Flo’s Diner holder flyttedag. Kom med!

*stiller sig op på ølkasse*

Kammerater! Eller…nej, vent.

Kære søde læsere.

Kan nogen mon længere huske, at jeg for et par nymåner siden proklamerede, at der skulle ske noget med Dineren? Den skulle hjertemasseres, genoplives, have kunstigt åndedræt – vælg selv ambulancerelateret metafor.

Jeg har siden da pønset og tænkt og gjort ved. Blevet afbrudt af livet utallige gange, mistet modet endnu flere. Hældte først den ene vej, mod at lave en full blown Jagtvej 69 og rydde matriklen. Så den anden vej, hvor jeg plottede overtagelse af verdensherredømmet og i fantasien blev millionær på mine udgydelser.

Jeg landede et rart lille sted i midten.

Og jeg er SÅ glad for at annoncere, at Flo’s Diner lever!

Dineren har fået sin helt egen side at bo på, nemlig flosdiner.dk, og den er for en gangs skyld fyldt med det, en Diner bør være fyldt med – nemlig mad. Nærmere bestemt opskrifter en masse.

Men ikke bare den gennemsnitlige flade ferskentærte og fedtede okseburger.

Fedtfattig - og møglækker - mad er i fokus. Så tæt på hjem, som det kan komme. For som I ved, kom min vidunderlige datter ind i verden med et helt særligt stofskifte. Jeg har ikke talt så meget om det, og det har jeg egentlig heller ikke tænkt mig at gøre nu, men det betyder kort fortalt, at hun ikke kan spise fedt.

Og det er der rigtig mange andre, der heller ikke (synes at de) kan eller vil.  Så derfor vil jeg gerne dele ud af min hverdagserfaring med at lave mad uden fedt. Både mad, som den ser ud på en stresset tirsdag aften, og som den ser ud, når det er jul, påske eller bare tid til at gøre lidt ekstra ud af det. Både for børn og voksne.

Nu håber jeg, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg afskyr missionærer, og derfor er det vigtigt, at Flo’s Diner (stadig) er et hyggeligt sted at komme. Man kan være sikker på, at der IKKE er moralprædikener eller livsstilskoncepter på menuen. Jeg forbyder ikke nogen noget, og jeg lover ikke instant lykke gennem et liv uden fedt.

Jeg vil lave god, rar, lækker, sjov, eksperimenterende mad – uden fedt. Og jeg vil skrive en blog om det. Vil du være med, så kom, og inviter alle dine venner!

Tak fordi, I lyttede.

Flo’s Diner er open for business! Også på Facebook og sårn!

*træder ned fra ølkasse*

Smagsprøve

*Holder krampagtigt fast i din jakke og råber: du må ikke gå endnu, jeg skal bare liiige....*

I kan godt begynde at glæde jer til næste mandag. Der vil den store forpønsning ske. Jeg lover at forklare meget mere, når dagen oprinder, men indtil da kan jeg løfte sløret en lille bitte smule ved at sige dette:

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid kaldte bloggen for Flo's Diner. Men nu får det mening.

Og der skal laves kager.

Og I kan godt glæde jer.

Juhu!

Pøns pøns pøns

Der er mildest talt ikke gang i forretningen her i Dineren, hva?

Jeg ved godt, jeg har brugt adskillige indlæg på at beklage det, men for en gangs skyld har jeg ikke tænkt mig at pive!

Jeg pønser nemlig, og jeg håber sådan på, I hænger ved, indtil pønsningen kan forløses (den store forpønsling?). Snart, kære søde 83 faste læsere, snart!

Vent.....83? Hellige hammerhaj, hvor er det mange. Og hvor er det dejligt. Tak.

In other news har der været afholdt et par fremtidsruskende møder, blevet drukket en hel masse kaffe og tænkt tanker og gloet på efterår og håndteret en stor, sær sorg - og ud af det hele kommet en mærkelig personlig skrøbelig opblomstring. Der sker en masse, men massen vil ikke skrives ned. Sådan går det fra tid til anden.

Og så har vi igen et stakkels feberbarn, der pt. ligger og brænder som en lille kakkelovn i sin seng.

Der er altid noget at gøre for en husmor.

Gyseligt

Måske er det bare mig, men azzå, dengang jeg var lille, ing, der var der altså ikke noget, der hed Halloween. Der var heller ikke noget, der hed Valentines Day, men sådan er der jo så meget globaliseret americana, man ikke lige havde set komme.

Nu er der til gengæld skeletter, vampyrer, zombier, spøgelser, øksemordere, mumier, varulve, bloddryppende grotter, monstre, kryb og torturinstrumenter over det hele i anledning af den her syrede højtid - og hele balladen er skræddersyet til børn. Fantasien bliver virkelig fodret (grænsende til det foie-gras-gås-ned-i-halsen-stoppende) med gys og grusomheder.

Og så er det, jeg tænker: Hvad med de børn, der faktisk ikke kan lide det? Dem, der bliver reelt bange? Dem, der er mørkerædde eller bare lidt tilbagetrukne og følsomme i kanten?

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nydt Halloween som barn. Min fantasi var alt for livlig, alt for levende, til at jeg var rigtig sej til at ryste den slags af mig. Jeg hvinede ikke af fryd, men af skræk, når der var nogen, der skulle være sjove og forskrække mig. Kan I huske Den Blå Vogn i Tivoli - før forlystelsen blev til det der klamme Lars Von Trier-agtige mareridt, det er nu? Jeg synes fandme, den var skræmmende, og jeg skulle OVERHOVEDET ikke nyde noget af kælderen under Madame Tussauds.

Er børn blevet mere hardcore, eller forventer vi måske af dem, at de er det? Og hvordan skal de sige fra, hvis det er for meget? Bare en tanke.

Tingtælleri

Jeg tror, det går godt. I forgårs skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at jeg købte tre frosne kaniner), i går skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at der kom børnepenge), og jeg tror på, at der i dag vil ske mindst én god ting - man skal jo ikke presse citronen alt for hårdt.

Hvis man nu gør et nummer ud af at tælle disse ting, og ikke er så kritisk med omfanget af tingen, så kan det faktisk lade sig gøre at forblive positivt indstillet det meste af en dag. Og så må det jo betyde, at det går meget godt.

I øvrigt pønser jeg på alt muligt, og det føles fantastisk. Det føles som om, jeg kan tænke. Bruge min hjerne til noget. At turde er en helt anden sag, for Tvivl er Turdes makker, det ved enhver. Så går de der som Forlæns og Baglæns og siger gonøf gonøf og kan ikke finde ud af, hvilken vej, de skal trække.

Men nu vil jeg bage en ævlekage.

God ting.

Dyre tasker

Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.

Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?

Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.

Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.

Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.

Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.

Jeg siger det bare.

Kosmisk modvind

Og mens jeg så gik og pønsede på, hvad der skal ske med bloggen, blev barnet sygt. Meget. Og vi bruger nu vores ferieuge på at passe lille feberfrans og holde nerverne i skak.

Røvtur.

CLEAR!

De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.

Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.

Nå, men.

Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.

Og NU kommer pointen. Langt om længe.

Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!

Eller en helt ny blog? Whoa.

Put down the gun and no one will get hurt

I dag fik jeg for første gang i mit trods alt ikke så gamle ægteskab en lodret ordre fra mand til kone.

"Jeg BEORDRER dig til at slappe af i dag," sagde han, inden han tog på arbejde.

Og så står man der og føler sig forkert med sine helt temperaturunødvendige uldsokker på og kigger på legetøjsrodet og yoghurtpletterne på gulvet og karrieren der ikke findes og pengene der ikke er der og mærker den stædigt konstante ulmende uro i maven over alt det, man ikke har en skid styr på. Og så indser man, at han har ret. For han taler nok ikke bare om, at jeg skal lade være med at styrte rundt i huset og husmorpanikke, men om at jeg skal remain the fuck calm. Ikke tage det så tungt. Det hele, altså. I ved.

Så i dag prøver jeg at lade være med at mene noget om hvad jeg skal. Eller skulle noget, jeg mener. Jeg vil i dag prøve at være min egen teflonpande og se, om jeg kan glide af på alt det, der ellers ville stege mit spejlæg, om man så må sige.

Trusler fra et skrabelod

"Klik ja, hvis du ønsker at le igen."

Er jeg den eneste, der pludselig ser Peter Mygind for mig som hårdkogt gangster, der truer folk til at skrabe Quick-lodder? Han kunne hedde Lazy Eye Pete og gå med pumpgun i en violinkasse.

Ja, jeg har for meget tid. Og for få penge.