Tussauds.

Er børn blevet mere hardcore, eller forventer vi måske af dem, at de er det? Og hvordan skal de sige fra, hvis det er for meget? Bare en tanke.

Tingtælleri

Jeg tror, det går godt. I forgårs skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at jeg købte tre frosne kaniner), i går skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at der kom børnepenge), og jeg tror på, at der i dag vil ske mindst én god ting - man skal jo ikke presse citronen alt for hårdt.

Hvis man nu gør et nummer ud af at tælle disse ting, og ikke er så kritisk med omfanget af tingen, så kan det faktisk lade sig gøre at forblive positivt indstillet det meste af en dag. Og så må det jo betyde, at det går meget godt.

I øvrigt pønser jeg på alt muligt, og det føles fantastisk. Det føles som om, jeg kan tænke. Bruge min hjerne til noget. At turde er en helt anden sag, for Tvivl er Turdes makker, det ved enhver. Så går de der som Forlæns og Baglæns og siger gonøf gonøf og kan ikke finde ud af, hvilken vej, de skal trække.

Men nu vil jeg bage en ævlekage.

God ting.

Dyre tasker

Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.

Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?

Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.

Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.

Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.

Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.

Jeg siger det bare.

Kosmisk modvind

Og mens jeg så gik og pønsede på, hvad der skal ske med bloggen, blev barnet sygt. Meget. Og vi bruger nu vores ferieuge på at passe lille feberfrans og holde nerverne i skak.

Røvtur.

CLEAR!

De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.

Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.

Nå, men.

Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.

Og NU kommer pointen. Langt om længe.

Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!

Eller en helt ny blog? Whoa.