Flo's Diner

Flo’s Diner holder flyttedag. Kom med!

2010-11-22T06:11:00.002+01:00

*stiller sig op på ølkasse*

Kammerater! Eller…nej, vent.

Kære søde læsere.

Kan nogen mon længere huske, at jeg for et par nymåner siden proklamerede, at der skulle ske noget med Dineren? Den skulle hjertemasseres, genoplives, have kunstigt åndedræt – vælg selv ambulancerelateret metafor.

Jeg har siden da pønset og tænkt og gjort ved. Blevet afbrudt af livet utallige gange, mistet modet endnu flere. Hældte først den ene vej, mod at lave en full blown Jagtvej 69 og rydde matriklen. Så den anden vej, hvor jeg plottede overtagelse af verdensherredømmet og i fantasien blev millionær på mine udgydelser.

Jeg landede et rart lille sted i midten.

Og jeg er SÅ glad for at annoncere, at Flo’s Diner lever!

Dineren har fået sin helt egen side at bo på, nemlig flosdiner.dk, og den er for en gangs skyld fyldt med det, en Diner bør være fyldt med – nemlig mad. Nærmere bestemt opskrifter en masse.

Men ikke bare den gennemsnitlige flade ferskentærte og fedtede okseburger.

Fedtfattig - og møglækker - mad er i fokus. Så tæt på hjem, som det kan komme. For som I ved, kom min vidunderlige datter ind i verden med et helt særligt stofskifte. Jeg har ikke talt så meget om det, og det har jeg egentlig heller ikke tænkt mig at gøre nu, men det betyder kort fortalt, at hun ikke kan spise fedt.

Og det er der rigtig mange andre, der heller ikke (synes at de) kan eller vil. Så derfor vil jeg gerne dele ud af min hverdagserfaring med at lave mad uden fedt. Både mad, som den ser ud på en stresset tirsdag aften, og som den ser ud, når det er jul, påske eller bare tid til at gøre lidt ekstra ud af det. Både for børn og voksne.

Nu håber jeg, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg afskyr missionærer, og derfor er det vigtigt, at Flo’s Diner (stadig) er et hyggeligt sted at komme. Man kan være sikker på, at der IKKE er moralprædikener eller livsstilskoncepter på menuen. Jeg forbyder ikke nogen noget, og jeg lover ikke instant lykke gennem et liv uden fedt.

Jeg vil lave god, rar, lækker, sjov, eksperimenterende mad – uden fedt. Og jeg vil skrive en blog om det. Vil du være med, så kom, og inviter alle dine venner!

Tak fordi, I lyttede.

Flo’s Diner er open for business! Også på Facebook og sårn!

*træder ned fra ølkasse*

Smagsprøve

2010-11-13T10:41:00.000+01:00

*Holder krampagtigt fast i din jakke og råber: du må ikke gå endnu, jeg skal bare liiige....*

I kan godt begynde at glæde jer til næste mandag. Der vil den store forpønsning ske. Jeg lover at forklare meget mere, når dagen oprinder, men indtil da kan jeg løfte sløret en lille bitte smule ved at sige dette:

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid kaldte bloggen for Flo's Diner. Men nu får det mening.

Og der skal laves kager.

Og I kan godt glæde jer.

Juhu!

Pøns pøns pøns

2010-11-05T19:45:00.000+01:00

Der er mildest talt ikke gang i forretningen her i Dineren, hva?

Jeg ved godt, jeg har brugt adskillige indlæg på at beklage det, men for en gangs skyld har jeg ikke tænkt mig at pive!

Jeg pønser nemlig, og jeg håber sådan på, I hænger ved, indtil pønsningen kan forløses (den store forpønsling?). Snart, kære søde 83 faste læsere, snart!

Vent.....83? Hellige hammerhaj, hvor er det mange. Og hvor er det dejligt. Tak.

In other news har der været afholdt et par fremtidsruskende møder, blevet drukket en hel masse kaffe og tænkt tanker og gloet på efterår og håndteret en stor, sær sorg - og ud af det hele kommet en mærkelig personlig skrøbelig opblomstring. Der sker en masse, men massen vil ikke skrives ned. Sådan går det fra tid til anden.

Og så har vi igen et stakkels feberbarn, der pt. ligger og brænder som en lille kakkelovn i sin seng.

Der er altid noget at gøre for en husmor.

Gyseligt

2010-10-29T21:25:00.000+02:00

Måske er det bare mig, men azzå, dengang jeg var lille, ing, der var der altså ikke noget, der hed Halloween. Der var heller ikke noget, der hed Valentines Day, men sådan er der jo så meget globaliseret americana, man ikke lige havde set komme.

Nu er der til gengæld skeletter, vampyrer, zombier, spøgelser, øksemordere, mumier, varulve, bloddryppende grotter, monstre, kryb og torturinstrumenter over det hele i anledning af den her syrede højtid - og hele balladen er skræddersyet til børn. Fantasien bliver virkelig fodret (grænsende til det foie-gras-gås-ned-i-halsen-stoppende) med gys og grusomheder.

Og så er det, jeg tænker: Hvad med de børn, der faktisk ikke kan lide det? Dem, der bliver reelt bange? Dem, der er mørkerædde eller bare lidt tilbagetrukne og følsomme i kanten?

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nydt Halloween som barn. Min fantasi var alt for livlig, alt for levende, til at jeg var rigtig sej til at ryste den slags af mig. Jeg hvinede ikke af fryd, men af skræk, når der var nogen, der skulle være sjove og forskrække mig. Kan I huske Den Blå Vogn i Tivoli - før forlystelsen blev til det der klamme Lars Von Trier-agtige mareridt, det er nu? Jeg synes fandme, den var skræmmende, og jeg skulle OVERHOVEDET ikke nyde noget af kælderen under Madame Tussauds.

Er børn blevet mere hardcore, eller forventer vi måske af dem, at de er det? Og hvordan skal de sige fra, hvis det er for meget? Bare en tanke.

Tingtælleri

2010-10-21T09:05:00.000+02:00

Jeg tror, det går godt. I forgårs skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at jeg købte tre frosne kaniner), i går skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at der kom børnepenge), og jeg tror på, at der i dag vil ske mindst én god ting - man skal jo ikke presse citronen alt for hårdt.

Hvis man nu gør et nummer ud af at tælle disse ting, og ikke er så kritisk med omfanget af tingen, så kan det faktisk lade sig gøre at forblive positivt indstillet det meste af en dag. Og så må det jo betyde, at det går meget godt.

I øvrigt pønser jeg på alt muligt, og det føles fantastisk. Det føles som om, jeg kan tænke. Bruge min hjerne til noget. At turde er en helt anden sag, for Tvivl er Turdes makker, det ved enhver. Så går de der som Forlæns og Baglæns og siger gonøf gonøf og kan ikke finde ud af, hvilken vej, de skal trække.

Men nu vil jeg bage en ævlekage.

God ting.

Dyre tasker

2010-10-12T13:32:00.005+02:00

Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.

Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?

Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.

Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.

Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.

Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.

Jeg siger det bare.

Kosmisk modvind

2010-10-05T18:48:00.002+02:00

Og mens jeg så gik og pønsede på, hvad der skal ske med bloggen, blev barnet sygt. Meget. Og vi bruger nu vores ferieuge på at passe lille feberfrans og holde nerverne i skak.

Røvtur.

CLEAR!

2010-10-02T20:37:00.005+02:00

De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.

Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.

Nå, men.

Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.

Og NU kommer pointen. Langt om længe.

Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!

Eller en helt ny blog? Whoa.

Put down the gun and no one will get hurt

2010-09-24T10:12:00.006+02:00

I dag fik jeg for første gang i mit trods alt ikke så gamle ægteskab en lodret ordre fra mand til kone.

"Jeg BEORDRER dig til at slappe af i dag," sagde han, inden han tog på arbejde.

Og så står man der og føler sig forkert med sine helt temperaturunødvendige uldsokker på og kigger på legetøjsrodet og yoghurtpletterne på gulvet og karrieren der ikke findes og pengene der ikke er der og mærker den stædigt konstante ulmende uro i maven over alt det, man ikke har en skid styr på. Og så indser man, at han har ret. For han taler nok ikke bare om, at jeg skal lade være med at styrte rundt i huset og husmorpanikke, men om at jeg skal remain the fuck calm. Ikke tage det så tungt. Det hele, altså. I ved.

Så i dag prøver jeg at lade være med at mene noget om hvad jeg skal. Eller skulle noget, jeg mener. Jeg vil i dag prøve at være min egen teflonpande og se, om jeg kan glide af på alt det, der ellers ville stege mit spejlæg, om man så må sige.

Trusler fra et skrabelod

2010-09-17T10:46:00.002+02:00

"Klik ja, hvis du ønsker at le igen."

Er jeg den eneste, der pludselig ser Peter Mygind for mig som hårdkogt gangster, der truer folk til at skrabe Quick-lodder? Han kunne hedde Lazy Eye Pete og gå med pumpgun i en violinkasse.

Ja, jeg har for meget tid. Og for få penge.

Fie sælger ud

2010-09-15T13:21:00.003+02:00

Jeg skal have råd til en vinterjakke. Hvis du vil hjælpe, kan du gøre et kup på min Trendsales-profil... jeg er totalt med på special prize for you og mængderabatter og alt hvad den kan trække!

KLIK HER OG KØB MIT KLUNS - eller hvad med en Fjallräv?

Den ærlige løgn

2010-09-13T08:21:00.005+02:00

Jeg sidder ikke her, for jeg er ikke Frk. Hvemsomhelst. Eller er jeg?

Det er sjovt, som ærlighed er det, de fleste kvinder efterlyser, samtidig med, at de køber dameblade og selvhjælpsbøger og laver businessklubber, hvor konsensus er Jesus og du er Judas, hvis du stemmer anderledes, opdrager børn anderledes, prioriterer anderledes, spiser anderledes, whatever.

Jeg så lige, at Julia Lahme har skrevet en bog om det, om løgne. Kvindelivets løgne om, hvad lykke er. Hun sagde i interviewet, at det eneste sted, hun kunne spore søstersolidaritet nu om dage, var i blogland, og det lyder rigtigt og trygt og velkendt. Jeg nikker og føler mig stolt og eksklusiv og rigtig. Men er blogland ikke også en klub? Bestående af os, der under eget navn eller alter ego blotter nogle af løgnene om det perfekte. Og opretholder nogle andre på en og samme tid.

Nynne-bølgen, hvor alle var antiheltinder, der pillede næse og var grimme i virkeligheden. Sex & The City, hvor alle var poweragtige og smukke og sexede, men finurligt fejlbarlige, i virkeligheden. Find selv på flere ærligt løgnagtige spejlbilleder.

Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig har dyrket materialismen eller perfektionismen, aldrig har faret rundt som en vanvittig junkie før jeg fik gæster, så her kunne se hyggeligt og skødeløst velovervejet perfekt ud. Det har jeg. Jeg har også gjort det modsatte for at være på tværs.

Men skal jeg nu også have det dårligt med det? Skal jeg hele tiden ønske, at jeg var bedre? For så er vi jo lige vidt. "Før løgnen blev afsløret ønskede jeg at give indtryk af at være perfekt. Da løgnen blev afsløret ønskede jeg mig, at den aldrig havde fundet sted, for den betyder, at jeg er fejlbarlig. Og så skriver jeg sgu da bare lige en bog om dét." Citat opfundet.

WTF. Er det pointen? Så gider jeg ikke mere. Jeg melder mig kraftedeme ud.

Brum, sum, pling

2010-09-07T12:04:00.003+02:00

Sidste år ved denne tid kunne jeg få et blogindlæg ud af at have set en kastanje ligge på jorden nede ved Søerne. Med billeder og det hele.

Lige nu sidder jeg bare og glor ud i luften. Og luft er fandme ikke spændende. Er det?

Der er en time og nogleogfyrre minutter til klokken er 14. Så skal jeg hente 81,5 centimeters ballade, som for første gang i dag er blevet afleveret sådan rigtigt, og har sovet middagslur sådan rigtigt hos dagplejeren.

Aldrig har der da været så stille i den her lejlighed. Brum, siger opvaskemaskinen. Sum, siger computeren. Pling, siger telefonen ind i mellem.

Tik-tak ville uret sige, hvis vi havde sådan noget gammeldags noget hængende.

Jeg sidder i sofaen. Med støvler på, in case telefonen skulle ringe.

Ti små egotrips (på Højbro Plads?)

2010-09-01T07:25:00.002+02:00

Lad mig lige først sige, at jeg ingen intention har om at tagge nogen. Den har snart kørt rundt længe, den der med at skrive ti ting om sig selv, så jeg tager lige en beslutning og sætter foden ned. Læs trygt videre, du bliver ikke udpeget til nogetsomhelst.

Men jeg fik udfordringen af Furhmann For Dig, og jeg tror endda også jeg fik den for længe siden af Karla & Ditte, og man skulle jo være et skarn hvis man ikke lige kunne hælde en masse ligegyldige facts om sit ego ud af ørerne.

1. Jeg har stadig ikke kørekort, og det er fandme ved at være en dårlig joke. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle starte en bil, hvis jeg blev sat bag et rat.

2. Går allerede i stå. Kan ikke komme i tanker om nogle anekdoter, jeg ikke allerede har brugt.

3. Jeg er nok blevet ret kedelig, så.

4. Til gengæld er jeg også lidt sjov nogle gange.

5. Havde som ung teenager en periode, hvor jeg syntes, at hekse var seje, så jeg samlede mig noget heksegrej og prøvede at stable et eller andet ritual på benene. Men jeg gjorde mig selv så bange, at jeg måtte pakke det hele sammen igen og gå ud af værelset for at trække noget luft.

6. Har én gang været med til live rollespil. Det var sjovt, men igen; jeg skræmte mig selv fra vid og sans ved at være klædt ud som spøgelse ude i en mørk skov.

7. Når jeg kigger op på en stjernehimmel er det første jeg ser altid Karlsvognen. Det slår aldrig fejl, og jeg aner ikke hvorfor.

8. Jeg har det svært med religiøse mennesker, hvis de snakker meget om deres tro eller gud. Jeg prøver virkelig at rumme det, men min ellers ret så smidige tolerancemuskel kramper helt til.

9. Er sådan lidt synæstetisk i det.

10. Kan godt blive lidt misundelig over, at min datter har en bamse at sove med. Det kunne da være hyggeligt, kunne det ikke?

rømmer sig ned i mikrofonen

2010-08-30T20:35:00.005+02:00

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.

*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

Gode dyr er rådne

2010-08-07T14:15:00.002+02:00

Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.

Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.

Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.

Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.

Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.

Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.

Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.

Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?

Mandagslinks happens

2010-07-19T08:42:00.005+02:00

Det er ren tilfældighed, at det er mandag, at jeg blogger, og at denne post indeholder links. Men hey - sådan opstod Mandagslinks jo i første omgang, så det er sikkert karma eller sårnnåed.

Jeg måtte bare lige dele et par ting.

For det første. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for Eder, at jeg ikke kan sy. Jeg kunne sikkert godt finde ud af det, men jeg har tålmodigheds-issues. Så, er der nogen, der har lyst til at sy mig et pencilskirt i Tetris-stof, så siger de bare til.

Man kan få stoffet her og se kjolen her. Selvfølgelig er der et sted på nettet, hvor man kan designe sine egne stofmønstre, jeg anede det bare ikke. Og folk er jo sjove, så der er masser at svælge i.

Og så en anden ting, jeg blev så begejstret for, at jeg bare lige må råbe det over hustagene...

En mand køber gamle pulp fiction bøger med dramatiske forsider. Med en lille skalpel sidder han nøje og skærer omridset ud af den moralsk fordærvede kvinde, den onde doktor, den døende cowboy eller den vanvittige morder, der nu pryder forsiden. Han folder fint sin udskæring op fra papiret, sætter lyset og tager et billede. Og voila. Bogen lever med en helt anden intensitet, måske en helt anden historie...

I love it

En sidste ting, der måske er nok er ret lokal, men dog har spredt sig til eksotiske steder som Malmø og Ringsted, er Is A Bella, som er min nye bedste ven og isbutik. Jeg gider ikke diskutere med Spise med Price-elskere, eller andre, som ikke kan få autentisk fritgående fløde nok i deres is, men jeg synes, det er vidunderligt, at nogen går så meget op i kvalitet, hensyn og kærlighed til deres arbejde, at de laver verdens lækreste is - som ovenikøbet kan spises af diabetikere, allergikere, veganere og ja, også sådan en familie som os, hvor fedtprocenter pludselig er blevet et ømt punkt på grund af vores barn.

De har yoghurtis, sorbeter, italiensk mælkeis og den vildeste cremede is, lavet på rismælk, som smager så englene overdøver det irriterende "rigeligt smør"-kor.

Og hvis du tror, jeg bullshitter, så smag det selv. Det er virkelig godt.

Dagens Dark Side har jeg overhovedet ikke tænkt på, fordi det her jo ret beset ikke er Mandagslinks med vilje....men faktisk så jeg denne her hos hende med Tetriskjolen.

Fan girls unite!

Et næsten helt år

2010-07-05T21:00:00.002+02:00

Fy, dårlig journalist, kan ikke holde deadline, fy, fy, skam sig!

*skammer sig*

Måske skal jeg have mig en ny ugentlig tjans i stedet for Mandagslinks, eller også skal jeg bare indse, at det er sommer, og det eneste, der genlyder i Dineren er det svage sus af støvet fra mine sandaler på vej ud i solen.

For nu er mandagen snart slut, og jeg havde fuldstændig glemt at der var noget, jeg skulle på bloggen. Jeg er nemlig i gang med at holde dagene ud indtil weekenden, hvor der vanker en hel uges ferie med ham den lækre filmdirektørtype, jeg har giftet mig med. Jeg glæder mig. Og inkluderet i ferien er hele to fødselsdage, én for direktøren og én for underdirektricen.

Tænk, at hun fylder et helt, rundt år. Det lille lange hyl.

Som rejser sig op ad alting og ser ud som om, hun har besteget Mount Everest - hver gang.

Som er begyndt at løfte det ene ben, når man holder hendes hænder, så hun ligner Karate Kid.

Som resolut sorterer i sin mad og smider det, hun ikke gider, over skulderen. Duer ikke, væk.

Som ikke kan fordrage øllebrød, som det eneste.

Som kravler som en gorilla med en snedigt gada-gung-bensystem.

Som har sit helt eget sprog, hun ævler dagen lang. Det eneste, der giver nogenlunde mening, er "abbe", som vistnok betyder bamse, og "oane" som vistnok betyder tomater.

Som er totalt spørgejørgen og vågner med et "DET?!" de fleste morgener og peger på et eller andet.

Som er ved at få krøller i sit hår. Men ingen tænder endnu.

Som har været kilden til så meget forfærdelig angst og så meget enorm kærlighed i et helt år.

Jeg skrev engang, da hun lige var kommet til verden, at jeg måske en dag kunne skrive mere om den stofskiftedefekt, hun har. Men det kan jeg ikke endnu. Jeg konstaterer, at den er der, og at Viola er her, og at begge dele kan godt lade sig gøre samtidig. Efter man har vendt vrangen ud på sig selv et par gange. Og fyldt en blog med ting, der ikke har med det at gøre.

Kære læsere, hvis der er nogen tilbage: Jeg nyder denne sommer mere, end jeg troede var muligt. Og jeg skal nok vende tilbage til Dineren, når jeg kan. Måske er det i morgen, at inspirationens lyn slår ned, måske er det om en måned. Men hæng på. Imens læser jeg stadig alle jeres fantastiske ordgøglerier trofast og nyder hvert sekund af den verden, der har hjulpet til med, at jeg efter verdens længste vinter stadig er rigtig i hovedet.

Mandagslinks, helt uden Roskilde

2010-06-27T09:08:00.010+02:00

Hellige hyphest, hvor blev jeg dog glad for at finde denne 18-årige piges blog. Hun har netop taget sin high school eksamen i Pennsylvania et sted, og den sidste måned af sit liv som skolepige-teen dedikerede hun til at læse hvert eneste nummer af Seventeen Magazine og følge dets råd om mode, hår, mad, krop, flirt og så videre.

Hendes regler for projektet var, at hun hver dag skulle 1) følge mindst ét skønhedstip, 2) følge alle slanketips, 3) afprøve alle foreslåede aktiviteter (hav selvtillid i bikini, f.eks.) 4) læse alle bøger/se alle film, bladet anbefaler og (trommehvirvel)....5) hænge alle "hot guy"-idol-plakaterne op i sit værelse.

Hun rister dem. Over en sagte, velformuleret, begavet ild. Men ikke uden at give dem en chance. Tak, ukendte almindelige sjove Jamie, for i så ung en alder at arbejde for at eliminere stereotypierne om, hvad en pige er. Hvad en pige gør. Hvad en pige synes. Hvad en pige bør. Hvordan en pige skal se ud. Så kan de pakke deres silky hair og scoretips og stripperhæle og bikinifejl og hjernedøde mødomsprædikende vampyrlort langt væk, kan de.

I bliver simpelthen nødt til at læse bloggen!

Her er et af de billeder, en læser har sendt hende. Mere tak.

Den blog har fået mit Like-stempel.

Jo, de her stempler findes faktisk og kan købes for en halvtreller. Køb, køb, og grin hele vejen.

Ovenstående er skrevet som kladde. Men nu, hvor den dagens indlæg skal skrives færdig, konstaterer jeg, at dagen i dag bare ikke er god. Til noget. Den startede dårligt, fortsatte dårligt og ser ud til at blive dårlig hele vejen gennem de næste mange timer med hedebølgebarn m. snotnæse. Vil. Ikke. Sove. Vil. Gerne. Græde.

Så mandagslinks bliver ikke længere end det her.

Slut.

Give away - EKSTRA VINDER!

2010-06-25T20:11:00.003+02:00

Alert alert!

Det viser sig, at der er endnu en heldig vinder af min fabelagtige give away. Den kære Leoparddreng var så ærlig at sige, han nok kun ville få læst den ene bog, så jeg kunne trække en anden vinder.

Det drejer sig om Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul.

Endnu et besøg hos random.org viste, at den heldige vinder af disse to bøger er:

Cecilie B!

Tillykke Cecilie, og skriv mig en mail på dinerpost@gmail.com

Give away vinder!

2010-06-25T09:31:00.003+02:00

Hej alle I dejligste 20 mennesker, som deltog i min første give away!

Vi har nu en vinder, og vedkommende er fundet så tilfældigt, det kan gøres, på www.random.org. Ikke noget med at lade barnet spise lodsedler eller den slags.

Her tastede jeg tallene 1-20 ind og bad generatoren finde et tal.

Svaret blev 11 - og det betyder:

Leoparddreng, du har vundet de 3 bøger! Tillykke.

Skriv til mig på dinerpost@gmail.com!

Hurraaaaarh!!

Give away

2010-06-21T18:33:00.004+02:00

Eftersom jeg for noget tid siden vandt en hel bunke neglelak i en give away hos Maminka, føler jeg, at jeg må give noget videre. Jeg vinder aldrig en fløjtende dyt, og det er jo dejligt med al den held i kærlighed, dét giver, men jeg bliver altså også så julegriseglad, når det så endelig en gang imellem sker, at mit navn står på vinderloddet.

Da jeg, for hvad der føles som tusind år siden, gik på arbejde, var jeg så heldig, at det var et sted, hvor forlag sendte deres bøger hen i håb om en lille omtale. Mange bøger. Og da vi for nylig omkonfigurerede bogreolen, så de vigtige, voksne ting står øverst og de mere flå-du-bare-dem-i-stykker-lille-skat-agtige nederst, blev der nogen til overs, som stammer fra disse forlag.

Måske er det verdens kedeligste give away, det ved jeg ikke, for jeg har aldrig kastet mig ud i den slags. Men hvis man er bogglad, er det måske ikke så skidt?

Det er dem her, du kan blive den heldige bladrer af...i..øh, ja.

(Det er Kaaberbøl/Friis: Drengen i kufferten, Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul)

Bare skriv et eller andet som kommentar, og så deltager du. Gerne noget om, at det ikke er helt latterligt *usikkert flakkende blik*... Og vær gerne til at få fat i. Maminka måtte råbe ret højt, før jeg hørte, at jeg var vinderen. Rundstyk. Jeg udtrækker en tilfældig vinder på fredag d. 25.

Mandagslinks beklager...

2010-06-21T09:03:00.005+02:00

Jeg er ked af at sige det, men mandagslinks bliver der altså ikke noget af i dag. De er gået på sommerferie...eller hvad det nu hedder, det dér de bruger som undskyldning for at lukke øjnene for folkets røst inde på Christiansborg. Jeg kunne godt smide et par lænker op til pæne ting, jeg ikke har råd til, men det er der ligesom ingen, der bliver beriget af. Specielt ikke mig.

I den seneste uge har det været virkelig sjældent, jeg har åbnet MacBooken for at bevæge mig udenfor de trygge stakitter om de sociale mediers børnehave, og det skyldes nok især, at jeg som verdens sidste firstmover (første lastmover?) har fået mig en Twitteraccount og ved Jezus ikke kan finde ud af, hvad jeg skal med den. Hvad kan konceptet, som Facebookopdateringer ikke kan? Og hvorfor kan min ellers så dejlige HTC Magic ikke køre den nye Twitter-app til Android? Og hvem skal jeg følge? Og hvorfor? Og hvor fanden er de henne?

Jeg ved, at der er flere af jer, der er glade tweeties, så kan I ikke lige forklare mig...noget?

I øvrigt bliver det godt vejr i dag. Så det har jeg tænkt mig at nyde. Måske med et lille tweet fra Kongens Have?

PS: Dagens Dark Side skal INGEN snydes for. Så her kommer den.

Velbekomme. Den kan købes her. I det, der må være Mekka for stjernekrigsdingenotfans.

Søndagslink (hey, det er da først i morgen?)

2010-06-19T19:44:00.004+02:00

Ja, det er først i morgen, at der skal linkes, men det er vigtigt, det her. Vigtigt, siger jeg!

Jeg vidste da godt, der var noget, der hed mikrolån. En ædel tanke, hvor gedehyrder i Nørre Bagindien nyder godt af vestlige velgøreres blødende hjerter. Ing?

Jeg ved da også godt, at jeg selv har tordnet mod Den Gode Sags Disciple, når de svingede deres dreadlocks ind foran min barnevogn og standsede mig med skyld og skam over klodens undergang, hvis ikke jeg snart fik tændt op under det Visakort.

Men jeg har aldrig selv undersøgt, om det var noget for mig at støtte nogen som helst på en så direkte måde som ved de hersens mikrolån. Og så var det, at jeg fik nys om kiva.org, hvor det næsten ikke kan blive mere direkte. Her kan du helt enkelt bladre gennem billeder af mennesker med et ønske. Mennesker, der siger: Her er mit ansigt og min vilje.

Det virker fandme stærkt på mig. Også at det ikke er donation, men et lån. Det er der en vis smuk stolthed i.

Det er mænd og kvinder, grupper og singler, helt almindelige folk på den anden side af jordkloden. De fleste vil gerne opstarte en lille business med at sælge køer, klippe hår, kværne majsmel, you name it, og andre har et ønske om at få repareret taget på deres hus, så det ikke regner ind, så de ikke er forkølede hele tiden, så de bedre kan arbejde, så de kan tjene nogle penge, så ungerne kan komme i skole....

Man kan filtrere folk efter køn, behov, verdensdel, og hvis man er lidt mere emsig, også efter, om den lokale hjælpeorganisation, der sætter aftalerne op, er kristen, hindu eller noget andet ideologisk. Jeg synes på sin vis, det er nok, at et menneske har mod og kløgt til at komme fremad på den måde. I selv de fattigste lande, i de fjerneste egne, kan de se potentialet i at bruge internettet, at udnytte globaliseringen til at udjævne den skæve vægt i verdens rigdomme.

Og ja, mit hjerte bløder da især for den enlige mor i Peru, der kommer fra et voldeligt ægteskab og ønsker at låne 1000 dollars, så hun kan sende sin fireårige i skole. Men faktisk lige så meget for den unge mand i Rwanda, der har en soft drink-butik og gerne vil kunne købe en maskine, der kan holde mælken kold. Det kræver cojones af dem begge at vise deres glatte ansigt.

Suk. Jeg ville helt vildt gerne bruge mine mad communications-skillzzzz til at få dig til at klikke på kiva.org. Jeg kunne ævle op og ned ad stolper. Men hvis der er noget, der giver mig fniller, så er det jo netop missionærer.

Så nu skal jeg nok holde op.

Next Stop: Fadderbarn!

PS: Nu tænker jeg jo på, hvorfor det er, at man (åh, forjættede "man"... jeg mener jo "jeg") reagerer sådan på folk i fattige lande, langt, langt væk fra studenter og bøgetræer og strandede hvaler og "mine dagpenge er større end dine dagpenge". Der er jo, uden tvivl, mange mennesker lige om hjørnet, inde hos naboen, nede på bænken, der har mindst ligeså meget brug for dine penge og din hjælp. Mødrehjælpen, Sex & Samfund, Hus Forbi, Reden, Børnehjælpsdag, Julemærkehjemmet, Stop Mobning, Stop Volden, integration, lokalengagement, pust støn gisp. Det er mennesker, du kan se i øjnene på daglig basis. Men også kigge væk og lukke din dør, hvis deres desperation skulle lyse så meget ud af dem, at du blev blændet. Måske gør det mere ondt? Måske klistrer plasteret på samvittigheden bare bedre, hvis du kan klikke "Donate 25$ to poor Rosa from Paraguay" og lukke laptoppen og gå ud og drikke din fairtradekaffe i fred for den fattiges blik? Hvad tror du?

Mandagslinks for store og små

2010-06-14T06:08:00.003+02:00

Der er vist noget med, at vejrudsigten siger sommer-eller-noget-der-ligner i ugen, der ligger foran os, så som den servicemindede servitrice, jeg er, iler jeg fluks med nogle seje opskrifter på frys-selv is.... for voksne.

For hvem har egentlig sagt, at man ikke må peppe sine is lidt op? Og hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Se nu her: Lemon-vodka ispinde, chokolade-bourbon ispinde og...åh, himmel! - fersken-prosecco ispinde.

Se lige på den sucker (!) Hvem vil lave sådan nogle sammen med mig?

Det kræver jo nok noget af en afledningsmanøvre at holde småfolket fra isene. Så det har Dineren naturligvis også en sej løsning på:

How to make verdens største hjemmelavede ispind!

Mens vi er ved søde ting på pind, så har jeg åbenbart ikke opdaget, at cupcakes faktisk ER overståede. De er bare zå 2009 - kager på pind, såkaldte cake pops, er nu the shizzle. Der har vi beviset på, at jeg reelt set ikke er særlig Martha Stewart (pyh!). Men det er en meget fin tendens, som jeg da godt kunne fristes til at smide penge efter - og fordømme med et fnys, så snart den bliver allestedsnærværende...*host*.

Men se nu lige her

Lakridsben er da for nuttede. Minder mig lidt om det tidsfordriv, vi fik juledagene til at gå med...

Mens man sidder og guffer får, bier eller det sofistikerede svar på en vodkafyldt vandmelon i sig, vil jeg da lige anbefale lidt at kigge på. F.eks. den her samling af fantastisk kopi-legetøj.

Nårh, lille Specialman. Står du der helt alene i dine røde underbukser?

I dag er det hele åbenbart noget med små ting eller ting til små folk eller legetøj eller kager. Hvem sagde barselsramt? Eller bare barnlig som pokker.

De kan alle tre købes her - i måske den sejeste børnetøjsbiks in de wurl.

Og så til sidst, ovenikøbet inden for tema:

Dagens Dark Side!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at skrive noget klogt om arv og miljø, men jeg tror bare, jeg nøjes med at konstatere, at der nogle gange sker virkelig underlige ting, når nørder bliver forældre.

Den lille onde lord og alle hans venner kan købes her.

Enebarnet

2010-06-12T09:42:00.006+02:00

Her kommer det. Indlægget, der med blinkende neon-pile og hornorkester og båthorn stiller sig på øretævernes holdeplads. Indlægget om at være enebarn.

Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.

- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.

(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)

Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."

Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.

Men.

Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:

- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)

Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?

Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?

Ville det være så forfærdeligt?

Mandagslinks. Inklusiv alting.

2010-06-07T06:09:00.003+02:00

Why, hello. Det er mandag, er det, og selvom det på min let hummerfarvede hud kan ses, at det ikke har været skærmen, der har optaget mig i den seneste uge, er det tid til links - og ingen skal snydes for links.

Lad os starte med kager. Altid en god idé.

Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.

Kan næsten ikke lade være med at købe dem her. Knapper af sukker. Ja tak!

(Okay, der bor måske en lille Martha Stewart inden i mig. Hun har bare ikke tid eller tålmodighed eller selverkendelse nok til at komme ud særlig tit. Men en gang i mellem sidder hun i hemmelighed og drømmer lidt om alt det her)

Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?

Her er et udklip:

Luckily, we now have digital tools fast enough to keep up with our inborn empathy trigger. Want to help? Text in some shekels to 90999 and suddenly you’re part of the solution — which, as we now know, feels good on a neurochemical level. In fact, one can easily imagine socio-technological advances knitting us into a kind of decentralized superorganism — a pan-humanity nerve array that senses where it hurts and sends help in real time. Remember that tacky fiber-optic Tree of Souls from Avatar? Well, fluff your brain-braid, my blue brother: It already exists, and it’s growing out of your smartphone.

Læs, læs, læs.

Apropos instant karma, så er her et t-shirt koncept, som jeg finder meget besnærende. Hvert døgn udbydes et nyt design til blot 9$, men hvis man vil have det, skal man beslutte sig her og nu. I morgen er det væk, og det kommer aldrig til salg igen. Man kan uploade sine egne designs og måske være den heldige, der får sat det til salg. Så tjener man en dollar pr. solgt t-shirt. Jeg skal i hvert fald holde et skarpt øje med den side, skal jeg.

Et eksempel på et design, de har solgt.
Spock, paper, scissors (!!)

Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?

Nå, men her er det. Og ja, Holger skulle også være der et eller andet sted.

Her er det kun en brøkdel.

Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.

Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)

Her er fotoserien

Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.

Dagens Dark Side!

Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.

Undskyld, men du har noget siddende bag på din trøje...

Sex and the city

2010-06-01T20:40:00.001+02:00

Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.

Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.

Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.

Så er der dem her...

...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.

Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.

Hvad kan man få for 50 kroner?

2010-05-31T16:48:00.003+02:00

Svaret er et dukkehus fra 1969, der åbner på midten og har en lille dørklokke, der siger *ding*.

Her har de en hund, der hedder Snoopy...

Der trænger til at blive støvsuget...

Krydderihylden er fuld...

Og der er børnetime i fjerneren...

Her er både åben ild og to ovne, inklusiv kyllingesteg....

Jeg tror, det var sådan, Brady Bunch boede.

Ih altså.

Mandagslinks, nu med bøffel

2010-05-31T07:00:00.004+02:00

Buffalo buffalo Buffalo buffalo buffalo buffalo Buffalo buffalo.

Ehm.... hvad?

Jo. Ovenstående er en sætning, en grammatisk fungerende sætning, selv om man skulle tro, det var løwn. Prøv selv at se her. Når du så har brugt lidt hjernerotationer på dén, synes jeg, du ligesom jeg skulle gå og gnægge lidt over, hvor godt et ord, Bøffel egentlig er. Bøffel bøffel bøffel. Goddag, jeg vil gerne have en bøffelbøf.

Og så er vi vist i gang. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at lave Mandagslinks i dag, fordi jeg er så indædt forbandet over den groteske spareplan, Regeringen og DF går og pusler med. Hver dag kommer nye historier frem om, hvilke svage og udsatte mennesker, den kommer til at gå ud over. I går aftes måtte jeg stå og bande ned i et glas vin i køkkenet i en lille time, før min puls kom ned. Men. Jeg har ikke brug for mere pulsstigning lige nu. Ikke mere drama. Jeg vil have min søndag i fred og tænke udramatiske tanker og bage kage og pusle om dem, jeg elsker. Det er der fandme ingen, der skal spare væk.

Derfor bliver det en kort lille linktur, men med gode vibes til jer alle.

Hvis du ikke får din søndagsavis, så anbefaler jeg at læse den her serie i Politiken. En sjældent smuk og indlevende reportageføljeton fra den lukkede afdeling. Sådan kan journalistik også være, mine damer og herrer, når det er bedst. Hvis I spørger mig.

Måske trænger du til en kop te til din avislæsning?

Så dyp en svensk kongelig

Selvom det er en kort fornøjelse i dag, skal I da ikke snydes for en tur til The Dark Side.

Hvor sejt kunne det ikke lige være, hvis stemmen i din GPS i stedet for at sige "Drej til højre, nu" med nordsjællandsk husmordiktion sagde "Turn around when possible, the circle is now complete," med Darth Vader-stemme?

JAMEN, DET ER MULIGT!

Og endnu bedre: Hvis du vil se, hvordan sådan et under er blevet til, kan du komme med behind the scenes, da lyden blev optaget.

Hej hej.

Test fra Androblogger

2010-05-27T08:52:00.001+02:00

Yep, det er en test!

Kvindebilleder og kiksekage

2010-05-26T06:51:00.007+02:00

Det står garanteret i samtlige aktivitetsguides for barslende mødre, men jeg har ikke rigtig læst nogle af dem, så min opdagelse fik mig til at føle mig stort set genial. Det var i mandags, det var pinse, alting havde lukket, det småregnede og jeg var ude at vade med Viola.

Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.

Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.

Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.

Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...

I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..

Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.

Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.

Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.

Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.

På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.

Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?

PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.

Andrea skriver gæsteblog, hurra!

2010-05-24T17:21:00.008+02:00

Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.

Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.

Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.

Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.

Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.

Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.

Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.

Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.

Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.

Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.

Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.

Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.

Tiden gik. Der skete alt muligt.

For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.

Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.

Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?

Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.

Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.

De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.

- Andrea Hejlskov

Mandagslinks - fuld af peps

2010-05-24T07:00:00.004+02:00

Så er det mandag igen, og Dineren har været helt stille siden sidste uge. Det kan ses på besøgsstatistikken og kommentarerne, som ebber ud. Og det kan mærkes i samvittigheden.

Men sagen er, at horisonterne åbner sig ligeså stille. Barnet bliver ældre, lyset længere, sommeren mere tilstedeværende på alle mulige fysiske og metafysiske planer. Detaljefascinationen, som vel i en eller anden grad kendetegner Dineren, fordamper lidt. Eller har i hvert fald ikke førstepladsen længere. Man kigger op og ser nogle større ting, noget socialt liv, en fremtid som man er begyndt at føle, man har lidt kontrol over. Eller kan få det.

Gav det mening?

Anyway. Jeg holder ikke op med at blogge, næ nej. Måske er der bare lidt længere mellem mine posts. Her viser Mandagslinks virkelig sit værd, det holder mig til ilden (og tasterne). Jeg ser mange bloggere skrive om det præstationspres, der følger med at have mange læsere og få mange kommentarer, og jeg vil ikke hoppe i den fælde, selv om det napper i stoltheden og giver følelsen af at blive overhalet, når blogroll'en med alle de andre opdateres dagligt med vildt spændende ting.

Jeg lover at blive ved med at blogge, men leve skal jeg også, nu hvor det endelig spædt og usikkert føles, som om jeg kan. Ellers er der jo heller intet at skrive om.

Og lad os så komme i gang med Mandagslinks. Som i dag lugter lidt af forbrugsfest, og jeg håber, I vil klikke jer rundt på de nævnte webshops.

Men først en fin oplevelse.

Det er 20 år siden, Jim Henson døde, og hvor har den mand dog gjort meget for os. Hvem er din yndlingskarakter? Miss Piggy? Onkel Rejsende Mac? The Cookie Monster? (Min er Sprocket, den plagede hund fra Fragglerne) Uanset hvad, så er her nogle rørende og sjove klip fra hans begravelse, hvor stemmerne bag dukkerne giver et nummer eller fem.

Og så en lille quiz. Kan du se, hvem denne hattefyr er?

Smil. Så kan vi vist gå videre til pæne-ting-man-gerne-ville-eje-hvis-man-havde-nogen-penge-delen.

Jeg får jo aldrig taget den Mac med ud i verden, så måske man skulle købe sig en notesbog og en blyant og lære sin håndskrift at kende igen? Gør folk det mere? Eller er det kun noget, de siger, de gør?

Den er fin

Og så noget anderledes digitalt: Jeg har i flere år nu været helt forgabt i et selvhøjtideligt, russisk designkollektiv, som laver nogle gange grimme, andre gange gennemført geniale gadgets. Er det ikke sådan med russere? Nogle gange smutter det med god smag virkelig for dem, andre gange revolutionerer de et eller andet...? Nå ja. Lad mig da endelig generalisere.

Men i hvert fald kommer der en dag, hvor jeg får råd til dette ur. Snart, forhåbentlig, snart. Verbarius, hedder det, og det skriver tiden med bogstaver, som man ville sige det, i stedet for tal. Altså: Klokken er "femten toogtyve", "kvart i syv" eller "midnat". Det har fem indbyggede sprog: Engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk. Og man kan uploade alle andre sprog til det, hvis man hellere vil se tiden på eskimoisk. Er det ur lavet til mig eller hvad?

Nogle gange finder man bare en side, som indeholder så mange fine sager, at man må reklamere skamløst og vise sytten af deres produkter frem. Sådan er det lidt med Think Geek, som du, din nørd, sikkert kender i forvejen. Hvis ikke, så klik da her.

Her kan man blandt andet købe koffein. Jeg foretrækker min dosis i en tre-fire kopper velbrygget kaf' i løbet af en dag, mens andre hellere vil have deres skud peps i en anden, mere skjult form. Var det f.eks. noget med slikkepinde, der smager af bacon og ahornsirup - inklusiv et skud koffein? Nej? Nå, men hvad så med beef jerky, spiked up med koffein? Eller koffein-mundspray? Nå, heller ikke. Hvad man imidlertid-måske-eventuelt-kunne-presses-til-at-fundere-over-at-overveje-at-synes på en god dag, er disse Java Pops, som er små slikkepinde/rørepinde med smag af forskellige kaffevarianter. Problemet er så bare, at der er 60 mg koffein i. Keep away from children.

Gisp, mand

Hos samme biks har de noget, som jeg har tænkt mig at bestille med det flunks. Flunks? Ja, lad os sige, at det er et ord. Men altså, det er en madskål til babyer og børn, som jo har det med at efterlade et omvendt krater af en eksploderet madbuffet omkring sig, hvorend de putter noget i munden. Men den her kan de små krapyler ikke spilde af. Og så er den sjov at lege med. Sejest.

Den roterende skål

Vil du se, hvad den kan, så tjek det her link. Hende, der speaker salgstalen, er simpelthen så oppe at køre, at man skulle tro, det var løgn. Det er virkelig vildt. (Jeg har hende mistænkt for at have gumlet på noget af det der beef jerky.)

Apropos koffein, så faldt jeg over noget, som jeg ikke tror, jeg ville gå med, for kemi og fysik og den slags var sort snak for mig, dengang der var nogen, der synes, de skulle undervise mig i dét. Det ville være falsk reklame. Men se lige, hvor fin og fjollet en idé, det er.

Koffein-molekyle-halskæde. Man kan også få endorfiner, ostrogen, serotonin og ...rødvin

Og så er vi nået til enden, dér hvor Ugens Darth bor. MEN. Sidst blev jeg jo rettet i løbet af fem minutter. Darth er en titel, altså ligesom Lord eller Lady eller Kammerherreinde (!), så vidt jeg har forstået. Så det er ikke særlig specifikt, hvis det skal handle om manden med astmahjelmen. Men Ugens Vader lyder jo som om, det er Ugens Waders, altså. Kan I se det for jer? Fiskemagasinet "Ude med snøren" præsenterer: Waders med indbygget lyssværd til specielt vanskelige fisk..... nej, vel?

Jeg tror, vi skal kalde det noget helt andet. Noget, der dækker over, at det 1) handler om Star Wars og 2) handler om dingenoter. The Darkest Side? Star Fails? Dippedut Wars? Hvad end det er, så er her ugens udgave:

Kan købes her. Og velbekomme da.

PS: Wookie Cookies!

Mandagslinks, foto edition

2010-05-15T07:36:00.019+02:00

Jeg er langt fra fan af den der krumme-tæer-mobbe-humor, hvor man griner af andres fejl og kiksetheder - eller værre: Grov-udstiller sine egne, så vi rigtig kan være sammen om at dyrke den dårlige smag i realismen og sarkasmens navn. "Harh harh, hvor er jeg grim/middelklasse-agtig/utjekket/Frank Hvamsk, men jeg er stadig bedre end dig, for jeg kan se det selv." Jeg bliver gal og får ondt i retfærdigheden af det.

Men den her side er nu lidt sjov. For det er folk selv, der sender deres evindeligt mærkelige, ufrivilligt freudianske, knallerthårstouperede familiebilleder ind, og hvis der er noget, vi alle sammen har, så er det da et underligt familiebillede et eller andet sted.

Først en familie, der virkelig har et patriarkproblem...

...en, hvor det sorte får er pacifist...

...og en, der har forstået selvironiens skønhed. Forhåbentlig.

Se masser af awkwardness her.

Der ser ud til at være et lille fototema i dag, kære læsere. Der er vel ikke Copenhagen Photo Festival for ingenting? Næste sag er en samling fotos fra starten af 1900-tallet, autochromes, hedder de, og de er en del af franske Albert Kahns dengang imponerende projekt med at tage billeder i hele verden. Han gjorde det, og han gjorde det oven i købet i farver. Billederne har åbenbart været gemt lidt af vejen, så vidt jeg kan forstå, og det gør det jo bare endnu bedre, at man nu kan få lov at se verden af i går i andet end støvet sort/hvid.

Se f.eks. den franske Madame med moppen Colette her... er de ikke søde? De minder mig om sangen om Hubertus.

Eller hvad med Hr. og Fru Træsko her?

Eller Irak i en helt anden tidsalder?

Se mere her.

Næste levende billede, bogstavelig talt, er Alexa Meade, som tager fotos, der ligner malerier, fordi de er fotos af mennesker med maling på. Forvirret?

Klik her. Det er ret fantastisk.

Og mens vi er i jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-tro-afdelingen, kan man passende se her.

Foto eller maleri?

Og så, lidt uden for kategori, kommer her noget, som vækker minder for mig. I min barndoms/ungdoms biograf hang der, så længe jeg kan huske tilbage, en masse polske filmplakater, som var nogle helt udsyrede malerier. De beskrev filmen, men i et helt, helt andet formsprog end det, man var vant til fra amerikanske film, hvor tre vrede/bange/sexede/whatever closeups af ansigter med noget, der eksploderede/fløj ud i rummet/blev stjålet bagved var måden, man lavede filmplakater på. De polske var nærmest fri fortolkning, nærmest kunst.

Frem til pointen: Her er en lille samling af foreign movie posters, og det er en ynk, som de bliver kommenteret i billedteksten. Så fat dog, at det det interessante ved dem ikke er det, de viser, men hvordan, de viser det. Kan du stave til k-u-l-t-u-r-k-l-ø-f-t, americano stupido? Nå, *host*, undskyld.

Tag et hurtigt kig

Og SÅ har vi vist også set nok lysbilleder for i aften, hva?

Derude på internettet bliver jeg VED med at falde over Star Wars-relaterede ting og sager, hvilket egentlig er mærkeligt, for jeg har måske kun set filmene et par gange eller tre, og ja, det ER jo nørd-heaven, det univers, men altså... Jeg er nok lidt mere fascineret af hele hypen omkring det - de uendelige myriader af galakser af dimser, der har med Star Wars at gøre, izær med ham der manden med astma og den sorte hjelm, som viztnok er nogens far, ing? For det er sgu ikke småting. Så i erkendelse heraf kan jeg jo passende lave en underafdeling af Mandagslinks, helliget the dark side. Så, uden videre snak, aflsutter jeg hermed med at præsentere...ta tah:

Ugens Darth

Køb ham her, og få en Yoda-platte med i købet

Stavefejl

2010-05-10T20:09:00.001+02:00

Der er de stavefejl, man bare ikke kan undgå at se...

Og så er der dem, man lige skal kigge efter en ekstra gang.

Mandagslinks og tak

2010-05-10T07:00:00.006+02:00

Jeg har nu rundet 60 faste læsere. Og med dem fået en del Kejserens Nye Klæder-komplekser. Det er lidt ligesom jeg har det med ris. Der er lizzom bare så mange af dem på en gang, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an...

Præstationsangst, med andre ord.

Jeg troede seriøst ikke, der var 60 mennesker, som gad at læse med. Det sætter unægteligt indholdets svingende intimgrad i perspektiv, men slette det hele kan jeg ikke, så jeg gentager, hvad jeg sagde engang: Jeg tilskriver bloggens indhold en øvelse i at stå ved mig selv. Er blevet bedre til det, og er også blevet rusket så grundigt af livets gang det sidste års tid (selvom det ikke altid er beskrevet her), at det eneste, der giver mening, er at bruge min tid her på kloden så fri for unødigt pis som muligt.

...jow, jow.

Det, jeg egentlig gerne vil sige, er TAK! Tak, fordi I hænger på og læser med, og giver mening og brændstof til at fortsætte det her billed-bogstavsbaserede åndehul af en halvstuderet barselsblog.

And now for something completely different. Mandagslinks, sæt i gang!

I den forgangne uge har jeg haft rigelig anledning til at hade på Post Danmark. Hvad der får et maxi-brev med min nye telefon i til at forsvinde ud i den blå luft, vil jeg ikke engang antyde her, men faktum er, at det er noget mega røv, og at de alle sammen skulle have en olfert. Jeg ved, at afsenderen sørger for at hive underbukserne op om ørerne på dem i hans lokale afdeling, men hvis du skulle møde et særligt mistænkeligt postbud, så har du hermed min tilladelse til at uddele både knips, sherifstjerner og lammere.

Hvis du ER postbud, så find lige mit brev.

Med denne retfærdige harme børstet ufint af skuldrene, præsenterer jeg hermed dagens første link; den genialeste pakkeløsning ever:

Vi springer let og uelegant videre til noget helt andet. For én fugl i hånden er ikke lige så fedt som to geishaer på en tagryg med en pilsner. Eller hvordan det gode, gamle ordsprog nu går...

Mit sind har endnu ikke sluppet barndommens fascination af tidsrejser - tænk, hvor ville det ikke være fantastisk, hvis man lige kunne dumpe ned der, sammen med dem, og sidde og kigge ud over blomsterhaven? Takket være det, der på engelsk hedder stereoviews, kan man få et splitsekunds bevægelse i billedet, og føle lidt, at man er der - i en tid, hvor der ikke var noget, der hed levende billeder. Fatter du ikke, hvad jeg snakker om?

Så klik her

Apropos barnesind og Asien (flot overgang, dér) ....det har jo altid heddet sig, at hvis man gravede et hul igennem jorden, så ville man ende i Kina. Små stereotype kinesere ville stå og kigge på én med deres kegleformede stråhatte og sige ni hau, mens man børstede jorden af bukserne og prøvede at finde ud af, om man stod på hovedet eller hvad?

Uheldigvis udrydder voksenlivet (og Google Maps) de fleste fantasifulde forestillinger om, hvordan der ser ud i fremmede lande. Faktum er, at hvis man vil stikke hovedet op i Kinas hovedstad, Beijing, skal man grave fra bunden af en sø i Argentina. Find ud af, hvor du ville ende, her:

Fat spaden!

Mens vi er i Beijing, så se lige på ham her...

...og overvej, om han mon nogensinde finder en kæreste, snart sagt en kone. Om han kan navigere i modsætningen enebarnsmentalitet/kommunisme? Om han har en storesøster, der blev slået ihjel på grund af sit køn? Etbarnspolitik er noget af det mest sindssyge, altså.

Nå. Men drengen er meget sigende fra en række fotos af kinesiske smådrenge, der hedder "showpieces", og som sammen med andre små fotoserier er noget af det mest bemærkelsesværdige, jeg har set længe.

Den her hedder "mohawks".

Det er et projekt fra Rotterdam (der var de igen, de hollændere), som hedder Exactitudes - en sammentrækning af exact og attitude. To fotografer har gjort det til deres mission at vise, hvordan mennesker i bestemte sociale grupper er slående ens i deres valg af udstråling, udseende, udtryk.

By registering their subjects in an identical framework, with similar poses and a strictly observed dress code, Versluis and Uyttenbroek provide an almost scientific, anthropological record of people’s attempts to distinguish themselves from others by assuming a group identity, står der på hjemmesiden.

Det er meget fascinerende, hvordan mennesker klæder sig for at skille sig ud og skille sig ind, hvis man kan sige det. Det er vel både en bevidst og ubevidst handling. Meget apropos ham, der delte Berlingeren ud på Østerbro den anden dag, og bevidst undgik mig. Der står sikkert Politiken-læser printet ud over hele min væren! Til trods for, at jeg har arbejdet i Pilestræde i en årrække. Go figure.

Tag et kig og find dig selv. Gør det gør det gør det!

Tivoli er åben

2010-05-05T10:59:00.011+02:00

Skandinavisk Tivoli Park var ved at åbne, da jeg kom forbi Fælledparken. Det var som at gå ind i en tidsmaskine under langsom opstart. Sæt selv flere ord på.

Fremmede kulturer

2010-05-04T16:55:00.004+02:00

Jeg har ævlet om det før, ikke? Det der med, hvor lille ens verden bliver, når man er på barsel. Mentalt er jeg ved at åbne skodderne lige så langsomt, men den helt fysiske trummerum er nærmest ens fra dag til dag. Jeg kender efterhånden mine trilleruter ned til mindste vejskilt og kan manøvrere rundt i selv den søvnigste tilstand.

I dag havde jeg et ærinde i en anden bydel, og måske ville det ikke røre nogen som helst andre end mig, men hallo, hvor var det en anden verden at træde ind i, derude ved Trianglen og Nordre Frihavnsgade.

Der er jo rent. Og pænt. Som i nydeligt. Mødrene har ikke noget, der ligger og roder i barnevognens underetage. Genbrugsbutikkerne ligner noget, der kunne ligge inde omkring Kongens Nytorv. Der er ikke noget grafitti. Manden, der delte Berlingske Tidende ud på et gadehjørne, sprang mig over. Helt bevidst.

Og så har de sådan noget her:

Det er en cykelparkering. Jeg aner ikke, hvordan den fungerer, men der stod cykler indeni. Og den var stemplet af både det ene og det andet og Københavns Kommune. Så hvorfor har vi dem ikke på Nørrebro?

Der var også nogle vandposter. Tror jeg. Eller hvad er meningen?

I denne fjerne galakse taler de åbenbart også et andet sprog...

Hvad står der, siger du?

Vi ska vask, står der.

Det var et møntvaskeri.

Mandagslinks 4.0

2010-05-03T07:00:00.008+02:00

Jeg har en kæmpe svaghed for hollandsk. Jeg synes simpelthen, det er det sjoveste sprog, der findes i Europa. Det lyder helt gakket, det staves endnu mere fantastisk, og forbruget af dobbeltvokaler, hvor end der er plads, slår jo alt med længder. For det meste er det let at decifrere, hvad der står, for man skal bare bruge sin fantasi lidt.

Se bare, hvad abe, nød og kat hedder:

Mies. How cute is that? Men før jeg bliver alt for kæk, kommer her pointen: Et link til en side, der hjælper dig med udtalen af ord på en masse forskellige sprog. En animeret dame/herre efter eget valg og tungemål kan simpelthen udtale hvad som helst for dig. Ja, også Eyjafjallajökull.

Text-to-Speech-thingie

Jeg testede med det hollandske ord

rioolwaterzuiveringsinstallatieconsumentenonderzoekershonden-brokkendieetwinkelgarderobejuffrouw

som betyder: Garderobedame i en hundehelsebutik, hvor kunderne er spildevandsrenseinstallationsundersøgere. Eller sådan noget.

Og den sagde det sgu.

En anden ting, jeg nok ikke så overraskende har en svaghed for, er bogstaver. De er pæne og spændende og grafiske og brugbare og meningsbærende og alt muligt godt. Derfor kaster jeg lige et par af dem ind her:

De er fra et af mine sidelinks, Daily Drop Cap, som du fluks skal klikke på, hvis du ikke allerede har været der. Gratis begyndelsesbogstaver, lige til at smække ind på din blog. Mmm, gratis.

Hvad der til gengæld er lidt sværere, grundet copyright, er at vise et eksempel på bogstaver fra noget, der hedder letter playground. Det var noget, jeg så ovre hos Ungt Blod, og I må bare tage mit ord for, at det er et klik værd. Hvor mange måder, man mon kan lave et H på? Eller et W? Eller et S? Eller et I? Mulighederne er uendelige, og jeg er meget betaget. Klik så.

Nu ved jeg godt, at jeg også sidste gang nævnte noget med en taske til en laptop, og sådan nogle kunne man jo lave hele linkguides til. Måske er min fascination af dem betinget af, at jeg aldrig kommer nogen steder med min computer? Hm. Det må jeg lige gøre noget ved.

Anywho, her er en rigtig, rigtig fin taske

Apropos ting, der ikke helt er, hvad de ser ud til, havde en café i Elmegade hen over jul og nytår genoptrykt John Lennon og Yoko Onos budskab WAR IS OVER! (if you want it) og hængt det op i gader og stræder. Aldrig har jeg set bedre reklamestunt i en bydel fuld af venstreorienterede, julesentimentale cafégængere, og jeg blev selv ramt lige i hjertekulen. Det er et smukt og enkelt budskab, så jeg valgte at trække på skuldrene over, at det jo altså også betød "vi er ikke for fine til at sælge dig halvdårlig cafémad ved hjælp af popkulturel patos."

Årh, Fie, gider du lige overanalysere på den sure måde? Jaja, rundstyk, så.

Igen er jeg syv lange og brede om at nå pointen: Man kan her hente gratis fredsplakater ned i stort format, printe dem ud, og hænge dem op. Så hvis du føler den indre aktivist rumstere, er det et godt sted at starte. Og de er ovenikøbet pæne.

Another poster for peace

Det slog mig, at næsten ingen danske links har fundet vej til disse mandagsfiduser. Det er sjældent, man støder på andet spændende end noget pænt opsat netbutiks-væsen eller en tosset designstuderende, der tænker sårn lidt ud af boksen. Måske kan I hjælpe?

Til gengæld faldt jeg over ham her (igen). Billederne var over det hele for nogle år siden, og de er altså et gensyn værd. Peter Funch er fotojournalist. Han stillede sig op et sted og tog en masse billeder, og i redigeringsprocessen fandt han så de tilfælde af fællestræk, mennesker nu engang har. Måske ikke på samme tid, men på samme sted. Hvert billede er med andre ord klippet sammen af mange andre for at skabe en helhed, der både er der, og ikke er der. I låve it.

Babel Tales

Foto: Peter Funch

Dagens sidste er altså fin. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at det er...drumroll...

et par usynlige sko! Enjoy!

PS: Jeg er ikke heeelt tilfreds med ugens samling. Den er sådan lidt... ikke helt "KAPOW, hvor blev du overrasket der!" nok. Faktisk har det lidt føltes som om, der ikke var mere at komme efter på det der interwebz. Hvilket jo bare har at være løgn! Vi må se i næste uge.

Lukkedag

2010-05-01T08:54:00.003+02:00

I går oprandt dagen, hvor jeg ikke længere kunne udskyde at tage fat i den store, sorte pose med hengemt kluns i bunden af skabet. Det, som jeg pakkede væk, da jeg blev gravid og voksede med lynets hast i alle kropslige retninger.

Bunden i vejret, hele molevitten ud på sengen, og barnet sat på toppen som et lille tornadokirsebær, der kaster tøj i alle retninger og råber bah! bah! bah!!

Og så en dyb indånding.

Dér lå min fortid. Dér lå den kvinde, jeg gik og var f0r blot 18 måneder siden. Tøj, som jeg havde på på bryllupsrejse, på festival, den dag vi blev kærester, til nytårsfester - og til hverdag. En hverdag, hvor jeg var noget mere fiks end i dag, skulle jeg hilse og sige.

Der var ting helt tilbage fra 2003, som jeg havde gemt i nostalgiens navn og en sjælden gang tog på. Det kan jeg overhovedet ikke passe nu, hverken fysisk eller mentalt.

Lidt vemod, lidt konsekvens, lidt pas-nu-på-du-ikke-triller-ud-over-sengekanten-barn! Og så var den potte ude. Over halvdelen røg tilbage i sækken og står nu og venter på en nedbæring til Containeren, Hvorfra Intet Vender Tilbage.

Men. Der skete også det ubegribelige og magiske, at jeg i et anfald af "måske" hev mine gamle jeans på - og opdagede, at de rent faktisk kunne lukkes! Ikke at de sidder overvældende flot, men de kan lukkes! Og jeg havde dem på hele dagen i går. Lukkede! Udråbstegn!

Det var en god mental oprydning. Fint med mig, hvis det eneste, jeg tager med fra den store bunke på sengen, er barnet, minderne og et par jeans med god røv. Eller.....bedre røv, i hvert fald.

Mandagslinks (nu med kage)

2010-04-26T08:16:00.004+02:00

Kunst kan være uendeligt trættende, især hvis det er sådan noget uforklarligt, konceptuelt, videoinstallationsagtigt noget. Synes jeg. Men nogle gange falder man jo alligevel pladask for et stykke kunst, man ikke umiddelbart kan se hoved og hale i. Og det virker på mig, det her. Jeg kan ikke forklare helt præcist hvorfor, men jeg synes, det er vildt fascinerende.

Michael Johansson

Prøv at se, hvor præcist alting passer sammen. Hvor meget orden, der pludselig er i de forholdsvis ulige objekter. Gad vide, hvorfor det ser sådan ud? Hvorfor kaster man sig ud i sådan et pillearbejde? Er kunstneren virkelig så forvirret, at han bare MÅ arrangere ting for at skabe ro i sin verden? Eller handler det om at udtrykke tings sammenhæng? Et stykke af en tid, en skive af historien?

Da jeg læste hans forklaring, eller statement, eller hvad det er, på hjemmesiden, kom jeg lidt nærmere min egen fortryllelse. Manden elsker nemlig loppemarkeder. Han har en lidt manisk passion for at eje ting, der ligner hinanden - f.eks. gamle kufferter. Han er med andre ord samler. Og så siger han sådan noget her:

"I am intrigued by irregularities in daily life. Not those that appear when something extraordinary occurs, but those that are created by an exaggerated form of regularity. (...) like when two people pass each other dressed in the exact same outfit. Or when you are switching channels on your TV and realize that the same actor is playing two different roles on two different channels at the same time. Or that one day the parking lot contained only red cars."

Jarhmen, er det ikke fantastisk? *ret på modebrille og sip af hvidvin*

Nå. Vi skal videre. I den udstrækning, at det stadig handler om gammelt skrammel. Jeg ved jo, at der sidder en del DIY-typer derude, og jeg håber, I vil nyde det her så meget som mig.

I give you: Kuffert-genbrug galore! Eller upcycling, som det hedder på moderne krea. Se f.eks. lige her:

Billedet er fra en nu lukket Etsy-butik, men samme sted kan du så i stedet købe dig en uendeligt fin kuffertseng til din kat...

Man kan også lave en gammel kuffert om til en laptoptaske, hvilket jeg synes er en fantastisk idé. Se her, hvordan man gør, mormor-style. Eller man man lave sig et genialt natbord/sofabord/børnebord/sommerhusbord af en kuffert og fire ben. Det har de fundet på her, hvor de godt nok er sjove.

Og så lige ekstra billede fra samme sted. En gangstativ-bar, for meget aldrende gentlemen. Bruges måske på Playboys' Plejehjem?

Tøh-hø.

Og så lige, som lovet, opskriften på en sej kage.
Nej, en VIRKELIG sej kage.

Apropos kage, kunne det så ikke være fedt, hvis man kunne lave muffins eller småkager med øjne? Altså ikke sådan nogen, man skal pille af, når man er færdig med at grine nervøst over, at kagerne kigger på én, men sådan nogle, man kan spise?

Jo, det kunne være vildt fedt

Dagens sidste er en rigtig gnægge-i-skægget-blog om en sproglig tendens, som jeg altså ikke helt forstår (men da gerne vil more mig over på andres bekostning). Hvad er det, der er så svært ved brugen af anførselstegn?

"Meget mærkeligt"

Tak for i dag.

PS: Burde det her projekt ikke hedde noget andet end mandagslinks? Det lyder så kedeligt.

Kommunister

2010-04-24T08:23:00.007+02:00

Jeg er nu et par gange på blogs rundt omkring faldet over et brev til producenten af Always bind, Procter & Gamble, skrevet af en kvindelig komiker. Hun harcelerer over deres skrækkelige slogan - I ved, Have a Happy Period. Always. Det er faktisk temmelig morsomt, når man lige prøver at se bort fra hendes grove stereotypisering af menstruerende kvinder som hystader, der er klar til at slå ihjel og nægte det bagefter. Men lad nu det ligge. Især fordi forfatteren slutter brevet med disse ord:

I have chosen to take my maxi-pad business elsewhere. And though I will certainly miss your Flexi-Wings, I will not for one minute miss your brand of condescending bullshit. And that's a promise I will keep. Always.

Læs hele brevet her.

De her piger har i hvert fald en meget happy period...

Menstruation er ikke et ord, særligt mange har det godt med at sige, snart sagt reklamere med, uden at ty til fløjtespillende, lalleglade ungmøer. Ordet skal jo nærmest klappes. Mæn-stu-ar-sjon. Det er propfyldt med tabuer, og i øvrigt er det for langt og bøvlet. Man burde finde på noget andet at kalde det - som ikke er "mit skidt", "menses" eller hvad man nu har fundet på af rædsommeligheder gennem tiden.

Sådan så det ud, når man reklamerede i 1939...

Ingen nåle...?!

Nå. Men. Meget apropos tog nogen sig sidste år sammen og skrev den kulturelle historie om kommunisterne i lysthuset. Jeg har ikke læst den, men kun set introen, og det er lovende, mine damer plus enkelte interesserede herrer. Her får man blandt andet fortalt, hvad menstruation kaldes i andre lande.

Holland: Tomatsuppen er kogt over
Kina: Lillesøster er kommet
Visse sydamerikanske lande: Jenny har en rød kjole på
England: Jeg vifter med det japanske flag
Japan: Lille frøken jordbær
Frankrig: Englænderne er kommet
Tyskland: Tranebærdamen kommer
Puerto Rico: Har hanen galet?
USA: Tante Flo er i byen (!)
Sydafrika: Bedstemor sidder fast i trafikken

Bemærkelsesværdigt, som flere skyder skylden på fjendebilleder fra andre nationaliteter, ikke? Man ser de små, røde tanks komme rullende ind over grænserne. For ikke at tale om tyskernes tranebærdame - hvad er nu det for en suspekt karakter? Og hollændernes tomatsuppe er mildest talt ikke en lækker sammenligning. Mad i underbukserne? Nej tak. Japanerne er som sædvanlig gået over i den nuttede lillepige-grøft, hvilket i denne sammenhæng måske er en anelse foruroligende. Hvis man orker, kan man jo undre sig over, hvorfor der er så mange fjendtlige, farlige eller ulækre metaforer. Fremmedgjort over for naturen? Dét tror jeg nok.

Personligt synes jeg, at den med bedstemor burde være universel. Så sidder hun der i bilkøen og venter med cerut og papilotter og bliver irritabel over at holde for rødt. Det er sgu da skægt.

Køb bogen her, eller tag et sneak peak på de første sider.

PS: En lille anekdote: Jeg havde engang en kollega, som før i tiden arbejdede som sygeplejerske. Hun var sådan en rigtig Camilla Plum-type; jeg-føder-lige-sytten-børn-og-brødføder-dem-med-hjemmebag-og-tager-i-øvrigt-ikke-imod-noget-pis. En gang om måneden havde hun et helt outfit, hun iklædte sig, med tørklæder om maven og håret og jeg skal give dig. Det betød slet og ret "Jeg menstruerer!" Og så kunne man tolke dét, som man synes.

PPS:

Skriften på væggen

2010-04-23T10:16:00.000+02:00

Den her er til en god ven. Tak for snakken.

Hjem er, hvor hjertet er...

...og man må elske sig selv som sin næste....

...gøre sit bedste, selv når verden er imod én...

...tro på kærligheden og kræve sin ret...

...kende sine begrænsninger...

...leve livet...

...og stå ved sine fejl. Hvis man kan.

Mandagslinks (yay!)

2010-04-18T17:27:00.009+02:00

Nu har jeg siddet lidt og set på de links, jeg har gemt i ugens løb, og forsøgt at finde en rød tråd, et tema, en overskrift, som kan samle dem på snedig vis. Men jeg tror ikke, den går. På en skala fra atomkaos til finske dansesko er der vist bare uendelig langt. Danseskoene først, bare for at etablere en warm and fuzzy feeling.

De finske far-datter/mor-søn/anybody-dværg dansesko

Når sprognørder googler, falder de over den slags her. Latin i gymnasiet var for mig det rene volapyk, og det hjalp ikke, at vores lærer var en komplet lektor Blomme. Hvilket da også resulterede i, at jeg engang forærede ham en dåse maltbolsjer. Det synes han vist ikke, var sjovt.

Handy latin

Estne volumen in toga, an solum tibi libet me videre?

Mens vi er i den lumre afdeling, er der her lidt fint at kigge på. For både husarer, vintageelskere og os, der synes, at skønhedsidealerne i dag er stukket helt af.

Pin-ups fra 1947

Nå, men før vi bevæger os ud i den helt kaotiske ende af Skalaen Der Ingen Mening Giver ™ , kan vi jo passende gøre holdt ved en aktuel begivenhed. En række spørgsmål, du ikke har fået svar på om vulkanen med det tungevridende navn (seriøst, det bliver altså nemmere, hvis Katla også går i udbrud). Læs f.eks. hvordan en askesky ikke ulig den, der svæver rundt over Europa lige nu, højst sandsynligt var grund til, at Marie Antoinette fik hovedet kappet af.

Askesky Q&A

Billede fra The Big Picture

Og ja. Så kommer vi til atomkaoset, som nok er ugens linkfund. Jeg kan ikke holde op med at se på de her billeder, som er taget af en turist på guidet tur i området ved Tchernobyl. Det er gys, og det er virkelighed. Der er mange billeder, men hæng på.

Hvad skal væk?

Brrr.

For at få humøret op igen kommer her en fjollet dessert. Med en mega disclaimer som siger, at YouTube-klip skal vælges med yderste fingerspitz-gefühls-omhu for ikke at være irriterende. Og at alt, hvad der er Star Wars-relateret, skal igennem samme filter. Men jeg kan ikke la vær.

Break it down!

I like old stuff and I can not lie

2010-04-17T08:25:00.002+02:00

Klunsersæsonen er over os, mine damer og ... nok mest damer. Det inspirerer til nye køb og lyst til at sende gamle videre i cirkulation. Jeg overvejer kraftigt at få mig en loppestand snart, men åh, hvor skal der slæbes meget, så. Hm. Nu må vi se.

Heldigvis kan man langdistanceloppe på alle tider af døgnet, og selvom det ikke helt gælder, er og bliver vintagesektionen på Etsy en favorit. Her fandt jeg blandt andet nogle gamle bøjler, som originalt har hængt i børnetøjsbutikker. Fra 1950'erne? Måske lidt senere. I hvert fald må det have været en noget anderledes oplevelse at købe et stykke tøj dengang, end det er nu. Eller er det mig, der hensvømmer i nostalgi, jeg ikke engang har oplevet? Anywho, nu hænger de i Violas værelse og det er så fint.

De her var klistret fast på kældervæggen i min lokale skrammelbiks. Jeg blev 12 år igen og gik direkte hjem og fandt de gamle reklamer på Youtube - og fik helt vildt meget lyst til 7-UP. Prøv selv.

Og så var der også lige noget med et oprydningsudsalg hos Husflid, som er flyttet til Trianglen. Hvor kunderne betaler, hvad det koster, uden at argumentere, som ejeren sagde. Good point. Men ærgeligt for mig og Blågårdsgade. Der var fire ting for 100 kroner, blandt andet dette babytæppe, blødt og hjemmestrikket med kærlighed...

...og den her. Den har garanteret været brugt af en lille pige, der boede i kollektiv, gik med træsko og havde en kat, der hed Mao.

Det bedste ved genbrug er altså historierne.

Fie spiller mix

2010-04-12T15:57:00.004+02:00

Jeg stod i dag ved et unavngivent supermarkeds boghylder og spejdede efter en lille ting til barnet. Hvad fandt jeg? Dette:

Nej, hvor skægt, tænkte jeg, den eneste bog, jeg kender med mit navn, er "Fie dog", fra nittenhundredefandango, som jeg havde, da jeg var lille. Den var så sjov, at jeg stadig kan gå og grine lidt for mig selv. Så jeg vendte bogen om, spændt på, hvad denne nye sportsheltinde, der bar mit navn og tilmed min hårfarve, dog kunne finde på. Og spændingen steg;

Så slog jeg op på en tilfældig side. Og så dette:

Da gik det op for mig, at det var det samme billede på forsiden. Og at mix nok ikke bare var mix. Og at de 7-12 årige piger, der sikkert får denne bog foræret, fordi de spiller badminton, vil få smækket denne mildest talt klamme Lukas-type lige i fjæset. Og tro, at det er sådan, man vinder, når man spiller mix.

Vorherre til den højeste hest. Lortebog.

No freaking wonder, at jeg hader sport.

Jeg lagde den tilbage og var muggen.

Linky linky

2010-04-12T08:33:00.010+02:00

Jeg lider af det, man kalder infrekvens. Det er en særlig bloggertilstand, man kan komme i, når man tilstrækkeligt længe har kæmpet med motivationen for at klikke på "nyt indlæg". Men måske har jeg fundet kuren. Tvungen frekvens. Pligtopfyldelsesterapi. Vil Mohammed ikke komme til truget, må man jo selv smide hesten ud med badevandet.

Deadlines er måske det eneste, jeg forstår?

Hver mandag vil jeg derfor fra nu af kaste om mig med links. Billigt trick, ja såmænd, men faktisk vil det lette mit hjerte at dele ud af disse fantastiske, nørdede, underlige ting, jeg finder, og som jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af. Var man af en anden nationalitet, ville man nok sige, at det gjorde mig til en mega dork. Men hey.

Vi kan jo passende starte med noget kafferelateret. Har du nogensinde overvejet, hvor meget (mere) kaffe, du skulle drikke, før du faldt død om? Well, nu har du chancen.

Død ved kaffe

...med en meget oplysende illustration, værsgo:

Næste sag er for de selvglade. En tutorial om hvordan man kloner sig selv på billeder. Fantastisk. Jeg skal helt sikkert prøve det engang til sommer.

Klon dig selv

Foto: petapixel.com

Apropos Photoshop. Boobs are back! - og det er da de bedste nyheder, jeg har hørt længe. En side om, hvor langt (eller hvor kort) vi er nået i kampen for, at kvinder må ligne sig selv og ikke billedmanipulerede, døende dukker.

Any Body

Så er der også guf til de hjemmestrikkede, kreative typer. Eller bare dem, der godt kan lide at glo på gamle ting. Et sandt slaraffenland udi vintage illustrationer, fritlagte eller originale.

The Graphics Fairy

Mens man er på barsel, får man tænkt mange tanker, både flygtige og blivende, om, hvem man egentlig er, så'n professionelt, ing? Hvis det skulle blive nødvendigt engang at repræsentere sig selv og kun sig selv, er her en fantastisk masse fede visitkort til inspiration:

Business Cards

Sidste link er meget japansk og vil sikkert ikke imponere dem, der er mere berejste end mig. Men jeg er da helt forelsket. Og, som overskriften siger, er dette grunden til, at man skal og må lege med maden.

Tjener, der er en ninja i min suppe!

.
..og lige en mere fra samme sted:

Lugten i bageriet

2010-04-07T19:23:00.003+02:00

Det lugter lidt af, at dineren har flest kunder, når der er brok på menuen. Det er ikke nogen særlig lækker lugt, især når man prøver sit bedste for at smile til selv den dummeste kronhjort, men jeg vifter da gerne lidt med den mavesure karklud, sætter hænderne i siden og tager det forurettede tøsefjæs på, hvis det kan få døren til at gå.

Tillad mig at starte lidt generelt med folk som sådan. Nej, lad mig omformulere: Folk, der er sure på en, fordi man har en barnevogn.

For godt og vel et år siden var jeg selv en af dem. Jeg var komplet og aldeles forudindtaget skidesur over, at kvinder med barnevogn fyldte fortovet - på samme måde som mænd med Christianiacykler fylder cykelstien. Med deres store, åndssvage, læderindbundne Emmaljungakareter fyldt med den ophøjede og livsstilsagtigt navngivne frugt af deres brede lænder møvede de frem, som det passede dem. Og vi andre havde bare at springe for livet udendørs som indendørs, når de skulle frem. De så alle sammen ud som om, de følte, de havde retten på deres side. Helærli, hvor var min ret lizzom?

Men nøj, hvor er jeg blevet klogere af pludselig at være den bredrøvede fyldebøtte bag roret på sådan en vogn. Folk sender mig de ondeste øjne. De ruller med dem, sukker, skubber, og albuer mig, hvis ikke de stønner "for helvede", et sekund efter, vi har passeret hinanden. Jeg gør virkelig mit ypperste for ikke at genere. Jeg holder tilbage, drejer, mingelerer, vinkler, kanter, smiler, trækker undskyldende på skuldrende, venter og bakker det bedste, jeg har lært. Lige meget hjælper det. Folk hader mig. Fordi jeg tror, jeg er noget. Eller i hvert fald optager tilstrækkelig dyrebart offentligt luftrum til at give indtryk af, jeg tror, jeg er noget. Og at min barn er noget.

Så nu vil jeg gerne stille et par spørgsmål.

Tillad mig at spørge de unge piger i H&M i dag, der prøvede sko midt på gangen og himlede til hinanden, da jeg uden at sige et ord stillede mig pænt bag dem for at vente på, jeg kunne komme forbi. Tillad mig også at spørge de to spanske turister, der åbenlyst pegede på mig og sarkastisk sagde til hinanden "Welcome to Denmark". Tillad mig at rette mit spørgsmål til de ekspeditricer, der lige foran mit fjæs gav sig til at hviske om barnevognens størrelse i deres fikse butik og sende mig et par anstrengte smil bagefter. Og for en god ordens skyld, tillad mig også at spørge mit fortidige jeg:

Hvad i al hede hule helvede ville du gøre, hvis du havde så stort et skrummel, du skulle navigere rundt med? Vil du prøve, kom herom, værsgo. Nå, ikke? Hvordan ville du have det, hvis den eneste måde, du kunne komme ud og være en del af verden på, på sådan en almindelig hverdag, var at lænke dig til en jeg-ved-ikke-hvor-mange-kilos forlængelse af din krop og slæbe den svedende rundt? En forlængelse, der vel at mærke indeholder et lille menneske - et mæn-ne-ske - som du har ansvaret for ikke bliver for varmt, for koldt, for sultent, for tørstigt, skubbet til eller skidt på af forbiflyvende duer, for den sags skyld?

Så tag dog lidt hensyn. Jeg prøver at gøre det. Det gør jeg sgu.

....

Se, nu udviklede det sig jo fint til en gang harm brokkesuppe med bittert brød. Velbekomme. Til dessert kan du få det her link, som jeg ved Gud har tænkt mig at brokke mig højlydt over ved næst/bedst kommende lejlighed. What the f er det med de kernesunde sektmedlemmer, altså?

Undgå opstandelse - drik snaps til

2010-04-06T09:21:00.007+02:00

Så er der billeder. Men ikke fra Nørrebro. Håber alle har haft en dejlig påske.

Friske fiskefristelser

Tegn på forår

Vejrfisk I

Vejrfisk II

Det er svært at være kat i hundeland...

Historik

Og mig.

Og så videre

2010-04-01T09:04:00.004+02:00

Har af de dage, hvor jeg ikke kan overskue at mene noget om noget. Eller at andre gør det. Eller at jeg skal argumentere for noget eller høre på andres mening. Det er ikke engang, fordi jeg bliver sur eller hidsig eller på anden vis opildnet af det. Jeg orker bare ikke. Og vil gerne bare være venner.

Hvis jeg kender mig selv ret, kan det være, jeg i morgen ryger lige i flæsket på folk, der siger noget, jeg absolut mener at kunne sige noget klogere om og have mere ret i, men lige i dag....ja. Bum.

Derfor kommer der her nogle tilfældige billeder fra det der Nørrebro - for your viewing pleasure. Hav en rar påske. Husk at være søde ved hinanden. I tanke og handling.

Trosbekendelse

2010-03-29T09:47:00.006+02:00

Loppe, du som er i det lokale forsamlingshus

Helliget været dit hjemmelavede vejviserskilt, komme dit parkeringskaos

Ske din vilje på auktionen, såvel som i rodekasserne

Giv os i dag vort daglige pølsebrød

Og forlad os vor skubben med albuer, som også vi forlader vore skubbere

Led os ikke hen til spegepølsesælgeren, og fri os fra pomfritterne

Thi dit er hyggen, pruttehandlen og tingfinderiet i al evighed

Amen.

Jeg læste en artikel om en kvinde, der udelukkende klædte sit barn i mærketøj. Men, not to worry, hun havde købt det brugt, sådan et eller andet sted på et loppemarked nord for København. Så hendes barn kunne gå i "kvalitetstøj" til ingen penge. Faktisk havde ungen så meget kluns, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med det.

For hun var grebet af de mørke gør-en-god-handel-kræfter og kunne ikke stoppe.

Det er lige før, loppemarkeder kan give dig syndsforladelse. Om ikke andet, så undskylder de på sær vis din forbrugeriske adfærd. Tænk bare; du sparer CO2, du redder de små børn i Indien fra at producere billigt tøj til Vesten under slavelignende forhold, du tjener en skilling til det stramme finanskrisebudget.

Ret beset får du jo stillet din trang til at eje lige så meget, som hvis du var på shoppingtur i rigtige butikker. Ønsket om at finde noget for næsen af de andre. Til at have noget, de andre ikke har. Du mærker suset over at finde noget i en rodekasse til en femmer, som de andre med garanti ikke havde set. Du rækker det mod himlen og griner som en gal videnskabsmand. It's mine, miiine, muhahaha!

Ahem. Jeg har altid gået på loppemarkeder, og har også haft en stand en del gange. Jeg elsker det. Jeg bekender mig til loppe-evangeliet, gør jeg. Med alt hvad det indebærer af de ting, jeg lige har skældt ud over.

Særligt elsker jeg at kigge på de mennesker, der er. Møntnørderne, pladenørderne, formegettøj-pigerne, nissestrikkedamerne, dem der bare hænger ud for kaffens skyld, den lille pruttende nervekamp, der foregår hver gang, en tyver skifter hænder. Jeg elsker det hele og kan bruge hele dagen på at trawle de samme stande igennem. Jeg er faktisk ikke nogen sjov ledsager, for jeg vil helst selv gå med næsen i tingene i mit eget tempo.

Derfor måtte jeg også tage tilbage til Remisen ved Trianglen i går, selvom vi allerede havde været der om lørdagen. For jeg skulle liige se. Uden at føle, jeg var for langsom eller for hurtig eller for ego.

Jeg fik mig noget gammelt påskepynt i træ, et par sailor-agtige wedges, et fint stabeltårn til barnet, en stribet blusekjoleting, en hemmelig gave til en veninde og det her stof. Det er 1,5 x 1,5 meter, cirka, og det kostede tyve kroner. Jeg kunne ikke stå for det, selvom jeg ikke kan sy, snart sagt ejer en symaskine. Men det er jo en diner, det her, og der skal kage til kaffen og sådan noget.

Hvad skal jeg med det? Aner det ikke. Men nu er det mit. Mit, miiiit, muhahaha!

PS: Hvis du har en god idé til det stof der, så kom frisk.

Indenbys

2010-03-24T19:43:00.005+01:00

Når jeg, som i dag, er så heldig at kunne bruge en hel eftermiddag på at trille rundt med dem, jeg elsker mest, og købe ting i smukke København, føler jeg mig på én gang som en lalleglad turist, der elsker det hele og hopper på alt, og en indædt indfødt, der er streetwise og uimponeret.

Især når jeg passerer horderne på Strøget. Særligt føler jeg for provinsteenagerne, der i flok går med hinanden under armen og taler lidt for højt. De har alle sammen det samme tøj på; nemlig det, der er smartest, der hvor de kommer fra. Deres stiveste puds, der helst skal se casual ud. Jeg husker det tydeligt, hvor vildt det var at tage til København. Men det gør det ikke mindre tåkrummende at høre en ung og usikker udenbys dialekt fnise forbi i pelskransede støvler.

Jeg skal ikke påstå, at jeg ved, hvor alt er hipt og smart. For det gør jeg mildest talt ikke, og jeg falder ofte på røven mellem de to stole, jeg sidder på som mangeårig tilflyttertype. Men jeg har steder, jeg kan lide, har jeg. For eksempel dem, vi gik forbi i dag:

Rude på Frederiksborggade har lige nu frit valg i hele butikken - 3 ting for 300 kroner. Altså også sko og støvler og vintage gallakjoler og paillethuer og hvad ved jeg. Man skulle simpelthen tro, det var løgn, men det er det ikke. Hvis du ikke kender butikken, så er det på tide at du kommer til det. Den her var der ikke i min størrelse, bugger! Men jeg fik 3 andre lækre ting.

Jeans & Coffee ligger på Nørre Farimagsgade, og de har...ja, jeans og kaffe. Så vel som tusind andre ting, som alle er økologiske og vildt hyggelige. Oppe bagved er der en lille sofahyggekrog. Jeg fik kaffe, ikke jeans. Og noget gakket tyggegummi fra regnskoven.

Den Kinesiske Købmand. De er så søde og sjovt velassorterede. Købte den halve biks, men var særligt glad for at finde dem her:

Fona2000. Jamen, jo. De har det bedste udvalg af dvd-tilbud. Ever. Vi kommer altid derfra med 5-10 film, som vi ikke kan undvære i samlingen. Til en haltreller eller cirka deromkring. De her repræsenterer jo nok mine mere fjollede tilbøjeligheder, men jeg lover, at man også kan få stimuleret filmsnobbens intellekt til samme pris...

Sømods Bolcher behøver vist ingen introduktion. Bare tag derhen. Nu.

Hvad er dine yndlingssteder, der hvor du bor? Fortæl fortæl.

PS: Jeg kan ikke huske hvor, men jeg så en Fido-Dido t-shirt i dag. Er det ikke underligt?

Sygt

2010-03-22T07:05:00.005+01:00

Det er mig en gåde, hvordan en megamagt som USA kan nøle så længe og være i tvivl om nytten af sygesikring til alle. Hvordan commie-haters og andre vrede, konservative typer ikke kan se ud over deres egen næsetip. Hvordan solidaritet og sikkerhed og støtte kan være skældsord. (I skal slet ikke få mig i gang med de der pro-life-folk. De er jo syge i potten.)

Men! Nu er sundhedsreformen vedtaget, og det er about freakin' time. Så mangler vi bare en regering herhjemme, der tager ansvar for tilstandene i det danske sundhedssystem.

Grunden til, at jeg har ladet blog være blog på det sidste, er netop et længerevarende besøg hos dette system. Jeg har set, hvordan de knokler. Hvordan de mister deres kolleger og skal påtage sig flere opgaver. Hvor nedslidte deres ting og apparater er. Det er en skændsel, mine damer og herrer. Og hvis jeg vandt de der mange millioner, ville jeg fluks donere et par af dem til den afdeling, vi hører til på.

Kontrolpanel til...øh, Sputnik?

Fin seng.

Dynebetræk fra 1976.

En meget moderne fladskærm. Og en videomaskine (!).

Nu kunne man sige, hvis man var irriterende, at hvis jeg vil have en privat sygesuite, kan jeg bare tage min business på privathospital. Men det handler ikke om luksusvalg. Det handler om retfærdighed. Sagen er jo netop, at så længe folk vælger privat, og det gør de i stigende grad, har man bare endnu mere incitament til at lade det offentlige forfalde.

Solidaritet, råber jeg igen!

Mama de luxe

2010-03-11T10:32:00.005+01:00

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det her et billede af luksus. Lydsiden er et dæmpet brus fra verden udenfor, men ellers bare stilhed. Jeg gik på café. Alene. Mens nogen passede barnet. (Jaja, måske fniser du af skrabeloddet, men logikken sagde mig, at hvis jeg nogensinde skulle vinde noget, så skulle det være right then and there i al perfektheden). Jeg gik også til frisøren, og hun grinede af mig, da jeg sagde "Er du overhovedet sådan rigtig klar over, hvor rart det er at få tørret hår?" Men hun har heller ingen børn.

Jeg gjorde faktisk også noget andet. Noget, der forhåbentlig vil resultere i, at jeg ikke bliver så vredladent såret over mit eget udseende næste gang, jeg står i lyset fra et ondsindet prøverum. Jeg er mildest talt ikke sportsmenneske, faktisk kan jeg ikke finde på noget, jeg synes er mere irriterende og latterligt end motion, men nu skal jeg til det. Og Marilyn, som hun ser ud lige der i bladet, bliver min imaginære støtte.

PS: Jeg vandt ikke en fløjtende, men I ved.... held i spil og kærlighed og sådan. Alt er godt.

I dit fjæs

2010-03-07T08:35:00.007+01:00

Undskyld, men jeg skal lige af med noget brok.

Facere. Dem, der med team-sweatshirt fra Unicef, WSPA, Greenpeace, Amnesty og whathaveyou, står frysende og venter på at få øjenkontakt med en, når man møffer igennem byen med sit skrummel af en barnevogn. De hedder facere, for de er in your face som duer på et pølsebrød. Og de bliver mere og mere aggressive. Før i tiden synes jeg bestemt, de sagde "undskyld mig," og blev stående, hvor de stod, så jeg kunne komme til dem, hvis jeg var interesseret i at bruge fem minutter på deres budskab. Nu er der mange, der fysisk blokerer min vej, gerne med armene ud til siden, så jeg er fanget og dermed tvunget til at høre på dem. Det grænser til overfald.

Her burde der komme et lille afsnit, hvor jeg modererer og trækker lidt i land og siger "ja, jeg ved godt, at de velgørende organisationer har det hårdt i krisetider, og jeg respekterer de unge mennesker med dreadlocks og islandske sweatre og ukuelig idealisme for deres hårde arbejde med daglige tilsvininger og frosne tæer", men jeg har svært ved det.

For de er nemlig begyndt at bruge mit barn imod mig.

"Om ti år er rent drikkevand en mangelvare. Vil du sikre, at dit barn har en fremtid," spørger facer 1 og peger ned i barnevognen.

"Vrede er ikke et stærkt nok ord for, hvad jeg føler for politikere. Had er et bedre ord. Og sådan har du det garanteret også. De lader klimaet i stikken. Og dermed også dit barn," siger facer 2 og peger ned i barnevognen.

Så stopper I. Lige nu. Jeg skal fandenfløjteondelyneme nok selv sørge for, at mit barn har en fremtid, jeg kan stå inde for. Det skal I slet, slet ikke komme og stille indirekte spørgsmålstegn ved. Så kan I få en moders vrede at føle, når jeg opflasker barnet med den indstilling, at facere er fandens værk, og at hun skal gå i en stor bue uden om dem, hvis hun ikke vil overfaldes med skam og skyld og påfaldende dårlig kropshygiejne.

Og vigtigere: Jeg giver gerne til en god sag. Men hvordan skal jeg nogensinde få sympati for jeres, når jeres håndlangere giver mig valget mellem at lade mit barn i stikken eller melde mig ind i jeres PBS-ordning?

Gwarr!

Spending time with strangers

2010-03-05T15:56:00.006+01:00

“Spending time with strangers has brought me closer to humanity. When I walk in the street I no longer feel surrounded by anonymous drones. I see people with their insecurities and their vulnerabilities. It has inspired a feeling of being connected to others.”

Yasmine Chatila

Den her fotoserie ramte virkelig noget i mig, især på grund af bølgeskvulpet fra den sidste tids bloggeri om anonymitet, nysgerrighed og fællesskab. Den hedder Stolen Moments og er en række billeder af tilfældige mennesker i deres vinduer i New York.

Foto: Yasmine Chatila

I den tilhørende pressemeddelelse står der:

With the proliferation of consumer spy shops, online social networks and aggressive government legislation that has almost all but erased our right to privacy, we are shifting from a society that fears being watched to one that accepts it as the norm.

Tag et kig på billederne. Bliver du forarget? Genert? Bange for, om der er nogen, der også kigger på dig? Tryg ved det? Rørt? Eller bliver du grebet, som fotografen, af en følelse af fællesskab med humanity? Jeg tror, jeg nåede igennem alle disse følelser, da jeg så dem, og jeg ved endnu ikke, på hvilken jeg er landet.

Under alle omstændigheder er det fantastiske billeder. Jeg vil i hvert fald kigge mere op og ind, næste gang jeg går en aftentur.

Spørgehjørnejørgen

2010-03-04T20:31:00.005+01:00

Jeg har fået en springform.

Nej, en Formspring.

Jeg anede ikke, hvad det var, før min ældste penneven og frontrunner og forbillede udi blogverdenen, Flora Amalie, fik en. (Man kunne sige, at jeg efteraber helt vildt, men jeg håber, hun tilgiver mig, når nu jeg siger sådan nogle pæne ting om hende.)

Formspring er et spørgehjørne, hvor du - ja du - kan spørge mig om hvadsomhelst. Jeg kan ikke påstå at vide, om hønen eller ægget kom først, men jeg er frisk på at svare på det meste.

Så hvis du brænder efter at vide noget om Flo, har du chancen nu. Hvis du altså spørger pænt.

Scroll ned og find en widget ude i siden eller gå herhen.

Anonym

2010-03-02T17:26:00.004+01:00

Blogland har vist sig at være mere givende, end jeg havde kunnet håbe på. Det føles lidt som de gange, ens lærer kom og fortalte, at en skoleklasse i Bagindien gerne ville have danske pennevenner, smækkede en stak breve i bordet og sagde: Hvilken én vil du så have?

Et tagselvbord af eksotisk fremmedhed, følelsen af galoperende nysgerrighed, chancen for at skrive selvportrætter uafhængigt af whatever status i klassen, man nu havde. Være sig selv, eller være en superhelt - alt afhængig af dagsformen - men under alle omstændigheder have muligheden for også at være lidt eksotisk derude i provinsen.

Jeg har valgt at skrive hele blogbaduljen i mit navn. Mit levebrød er at skrive, så det gør jeg. Som mig selv, så folk kan se, at jeg er i live. Men der er mange, der gør det helt omvendt. Flere på blogroll'en er anonyme mennesker, personager, karakterer, selvbilleder uden navn.

Og så er det, jeg tænker: Hvorfor? Der er den åbenlyse: Jobhensynet, hvis man nu gerne vil brokke sig over chefen - noget som jeg ikke har anledning til, for jeg er min egen chef these days, og kan kun brokke mig over mig selv. Der er sikkert også tusind andre gode grunde, som f.eks. netop at ville være en superhelt, en antihelt, eller bare dyrke et alter ego. Men det føles lidt mærkeligt at stå nede i Netto eller gå en tur på gaden og tænke "okay, ham/hende der kunne godt være xx eller yy fra blogland."

Hvad er din grund? Får du aldrig lyst til at råbe "her er jeg, det er mig, se mig, se mig!" ?

Er det et dumt spørgsmål? Er der noget, jeg overser her?

Hilsen
hende den nysgerrige

Klichéfest

2010-03-01T18:19:00.008+01:00

Så er den gal igen. Det har den godt nok været længe. Der er vist bare langt mellem både indlæg og snapse i Dineren for tiden, og det her såkaldte forår gør det ikke bedre. Men her er der lidt at kigge på for dem, der ikke endnu har taget deres business andetsteds hen.

Men vi ved jo at...

...og at man må tage det ene med det andet.

Det sagde hende her også i går...

Og jeg er ikke den eneste, der bruger sproget dårligt i dag.

PS: Det der med forår bider ikke på mig før engang i maj. Bleg sol, blege arme, blegt næb. Not my idea of a good time. Næ, giv mig en julinat og grillhygge og en solsort, der flipper helt ud af bare glæde. Dét er årstid, der vil frem.

Dumt

2010-02-25T10:36:00.003+01:00

I disse Paradise Hotel-tider, hvor ung, solbranket og dum som en dør er kvindeidealet i visse samfundslag, græmmer jeg mig helt ind i min lille halvstuderede sjæl, når jeg ser en reklamekampagne som den her:

Ja, reklamemennesker - det er sjovt at gå mod strømmen med et overraskende slogan og tage pis på dem, der siger undgommen er dum som snot. Men mellem linjerne står der også noget temmeligt sørgeligt om måden, man når en køberskare på, og noget om, at det stadig åbenbart ikke er smart at være klog (selvom alle render rundt med latterligt store nørd-briller). Åh, hvor det irriterer mig, og så kan I værsgo kalde mig Fru Møghe og råbe "stol ikke på nogen over 30". Jeg bliver så træt af den slags.

Det vil måske bare altid være sådan, at de dumme og de lækre dominerer sendefladen, mens dem, der rent faktisk har læst en bog om noget, er dem, der tilrettelægger lortet. Go figure.

Nå, moving on. Dumhed er vist dagens tema, for når service/trusselsmeddelelser ser sådan her ud, så har man altså ikke særligt høje tanker om sine (cyklende) kunder:

Der er også det med de dumme, at de altid vil mobbe de kloge. Og de kloge vil tage hævn senere i livet. Men på barnestadiet er hierarkiet stadig brutalt til fordel for dem, der er dumme nok til at skrive sådan noget her på væggen i gården:

Så er det godt, man kan få finpudset sin paratviden i det nærmeste Snapple-låg.

Mindesten

2010-02-19T11:41:00.005+01:00

For nogle år siden snakkede jeg med mine forældre om, at de var lidt paf over at se sig selv på museum. I den forstand, at der var en masse programmer (sikkert på DR2) om deres ungdom og oprør og musik og opvækst og jeg skal give dig. Og selv om det ikke er det samme, kan man godt få lidt den samme følelse, når man får "90'er-bogen" i fødselsdagsgave af selvsamme forældre. Jeg har ønsket mig den, siden jeg så den i boghandlerens vindue omkring jul, men da den først lå på mit bord, kunne jeg godt mærke, at det var mystisk at være blevet retro. En mindesten er rejst over min ungdom, og det må jo betyde, at den er forbi.

Ikke desto mindre er det en fantastisk skæg bog. Kan I f.eks. huske dem her? Billedteksten er noget med, at de var en god undskyldning for at røre ved hinanden. Præcis.

Åh, hvor så jeg Natural Born Killers mange gange. Jeg havde også sådan nogle runde, røde briller.... men det var faktisk mest på grund af Janis Joplin.

Alanis havde fat i den allerlængste ende. Seriøst, jeg tror ikke, nyfeminismen var blevet cementeret uden den plade. Hos mig, i hvert fald.

På min ønskeliste stod også kærestetid uden barn, og det fik jeg. Med oversize rejer og frisk limonade. Jubi!

(Apropos rejer, så lå de her i køledisken nede i Brugsen. Er det kun mig, der stejler helt vildt? Hvis I skal fortælle mig, at jeg "rent faktisk" skulle tage at købe jeres produkt, så har jeg da lige præcis tænkt mig ikke at gøre det!)

....og så var jeg i øvrigt ikke den eneste, der blev fejret:

Hurrarh!

For huun er så ung

2010-02-15T17:07:00.003+01:00

Mens pausefiskene har svømmet den sidste uges tid i Dineren, tikker uret langsomt henimod torsdag. Min fødselsdag. Dagen, hvor jeg bliver 31.

Jeg kan godt sige jer, oh mennesker både på den ene og anden side af dette alderstal, at det føles værre end at fylde 30.

Da jeg fyldte 30 var jeg nygift og gravidtyk på den søde måde og kommet i mål på mange lange løbebaner, om man så må sige. Det føltes godt at blive 30. Voksent, roligt, spændende, accomplished. Jeg hånlo af dem, der havde 30-årskrise. Jeg havde 30-årsfred.

Men 31.

Enåtradve. Det bærer på en helt anden måde præg af at være på vej ind i ukendt land. Op ad en stige mod et loftsrum, man ikke aner, hvad indeholder. Når man stikker hovedet op af lugen kan der jo være alt muligt skrammel, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Okay, det er en ikke særligt velfungerende metafor, men kan I følge mig? Alt det her liv, jeg har tilbage, hvad skal jeg fylde det med, hvad venter mig, hvordan sikrer jeg mig, at det ikke løber løbsk - eller værre: står i stampe? Kan jeg holde hjertet rent? Kan jeg navigere?

Dét, og så det faktum, at min næste runde fødselsdag vil blive 40.

Wohlbefinden

2010-02-11T13:41:00.003+01:00

Jeg er syg og snottet.

Og der har været rigeligt drama den sidste tid.

Derfor er her stille.

Beklager vældigt.

God weekend.

Hold så op med at kalde mig en -ista

2010-02-06T08:49:00.003+01:00

Elektronista. Et nyt begreb, som skal dække over teknologiglade kvinder; altså kvinder, der elsker teknologi/gadgets på samme måde som en fashionista elsker mode. Illustreret med stockphotos af stylede kvinder i jakkesæt, der sidder og jubler foran en bærbar i skrædderstilling.

Come on!

Nu må det fandme snart stoppe med den damebladstendens. Alting skal have en betegnelse, som skal vise den kvindelige styrke ved det, for det må endelig ikke være sådan, at nogen andre (måske mænd, gisp) sad som majoritet på dén tendens. Nej, så lad os give den et navn, der ender med "...på høje hæle." Eller noget i den dur.

I mean no harm. Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Jo. Men. Der er vist også et baglokale for kvinder, der blindt accepterer andre kvinder, fordi de er kvinder som ævler om kvinder. Og vice versa med mænd.

Jeg er sådan en, der elsker min Mac, mit kamera og min mobil og whathaveyou. Jeg er ikke skræmt af at skulle klikke på noget eller geninstallere noget. Jeg bliver fascineret af dimser og gadgets langt ud over rimelighedens grænser. Men jeg gider ikke være en slags -ista af den grund. Jeg føler ikke noget behov for at være med i en klub. Endnu en klub. Med damer i.

En anden ting er, at disse kvinders døtre sgu da er ti gange mere garvede udi teknologi. Derfor virker konceptet en anelse dødt i sværen allerede.

Og hvad er forbrugerpespektivet? En elektronista er imod lyserøde produkter, fordi de taler ned til den kvindelige købers intelligens - altså, at man ville købe en gadget, bare fordi den var lyserød, og ikke se på dens funktionalitet. Fint. Men hvilken slags markedsføring regner man så med til klubben af elektronistaer? Køb en laptop og få en bæredygtigt produceret computertaske, et jakkesæt med brede flipper og noget chai-te med i købet?

Lookalike

2010-02-03T08:36:00.012+01:00

For nu lige at være enormt krydsreference-agtig, så har du sikkert også opdaget, at der er lookalike-uge på Facebook. Det er der i hvert fald andre, der har.

Problemet er bare, at der aldrig rigtig er nogen, der har sammenlignet mig med nogen kendte. Engang påstod en eller anden, at jeg lignede Kelly Taylor, men det var i 8. klasse og løgn. Måske et forsøg på flirt, som jeg ikke fattede, fordi jeg ikke fattede den slags.

Jeg blev faktisk pissefornærmet, fordi Kelly har kommodeben og er sur hele tiden. Okay, måske ikke lige her.

Der er dem, der mener, at det er fordi, mit fjæs bare ligner mig - og en pige, der rent faktisk ligner Scarlett Johansson i Lost In Translation (!), mener, at det er fordi, jeg er så celeber i mig selv, at folk ligner mig, ikke omvendt. Jeg griner i mit skæg. En enkelt foreslog Julianne Moore. Men det er nok bare fordi, hun er rødhåret, og i øvrigt er hun jo en str. minimal og har en tilsvarende lille næse. Hvilket jeg så ikke har.

Nogle gange ligner jeg jo bare Flo herself:

Men...kvinder husker komplimenter som elefanter husker...øh, gode vandhuller, ved I nok. Og en morgen for længe siden sagde min søde mand, at jeg lignede Rita Hayworth. Jeg bed så meget mærke i det, at det stadig gælder. Sådan er reglerne jo!

Så lad mig svælge i den vage lighed med dette skønne kvindemenneske...

Sandheden, however, er nok mere noget i den her retning...

En tidlig Sanne i orange heldragt.

Hæ hæ hæ...det var sjovt.

A little love

2010-02-02T08:28:00.009+01:00

Jeg markerer ikke Valentine's Day, som oprinder om en fjorten dages tid. Jeg synes, at det i bund og grund er noget fis, at man køber roser til sin elskede, fordi blomsterhandleren siger det. Der må være andre grunde og andre dage at gøre det på.

Men i disse dage synes jeg at have brug for kærligheden mere end sædvanligt. Brug for, at den manifesterer sig, og at mennesker er der for hinanden. Verden er et barsk sted.

Så fandt jeg disse gamle kort og smeltede lidt.

Jeg har fundet dem her og her. På de to sider er der links videre til mange andre fine vintage Valentines kort, hvis du skulle få lyst til at sende et til nogen.

Se, rødt!

2010-01-30T12:50:00.004+01:00

Tak for advarslen. Jeg går lige den anden vej, så.

Typisk, mand. Når man har pillet mærket af for at lure prisen, så får man bare det her...

Min kat den danser tango..?

Flere talentfulde dyr! Forstår ikke, den ikke må komme ind, det ville jo være en sensation med sådan en hund. Er der i øvrigt ikke en Gnags-sang med en hund, der ryger cigaretter?

Jow jow. God lørdag. Så fik jeg da lige læsset dét af.

Count your blessings

2010-01-28T17:08:00.003+01:00

Fuglen og den dagpengefattige skal også være fin. Eller hvordan det nu er. Påfuglehårspænde, god til rødt hår og en lille fjer på.

Hyacint i vindueskarm. Er pænt, forårsagtigt og dufter som om, her lige er gjort rent. Ahem...

Den sødeste halvårsfødselsdagsgave, en viol(a)kop til moderens kaffe indtil barnet bliver gammelt nok...

Og så et trefoldigt for Superbest og deres nye americana-import-fluff-stuff...

.
Fluff! Fluff! Fluff! Og så det lange: fffffffffffffff

Tingfinderting

2010-01-27T09:25:00.006+01:00

Da jeg var lille, elskede jeg Pippi Langstrømpe. Det gør jeg sådan set endnu. Dengang identificerede jeg mig med hende på et plan, der intet har at gøre med nutidens/voksenhedens blik på Pippi - I ved, det feministiske barn, outsideren, rebellen, overleveren, alt det dér - men helt barnligt konkret, fordi hun var 1) rødhåret og 2) tingfinder. Alt det andet forstod jeg først senere, og så passede spejlbilledet ikke nær så godt længere. Lidt måske.

Jeg var og er nemlig lidt af en tingfinder...

Derfor elsker jeg Found Magazine. Nogle af jer har måske klikket på linket her ude i siden, andre gider måske snart ikke høre mig ævle om det mere. Men for hulan. Found Magazine er en samling af opsamlinger, helt bogstaveligt talt. Folk, der finder tilfældige noter, sedler eller billeder, sender dem ind, og så kan man få lov at kigge med. Det er nogle gange rørende og altid skægt. Synes jeg.

Faktisk gik jeg forbi et tabt postkort den anden dag, som jeg ikke samlede op, og jeg fortryder det virkelig nu. Jeg nåede at se, der stod "Kære mor" med sirlig skrift i rød kuglepen. Åh, hvor ville jeg gerne se, hvilken hilsen, mor skulle have, men måske aldrig fik?

Apropos spildte chancer, kender I så det med at fortryde, man ikke tog et billede? Jeg har sådan en indre liste over fotos, jeg skulle have taget, som jeg kan gå og ærgre mig over - og heldigvis bruge den ærgrelse som benzin til at få kameraet op af lommen, når jeg ser noget, der skal foreviges. Et af dem var ved et center for spiseforstyrrelser, hvor døren åbenbart smækkede, så nogen havde klemt en gaffel ind for at holde den åben. Meget poetisk.

Og så lige et skønherligt link, hvor man kan hente Pippis Malebog og selv farvelægge Ingrid Nymans fantastiske tegninger. Her.

Skræk og rædsel

2010-01-26T06:46:00.006+01:00

Man bliver holdt til ilden af det her bloggeri, skal jeg love for. Jeg har fået en udfordring af Det Forkromede Overblik, og før du tænker, at det lyder som noget metafysisk, så kan jeg berolige med, at det blot er en anden blogger, som jeg ikke ved, hvad hedder. En mandlig blogger (Hvad!? Findes de? Lever Elvis så også endnu?), som har skrevet et fedt, detaljerigt indlæg om alt det, man er bange for. Som barn, som teenager, som voksen. Og nu vil dette Overblik så gerne vide, hvad mine fobier er. Om jeg tør skrive om det?

Så jeg har tygget på min egen angst, om man så må sige, og kommet frem til, at det sgu da er et helt vildt personligt spørgsmål. Først blev jeg lidt paranoid. Hvorfor vil han vide det? Jeg skal i hvert fald ikke udlevere nogle farlige nøgler til folk, så de kan skræmme mig fra vid og sans. Men så blev jeg lidt mildere stemt. For jeg tror, vi alle sammen deler en del fobier. Eller ting, vi behændigt og i stilhed undgår, fordi de ikke liiige gør os specielt trygge.

Så here goes. Fies 3 fobier:

Universet an sich. Jeg får det faktisk dårligt at af se sådan nogle HD-agtige astronaut-tv-programmer om planeter, solsystemer og sorte huller. Hvor andre sidder helt ude på kanten af stolen og synes, det er det smukkeste, mest mindblowing, de kan kigge på, så har jeg mest lyst til at finde en at holde i hånden - eller stikke fingrene i ørerne og råbe lalalalala meget højt. Uendelighed? Sort, sort, sort uendelighed? Ja, jeg kan altså ikke finde på noget, der er mere scary end det. Så jeg går lige ud og laver kaffe, mens du ser det der...

Højder. En fobi, jeg deler med ustyrligt mange andre, men som ikke desto mindre er virkelig væmmelig. Højdeubehaget inkluderer også en vis flyskræk. Så sidder man der med intet andet end plademetal mellem sine fødder og tusindkilometervis af sugende, hvid luft. Det handler ikke om motorstop eller fulde piloter eller Bermudatrekanter. Det handler om højde. Mange har sagt (med hovedet medfølende på skrå og et let overbærende, pisseirriterende smil), at "sådan har de det da også, når flyet letter og lander." Jo tak, men jeg vil bare gerne ned. NU.

Gyserfilm. Arh, Fie, det er jo meningen, man skal blive bange! JA. PRÆCIS. Derfor lader jeg kategorisk være med at se dem. Den sidste, jeg så, var Excorcisten på en dårlig VHS-kopi for mange år siden, og i dag kan jeg ikke engang skrive E-ordet uden at min puls stiger. I fjorten dage efter kunne jeg ikke sove, uden lyset var tændt. Sidste år blev jeg dog lokket med ind at se "Børnehjemmet" af ham der med Pans Labyrint. Hvorfor jeg sagde ja, er beyond me. Titlen alene, altså. Ja, det var så mig, der decideret skreg i biografen... Under denne kategori må også gå Lars von Trier som sådan. Nej, det er nok egentlig mere vrede, jeg føler for ham. Måske er han genial. Måske er han en komplet ragende vanvittig sociopat, der elsker at få folk til at gå ud af deres gode skind.

There you have it. Bestod jeg?

Udfordringen skal sendes videre, så... Natascha, Linen Ud og Grahvad, er I friske?

Søer og sol

2010-01-25T19:21:00.003+01:00

Min yndlingsskulptur, som hedder Siddende Unge Mennesker, tror jeg. Nogle gange synes jeg, det ser ud som om, de er ved at gå fra hinanden, andre gange diskuterer de noget meget alvorligt og andre gange igen sidder de bare og hænger ud og er unge. Skulpturen er fra 1942, så mon ikke den er besættelsesrelateret? Man binder os på mund og hånd.

Så pænt det er, og mærkeligt. Jeg ved godt, at der ikke er mere vand i søerne, end man kan stå på bunden og kun få våde bukser, men en barnevogn på isen, alligevel..? Til sommer er der ingen, der vil fatte, at man bare kunne vade henover det hele.

Hvem der bare havde en kælk og en flyverdragt og var ti år gammel...

Hende her talte ikke særlig pænt til sin mand, og sagde: "Ole for helvede, vi skal da ikke have cyklerne med ud på isen." Ole svarede: "Jo vi skal, kom nu." Damen sagde: "Det er da åndssvagt." Og så fulgte hun efter Ole, som straks satte sig op på sin saddel og red ud i solnedgangen.

Det var lidt synd for Ole, men han nød da sin iscykeltur.

Fårk

2010-01-24T11:39:00.002+01:00

Der er åbenbart noget, der sådan lidt ironisk kategoriserende hedder Mommy Blogs. I ved, blogs forfattet af halvfrustrerede halvkreative mødre på barsel uden andet at tage sig til. Der er åbenbart også noget med, at blogging er ved at være håbløst passé (som det jo sker, når alt for mange almindelige mennesker synes, noget er interessant). Og der er åbenbart også noget med, at der findes en gammel bloggergarde, som var med fra starten, og som sidder og udbreder sig hånligt om den drejning, det hele har taget, som de to gamle mænd i Muppet Show.

Fuck det. Helt vildt meget.

Jeg er sur i dag. Har haft en lortemorgen med barn, der ikke ville holde mund. Er på 2. døgn uden et bad. Kan ikke rumme søndagsrengøring, for der er alligevel møgbeskidt igen i morgen. Er træt og i dårligt siddende hjemmebukser, der trænger til at blive vasket. Burde tage tøj på og gå ud i solskinnet og købe ind og trille med vogn og nyde det ihogåh så meget. Og så freaking videre.

På gaden

2010-01-22T07:23:00.005+01:00

Det er ikke fordi, jeg skal til at være den nye Edel Hildebrandt, men det her er altså lidt sjovt.

Det minder mig om min absolutte favoritrubrik nogensinde, som blev indrykket troligt i årevis mellem Politikens personlige annoncer omme bag i avisen. Den lød:

Exhibitionister: Hvordan kan vi finde hinanden?

Ja, hvordan tror du?

ET VIGTIGT PS: Apropos hjemløse, så er det i dag, der er tøjindsamlingsevent på Rådhuspladsen mellem 17-20. Jeg skal derind med en stor pose, og det synes jeg også, du skulle tage at gøre, hvis du har huer, vanter, soveposer, sweatre eller støvler, du ikke bruger.

Se mere om det her. Der er også indsamling andre steder i landet.

Boom boom skrid

2010-01-20T08:45:00.003+01:00

Ikke for at være den irriterende orddiktator (okay, så lidt da) - men hvad i alverden er det med folk og sammensatte navneord? Det er efterhånden en sjældenhed, at man på skilte i sit supermarked ser andet end "karry suppe", "bedstemor boller" og "let mælk" til salg. Træk sammen, blev der sagt! Hvis det absolut er nødvendigt, må du gerne bruge et lille fuge-s eller en bindestreg. Men for filan altså...

Tænk, at man kan hidse sig op over den slags. Oh well.

Den her er fra Rema1000. Det underligste er, at de ikke også har skrevet "camping vognen" og "værk stedet"..

Apropos sprog og den slags, så faldt jeg over den her på politiken.dk, hvor de jo altid er klar på en historie, der lugter lidt af noget med Dr. Livingstone og National Geographic og eventyr i khakibukser, I pressume.

Aber har åbenbart et sprog, man kan afkode. Boom boom, siger jeg bare.

Abeordbog:

'Boom': Pas på, en gren falder, flyt dig!

'Boom-boom': Kom her

'Krak': Pas på - en leopard!

'Krak-oo': Pas på (generel advarsel)

'Hok': Der er en stor ørn deroppe

'Hok-oo': Noget bevæger sig deroppe

'Boom-boom, krak-oo, krak-oo': Pas på - faldende træ

'Boom-boom, hok-oo krak-oo hok-oo': Vi er i nærheden af en anden abeflok

Kilde: The Independent/Politiken

Kvinder og mad

2010-01-16T15:09:00.003+01:00

For nylig bestilte jeg noget rismel fra en helsebiks, så husstandens mindste dame kunne få sig noget grød. Og fik den her med i købet. Selvom det kunne se ud som om, folderen beskriver den afbildede yndige, slanke dame, handler den bare (!) om et fakir-agtigt liggeunderlag.

På Vesterbro er der imidlertid ingen tvivl om budskabet.

Godt man har en mand, der laver den her slags til en.

Måske ender jeg ligefrem med at ligne hende her bogormen fra Nansensgade. Hun er da også noget sundere at se på end den svenske sømjomfru.

Løsninger

2010-01-14T13:16:00.004+01:00

Nogle gange har man brug for hjælp til at løsne en hårdknude. Sådan en, der er strammet fra flere sider til en led, lille kugle, som man ikke kan få op, om man så slider alle sine negle ned. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig med ekstra hænder. Og hvis det ikke rækker, er deres tilstedeværelse en lille løsning i sig selv. Jeg skal nok få min knude op. Eller måske lære at holde af den. Med tiden.

Ellers kan man jo få sig sådan en postkasse og så bare se, hvad der kommer..

Meta-pseudo-anti-hed

2010-01-11T06:33:00.008+01:00

Ehmm, du vil se et af mine ar, siger du? Sådan et rigtigt et på kroppen?

Jeg blev tagget af velskrivende, vel-værende Anne, fordi jeg plejer at være god for billeddokumentation og skæve vinkler i antinormaliseringens navn. Tusind tak, jeg bukker og smiler og er superglad for, at der er nogen derude, der gider synes noget om mig og kræve noget af mig i denne gode sags tjeneste.

Men selv om jeg måske er et kuriosum, får I altså ikke mine ar visualiseret i nogen som helst (foto)vinkel. Jeg har ar - men det har alle. Derfor, når de første par røverhistorier er fortalt, holder det lynhurtigt op med at være anti og begynder at blive kopi. Desuden føles det en anelse for intimt. Håber ikke, I synes, jeg er hende den sure nu.

Så derfor - i antinormaliseringens navn - kan I værsgo få noget andet. Et billede af den morgenmad, jeg lige nu gumler på. Vi havde ikke mere brød eller musli eller havregryn, så nu bærer jeg julen ud. Eller æder den ud, om man vil.

Dude

2010-01-09T18:11:00.009+01:00

Nogle gange oplever, læser eller tænker jeg på noget, som intuitivt er godt blogstof. Når jeg sætter mig ved computeren, vælter ordene ned på skærmen helt af sig selv, og det hele giver mening. Andre gange er jeg komplet blank i dagevis og synes, at intet i verden er interessant. Overhovedet.

De sidste dage har været lidt et limbo mellem de to tilstande. Ovre på Emmes Weblog læste jeg en række gode råd til den stagnerede blogger, som virkelig ramte plet - en af dem er, at man skal have en god linkpusher, som altid kan levere inspiration. Og da vi i går sad i sofaen med thai-take-away* og The Fabulous Baker Boys i fjerneren, benyttede jeg lige lejligheden til at (gen)finde Jeff Bridges' hjemmeside, som er ret så fantastisk og fin.

Manden har åbenlyst en del flere talenter end skuespillet. Musik, fotografi, doodles, tegninger og en masse små observationer, empatiske holdninger og uhøjtidelig selvpromovering. Hvis jeg var stjerne, ville jeg være som ham. Hjemmesiden er lidt et kaos i orden - der bliver ved med at dukke små tegninger op, man kan klikke på og komme videre til noget andet pudsigt eller interessant. Gad vide om han sidder og sætter det hele op selv?

(tegning af Jeff Bridges)

Han linker til sin mor (en tegning, hvor der bare står "mom"), han linker til gadekunst, musikere, gode sagers tjeneste, film, han er med i, fjollet merchandise...alt muligt.

(tegninger af Jeff Bridges)

Under kategorien stuff er et sandt linkbonanza. Nogle af dem har jeg set før, men der er også nye fine ting, som f.eks. en samling af tongue twisters fra hele verden. Vidste du måske, at det var svært at sige "hvor er dine høns, bror?" på swahili? Kale kakuku kadogo ka kaka kako wapi kaka?

Eller hvad med disse fantastiske billeder fra et fængsel i Arkansas
Måske er selveste The Dude min linkpusher? Who knew..?

PS: Kender I i øvrigt det med, at en håndskrift nærmest er bedre end et førstehåndsindtryk? Jeg kan ikke lade være med at synes, manden må være rar og sjov og god, bare ved at se på hans fine håndskrift. Sådan har jeg det også med min egen mands skrift. Jeg kan få hjertebanken bare af at se på den.

*Jeg bestilte noget, som hed Bet Phat Prick, efter at have grinet i et par minutter. Det var and med chili og basilikumsnask, så det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide det, men man er jo noget spændt på, hvad og hvem der kommer til ens dør, når man bestiller noget med det navn. Vi forestillede os en stor fyr med en virkelig dårlig attitude - sådan en, der enten siger "her har du din mad, spade," eller møver sig ind i gangen og siger, "nå, hvasså dér, jeg bliver lige og spiser med, ik". En bet phat prick.

Overneger

2010-01-04T15:40:00.002+01:00

Jeg faldt over en børnebog i dag. Du kender den sikkert, og den er sikkert ikke anderledes end andre børnebøger fra omkring 1945, men jeg fik et chok alligevel. Tænk, at det ikke er længere siden. Så tror da filan, at det er svært at tale om race og etnicitet på en ordentlig måde i det her land. Det er altså ikke for at spille frelst. Jeg blev bare helt paf.

Tjek lige, hvad bogstaverne består af..

Nårh, det er synd for Rasmus, der er blevet sat i Københavns Zoo og savner sit eget land.

Det er jo ren Tintin i Congo, det her.

Ja, for sådan bor en rigtig overneger.

Undskyld hvis nogens ophavsret er krænket. Men bum.
Man kan altid købe bogen her.

Nytår med baby 1.0

2010-01-03T07:45:00.007+01:00

På utallige opfordringer, der kan tælles på én finger, afslører jeg hermed, hvad jeg havde på nytårsaften!

Lilla hyggebuks, uldsokker, sort overdel (der med lidt anstrengelse kan klassificeres som en kjole) og min mands hættetrøje. Og mascara. Hvabehar?

Den eneste, der var tilnærmelsesvis fin i tøjet var den lille, og hun pyntede sig oven i købet med grødklatter. Vi introducerede hende for serpentiner og sæbebobler - sidstnævnte faldt i bedst jord, førstnævnte var vist bare for krøllede til at stoppe i munden, og så går det jo virkelig ikke.

Lange Grethe talte, mens vi fik en hindbærbrus og nogle Bugles...

...og så en god bøf og et par glas vin ved to lys på et bord. Så gik jeg i seng. Og blev vækket lidt over 23 med champagne. Det var vildt at skulle vågne, men der var dyne i sofaen og 90 års fødselsdagen i fjerneren (og fest hos overboen), så det var svært at modstå.

Klokken midnat kiggede vi på fyrværkeriet over byen. "Jeg har en cigaaaaaarggghhhh" var det sidste, jeg hørte en pige råbe, inden vi lukkede og slukkede.

Så! Ikke mere raketsnak. Nu tager vi hul på et nyt år.

Historien om et årti

2009-12-30T06:00:00.001+01:00

Akkeja. Endnu et år er gået, og man sidder atter her med julefråde i mundvigene og lytter til alle de kanonslagselskende utålmodighedsramte drenge, der farer rundt i parken.

Man burde måske evaluere 2009, men det har været så følsomt et år, så det tror jeg nu hellere, jeg vil gøre med mig selv og dem, der var med i virkeligheden.

Til gengæld er der jo det utroligt mærkelige ved dette årsskifte, at vi drejer om hjørnet til et nyt årti. 00'erne er slut, og jeg synes sgu nærmest lige, de var kommet i gang. Jeg læste en eller anden artikel, hvor påstanden var, at man altid ser med størst melankoli og længsel på det årti, hvor man gik ind i sine 20'ere, uanset, hvor gammel, man er. Man synes altid, at verden var smuk og spændende lige dér, og at alt, der kom efter, ødelagde den med sin kynisme og voldsomhed.

For mit vedkommende var det 1990'erne (med nød og næppe) og dermed blev 00'erne de barske år. Det passer lidt, og så alligevel ikke. Men i virkeligheden er det jo blot et udtryk for, at man bliver voksen.

Hvorom alting er (note: bør komme på listen over dødsirriterende udtryk brugt i 00'erne, sammen med "på sigt"!) - så evaluerer jeg hermed årtiet med ét billede fra gemmerne for hvert år.

I år 2000 havde jeg ikke noget digitalkamera, men det havde min far. Fie 21 år:

I 2001 var alting voldsomt, som jeg husker det. På introtur i bedste lejrskolestil med danskstudiet kom nogen pludselig farende og sagde, at World Trade Center var ved at styrte sammen. Vi stod omkring en bilradio og måbede og troede nærmest, at krigen kom nu. Jeg ville bare hjem, kan jeg huske. Der var også noget med et folketingsvalg, der endte på den forkerte side af det politiske barometer (eller var det året før/efter?). Jeg husker at cykle gennem sne på vej hjem fra valgaften i fjernsynet og tænke, at nu går det hele da helt ad helvede til. Jeg husker også - og jeg er sgu ked af at indrømme det - at jeg stod af en københavnsk bus i panik for en mand, der så så sur og langskægget ud, at jeg blev virkelig bange. Det skete kun en gang dog, og jeg slog mig selv i hovedet indtil den næste bus kom. I 2001 havde jeg stadig ikke noget digitalkamera. Men jeg gemte et par billeder fra New York på min harddisk (foto fra Politiken).

I 2002 boede jeg det dejligste sted, jeg har prøvet i byen - af de ikke færre end 11 steder, jeg har nået i min karriere som københavner. Bdr. Soldenfeldts Stiftelse ved søerne på Ryesgade, hvor der kun måtte bo unge piger og gamle damer. Jeg havde det fineste gamle køkken og delte ét bad med jeg ved ikke hvor mange piger. Jeg kan stadig tage et bad på lyntid. Tjek i øvrigt lige datamaten på mit skrivebord...

I 2003 købte jeg den her falkefuglsskulptur, da en af mine nærmeste var meget syg, og det hele var famlen i mørke. Jeg havde ikke råd til at købe kunst på SU, men jeg gjorde det alligevel, for jeg tror, jeg identificerede mig meget med dens blindhed. Kan ikke huske, hvem der har lavet den, men den hedder "Blind date".

I 2004 var jeg i praktik på Fagbladet Sygeplejersken, mit første "rigtige" journalistiske job, og fra deres daværende lokaler på Strøget kunne man sidde på første parket til Frede og Marys bryllup. Jeg tog en hel masse billeder den dag, bla. det her:

2005-mappen er fuld af billeder med sol på. Det var åbenbart en varm sommer, hvor jeg besøgte ukristeligt mange mennesker og var på rejse og på tur og jeg skal komme efter dig. Det var også året for en reunionfest med den gamle folkeskole, men det ville være unfair at lægge de billeder ud her, mildest talt. Jeg tror nok, jeg kæmpede med min forsinkede dansk-litteratur-bachelor-opgave på det tidspunkt, men jeg har lykkeligt fortrængt det. Der er ikke noget ondt at sige om 2005, bortset fra noget solskoldning:

2006 var på mange måder et sidste år. Sidste år på RUC (thank God for det speciale, aldrigaldrigmere), sidste år på SU, sidste år med Urban i Pilestræde. Avisen flyttede til ydre Østerbro, jeg fulgte med, og gik fra menig studerende korrekturlæser til menig redaktionssekretær og forvirret freelancer. Pengene rullede bogstavelig talt ind på en måde, jeg aldrig havde oplevet før, og mit forbrug tog himmelflugt. Selv flygtede jeg ofte til den nærmeste bar med mine kolleger, men den historie har I vist hørt. Her et typisk mobilbillede fra Pilestræde. Øl, dårlig vinkel, sen nattetime.

2007 var crash-and-burn-året på mange punkter. Og det var Roskilde i det mest groteske regnvejr. MEN! Det var frem for alt året, hvor jeg var så heldig, at ham her også gerne ville have mig:

2008, hvad kan jeg sige om dig? Du var fuld af lykke og flytten rundt og læggen planer og bliven gift og gravid. Nyt job på et magasin havde jeg også, og i den anledning noget færre millioner at rutte med, skulle jeg da hilse og sige. I det hele taget var alting så anderledes, at det faktisk føltes, som om jeg allerede dér gik ind i et nyt årti. Året var som en slikbutik i New York, hvor man får en bøde, hvis man brokker sig, for der ER bare ikke noget at brokke sig over (øh, hej mærkelige sammenligning... men vi var i hvert fald i NY på bryllupsrejse...)

2009. Om året, der lige er gået, er der jo kun én ting at sige. Viola.

Godt nytår, alle sammen!

Snehvide

2009-12-29T09:48:00.003+01:00

Mens vi stener i de her mellemmadsdage, og venter på at kalenderen skal vende, kan jeg da lige gøre lidt reklame for en julegave, jeg gav mig selv i år. Altså ikke Mac'en, men Snehvide:

Kan I i øvrigt huske den panik der var, sidste gang, vi skiftede årti? Y2K-angsten virker virkelig gammeldags nu.

Klip

2009-12-26T08:44:00.003+01:00

Snetilfredshed

Hjortetrafikknudepunkt

Marshmallowmexikaneren og snemand m. fortjenstmedalje

Juletræspynt: Oldemors brillestel, en nøgle og en spætte

The bird is the word!

Gave

Tider skal komme, tider skal henrulle

2009-12-23T13:10:00.001+01:00

Se nu lige her. Det første er fra sidste efterår, det andet er fra i går.

Forskellen er ikke bare sne og tid og blade og græs. Inde i huset, bag vinduerne, er der nu et barn på fem måneder og en ægtemand, som hører til mig. Et par forældre, som nu er bedsteforældre. Julegaver med et navn på, der ikke fandtes sidste år. Sidste år sad jeg med kvalme og lille topmave og alkofri øl midt i juleanden, og vi snakkede om, at der til næste jul ville være en mere ved bordet.

En lille drønnert, der spiser rismelsgrød og hamrer en stor grødske ned i bordet, så det siger ka-brag klokken otte om morgenen. Og som skal have røde strømpebukser på i morgen. Og som ikke fatter en dyt af, hvad det der med juletræ er for noget.

Der har altid været én julesang, som kunne få min stemme til at bævre, og det er "Dejlig er jorden". Slææægt skal føølge slægters gang.

Glædelig jul!

Ring-a-ling-a-ding-dong!

2009-12-18T18:47:00.000+01:00

Tre af mine mest yndlingste yndlingsjulesange er, hvad der er i strømpen i dag. Det er beklageligvis dårlige videoer fra YouTube, men lækkerlækkerlækker julestemning. God weekend til alle - og husk æbleskiver.

Ding-dong-ding! Det kan godt være, det viste sig, at Phil Spector var en værre forbryder, men det her er altså wall-of-sound juleguld.

"But if you really grab me tight, all the way home I'll be warm...". Åh, Dino...

Rootbeer, anyone? Nej, det er ikke den, men den rigtige med Brenda Lee og en heftig sax...

Ceci n'est pas une blog

2009-12-17T19:03:00.000+01:00

Nu har jeg meldt mig på det der blogtoppen. Jeg ved sådan set ikke rigtig endnu, om det gør noget godt for mig, men jeg må som det første da hellere få røveren med mig og skrive et eller andet, der ikke er fra sidste uge.

Jeg ved ikke helt med den der blogtop. Er sådan lidt tvært begynderskeptisk. Jeg synes egentlig, at charmen ved det her gensidigt dynamiske lure-udleverings-blogunivers er, at man skal gå på vildskud for at finde de gode bidder. Som jeg før har brokket mig over, er der efter min mening alt for mange ens blogs derude - ikke kun fordi, vi er for dovne til at omgås Bloggers skabeloner - men fordi, der sgu skal noget til, før man skiller sig ud. Gør jeg det? Aner det ikke.

Sygdom og stress har præget hjemmet i en uge, og derfor har jeg intet at komme med. Jeg kunne skrive om COP15 - om hvordan politiet dagligt kører forbi Folkets Hus klokken jammer om morgenen for lige at markere, at de sortklædte derinde ikke skal føle sig alt for sikre. Jeg kunne skrive om snevejret. Om hvor vidundersmukt det er, og hvor hjerneblæst irriterende det også er, når man skal ud i det med barnevogn.

Men jeg orker det ikke. Jeg har lige spist noget lam med noget kartofler, og det bliver jeg nødt til at følge op med noget rødvin inden jeg går i dørken som småbørnsmødre gør flest.

Så skål i et rodet køkken og I'll be back med noget, man forhåbentlig gider læse.

Dagens billede, bare for at huske på, hvordan den store onde kapitalistiske reklamejul sovser kvindelighed ind i photoshoppede idealer. Eller... måske har hun bare en pæn hals, hende Charlize.

"Den skal have en tur med cykelpumpen"

2009-12-08T18:40:00.004+01:00

Rådhuspladsen er propfuld af klimarelateret faldera. Blandt andet har man spurgt nogle designstuderende, hvad de lizzom tænkte på i forbindelse med klimaet, ikk'? Tre af dem kom op med det her, og de skal altså have point for sproglig opfindsomhed. Jeg ved dog ikke rigtig, om jeg ville tænde på en, der var økoseksuel.

Det giver virkelig associationer til noget med langt kropshår og noget med røgelse og noget med ude i naturen...

Den her lille vægskrivelse kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan lige se for mig, hvordan en eller anden har sagt "Bare skriv noget" og den skrivende så har tænkt "Gu' gider jeg da ej." Eller også er det en meget filosofisk kommentar til et eller andet. Måske er det Nihilistisk Folkeparti, der er på spil igen?

Apropos klimaet, så er der jo enormt meget verdenspresse i byen for tiden. Og nogle af dem er simpelthen så independent, at de kun har råd til gaffatape og ét telefonnummer i en skummel baggård...

Og medierne...ja, uha da, de medier. Jeg er jo en af dem, journalisterne - en stand, der har en meget fasttømret selvopfattelse og et desværre også lidt fastlåst måde at omgås med og tale til hinanden på. Men den her lille samling sproglige hverdagsklichéer fra redaktioner over hele landet er altså for skæg. Forhåbentlig også for uindviede, selvom den er fra fagbladet Journalisten....prøv lige at se den med lærken. Tsk tsk.

Dagens sidste ordfidus...

Småpiger. Panik. Nu!

Undresangen

2009-12-02T20:37:00.000+01:00

Jeg kan blive helt rundtosset en gang imellem, når jeg tager mig selv i at sidde og blogge om juletræer, voksiposer og hagesmækker.

Hvor blev hende kvindemennesket af, der før var kendt som mig? Hende det der twentysomething nyuddannede vesterbrovrag med den ret så omfattende skosamling (hende som gik på arbejde i disse sko og nederdel) - hende der gik jævnligt til frisøren, cyklede gennem byen med musik i ørene, tjente en hel hulens masse penge og vældig jævnligt kunne ses en sen nattetime på bar med de andre damer fra avisen? Ja, det spørger avisdamerne sikkert også sig selv om. Hvor blev Fie af? Hun sad sgu da lige her og drak cocktails.

Gik hun på toilettet eller hvad?

Ja, nu skal jeg ikke pynte for meget på det. Cocktails var mest fadøl, baren mest en bestemt bodega og nattetimerne flere end godt var. Men der var også en del hjertekval indblandet dengang. Da kvalen blev vendt til først kaos, siden stor glæde - og glæden blev til nyt og mere fast job, bryllup, graviditet og barn, ja så var der ikke meget bodega tilbage i mig, om man så må sige.

Okay, jeg blev da gift i 10 cm guldhæle. Men så sov min storetå altså også i fire måneder. No kidding.

Nu er jeg på et punkt i mit liv, hvor jeg uden at lyve kan sige, at jeg er lykkelig. Dette er ikke en klagesang. Måske en undresang, ligesom den fra Kaj & Andrea om tiden. For vinterstøvlerne er flade, et enkelt glas vin kan få mig til at falde i søvn, og karriereambitionerne udfoldes i en Diner. Så hvis der er nogen, der ved det, må de meget gerne fortælle mig, om hende der kvindemennesket er væk, eller om hun bare er gået i hi.

Og foresten må de også gerne fortælle, hvordan man holder nytårsaften med en halvt år gammel baby?

Oh, Tannenbaum

2009-12-02T19:57:00.000+01:00

Den indre nisse nøjes ikke længere med at rumstere. Han er nu i fuldt firspring hen over de granbevoksede, sneklædte stepper. Og når nissen løber, må jeg bare lade mine ben følge med. Der er ikke noget at gøre. Derfor endte Viola og jeg nede foran Irma, hvor en sød og termodragtklædt ærkekøbenhavner med bæltetaske og ring i øret solgte mig denne "lille fyr dér" for et beskedent beløb.

Posedame/farende svend/mor-udstyr.

Sådan kom det til at se ud...

Ih, altså, fine træ med flyvende julemand, kogler, kugler, trommer, stokke - og flag. Nationalpsykopatisk Folkeparti skal bare ikke have lov at stjæle symbolværdien i Dannebrog. Niksen nej.

Kvidr!

Jeg glæder mig så meget, til jeg en dag kan gå fuldstændig nuts og købe det største træ, termomanden har. Så skal I satme se pynt og lys og trængsel og alarm.

Ønskeøen

2009-12-01T15:20:00.001+01:00

Jeg har det lidt svært med ønskesedler. På et tidspunkt, da jeg blev gammel nok til at forsørge mig selv, begyndte det at føles ubehageligt at skrive dem. Jeg føler mig som en af dem, der laver en ønskeliste nede i Inspiration, når de skal giftes: Sådan en lidt sur, småkrævende, materialistisk brud. Det er som om, jeg sidder og bestiller ting fra mine kære, som jeg egentlig fint har råd til selv at købe. Jeg ved godt, det ikke altid er sådan - og at en lille seddel med juleønsker er praktisk og godt som inspiration. Men hvert år har jeg lyst til at skrive "Jeg ønsker mig det, du har lyst til at give mig." Men så bliver folk enten knotne - eller helt i vildrede.

I samme ånd plejer jeg heller ikke at gøre det her - altså kaste om mig med billeder af lækre ting fra diverse netbutikker. Det bliver hurtigt for shopoholisk, og det kan jeg ikke ha'. Men en gang skal det jo være. Og der er virkelig nogle lækre sager derude, som får mig til at fantasiflyve lige lukt til ønskeøen. (PS: Kære familie, I har allerede fået min seddel, så lad nu være med at gå i panik. Det er bare fine ting:-)

Snydestrik...

Domino i oversize. Ideel til pudekamp af en slags.

Der er for få puder i vores sofa, sagde manden den anden dag, da han havde ondt i ryggen. Og det kan jeg nok egentlig godt tilslutte mig. Pudebetrækkene er begge fra HM.

Det er så sjovt, og så indlysende altså. Tænk hvis man kunne få dem i min hårfarve, så skulle jeg gå rundt med et smørret grin hele vinteren. Og varme ører. Princess Leia ørevarmere fra Etsy.

Fineste idé, og så ville de passe godt i Dineren. Kaffeplet-servietter fra Artlebedev.

Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er skægt eller lige på kanten at give sit barn fjollede (ud)klædningsstykker på. Barnet fatter jo ikke en brik. Hm. Hvad synes I? Nå, men her er altså lidt skæg. Herfra.

Jeg har en svaghed for kander og karafler og alt, hvad der ligner. Og så er den god for miljøet. Glasflaske fra Fred Flare.

Og den her skal selvfølgelig også lige med. Tak til Helle! Lampen er herfra.

PS: Det er lige gået op for mig, at alle tingene er sådan nogle, der ligner noget, de ikke er.

Ceci n'est pas une ønskeseddel, eller hvad? Lidt mystisk.

Busy baby banana bake

2009-11-30T10:03:00.000+01:00

Dagens special i Dineren. Der er ikke så meget tilbage, for den har været rigtig populær.

Opskiften er oversat fra amerikansk. D'damer vil sikkert bemærke, at kagen er fudstændig fedtfri. Ikke kaloriefri, men helt uden fedtstof. Yum.

Busy baby banana bake

300 g hvedemel

115 g sukker

1,5 tsk bagepulver

en halv tsk stødt muskatnød

2 modne, mosede bananer

1 dl mørk sirup

1 æg

1 dl minimælk

De tørre ingredienser blandes, og resten piskes i til dejen er lind. Bages i en rugbrødsform foret med bagepapir ved 165 C i ca. 40 min.

Hm... det kagebillede var vist ikke for kønt og viste slet ikke, hvor god den er! Men se lidt på det her i stedet, så kan du måske fornemme det:

Ikke mit barn, men det er med garanti et godt bud på hendes første fastelavnskostume!