*rømmer sig ned i mikrofonen*

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.



*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

Gode dyr er rådne

Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.

Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.

Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.

Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.

Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.

Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.

Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.

Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?